DN er bagstræberiske i målersagen fra Jammerbugt

Chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Nikolaj Schulz, mener, at det er absurd, at Dansk Naturfredningsforening ikke ønsker konkrete målinger af kvælstof.

img_4497

Af Nikolaj Schulz, Chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Der gik kun et øjeblik efter, at malkekvægsproducenten Bjarne Søborg havde fået sin miljøgodkendelse baseret på målinger, til Danmarks Naturfredningsforening (DN) havde erklæret godkendelsen for ulovlig og påpeget stor fare ved at tage godkendelsen i brug. Samtidig understregede de, at afgørelsen vil blive påklaget.

DNs udfald er helt overordnet uforståeligt og bagstræberisk. Det er absurd, at et erhverv, der gerne vil måle sig selv, ifølge DN ikke må få lov. Alle andre industrier har en selvfølgelig adgang til at måle deres udledning, der hvor det er muligt.

I den konkrete sag har DN tilsyneladende to klagepunkter. Det ene klagepunkt er, at godkendelser baseret på målinger er ulovlige. Det andet klagepunkt er, at det ikke er muligt at måle udledningen for drænvand. Begge klagepunkter beror på misforståelser eller er direkte forkerte.

Det første klagepunkt er, at miljøgodkendelser til husdyrbrug er i strid med gældende ret. Påstanden er forkert, og det skal først og fremmest tydeliggøres, at husdyrgodkendelsesloven implementerer et hav af EU’s miljødirektiver, blandt andet habitatdirektivet. EU-Domstolens klokkeklare retspraksis for habitatdirektivet er, at habitatkonsekvensvurderinger skal ske på grundlag af seneste videnskabelige viden. Myndigheder er forpligtet til at overholde habitatdirektivet og EU-Domstolens retspraksis, når de træffer konkrete afgørelser. Loven angiver, at myndigheder skal foretage en konkret vurdering, og det fremgår ikke af loven, at myndigheden er forpligtet til at bruge modelberegninger. En sådan retstilstand ville heller ikke give mening, fordi konsekvensen i givet fald ville være, at nye metoder til at vurdere en konkret udledning skulle afvente en tung lovproces, før de kunne tages i brug. Det er selvfølgelig nonsens.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen fastlægger beskyttelsesniveauer og angiver herudover, at myndigheden skal bruge bestemte modeller, når der beregnes for bestemte forhold. Det kan til en vis udstrækning give mening i den forstand, at det er for ressourcetungt, hvis hver kommune udvikler sine egne modeller. Bekendtgørelsen afskærer imidlertid ikke fra, at myndigheden må lægge målinger til grund. Det er svært at dokumentere noget, der ikke er i bekendtgørelsen, så dokumentationen må bestå i, at DN opfordres til at læse bekendtgørelsen en gang til. Loven angiver i hobetal, at myndigheden skal foretage en konkret vurdering, og i den forbindelse er myndigheden forpligtet til at lægge seneste videnskabelige viden til grund.

Det andet klagepunkt er, at det ikke er muligt at måle drænvand. Hvis det videnskabelige kriterie for at meddele godkendelse skulle være, at man præcist skal vide, hvad der kommer til enhver tid kommer ud af drænet, så er modelberegninger åbenlyst uanvendelige og ulovlige. Når der i dag udstedes en godkendelse er der jo ingen, hverken myndighed eller lodsejer, der forpligtes til at kontrollere, hvad der rent faktisk kommer ud af drænet. De nuværende modelberegninger er tilsyneladende en anerkendt metode til at myndigheden kan opnå tilstrækkelig vished til at kunne meddele godkendelse. I den sammenhæng vil det blandt andet være ulovlig og usaglig forskelsbehandling at stille særligt skærpede metodekrav til målinger, der rækker langt ud over, hvad de nuværende modelberegninger faktisk leverer.

I den konkrete godkendelse har man taget udgangspunkt i beskyttelsesniveauet, og det er i vilkårene fastlagt, at der skal foretages 4 målinger i vinterhalvåret, hvor udvaskning netop er størst. Målingerne skal være repræsentative for perioden og skal udføres af akkrediteret laboratorium, og prøveresultater eller rapport skal fremsendes til myndighederne. Hvis målingerne overstiger beskyttelsesniveauet, så kan kommunen reagere. Det er eksempelvis ikke en mulighed i dag, hvor man jo ikke ved hvad eller hvor meget, der faktisk kommer ud af drænene. Der skal naturligvis tages behørigt højde for de kilder, der ikke er dræn. Dette tages der højde for i godkendelsen. Så heller ikke på dette punkt er der noget at komme efter.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at netop denne godkendelse er en del af DCE fra Århus Universitets forsøg om minivådområder, hvor vandet samlet løber ind i minivådområdet og der er foretaget meget hyppige målinger af fosfor og nitrat. DN kan naturligvis have det synspunkt, at DCE’s målinger ikke er korrekte, eller at målinger er utilstrækkelige, og at de generelle modelberegninger helt indlysende er mere korrekte. Dette synspunkt skal i givet fald konkret begrundes, og det vil jeg da se frem til, at DN fører konkret bevis for.

Bæredygtigt Landbrug har gentagne gange strakt hånden frem til DN, senest med en invitation til at gøre fælles front i forhold til udfordringerne med ukontrollerede overløb fra spildevand i de danske vandløb. Heller ikke her ville DN gå i dialog. Det virker som om, at DN er mere optaget af at fastholde danske landmænd i en skurkerolle i stedet for at samarbejde om at få en styrket produktion og en fokuseret natur- og miljøindsats.

Scroll to Top