Vådområder – en stor fosforfare

Bæredygtigt Landbrug ønsker, at der sættes en stopper for vådområde-projekter. Dels tager det meget god dyrkningsjord fra landbruget, dels fremmer det et stort fosforproblem

flemmingfg560

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand, Bæredygtigt Landbrug

I Mariagerfjord Kommune blev et omkring 220 ha stort vådområde indviet i tirsdags.
Det har kostet 32 millioner kr., fuldtidslandbrug er lukket, og flere landbrug har afgivet jord. Der er tale om veldrænet landbrugsjord, der har været dyrket i en lang årrække. Det skal nu forsumpe.

Det er et meget dyrt projekt, der mindsker landbrugsproduktionen og fremmer fosforudledning. Det er jo dyrket landbrugsjord, der sættes under vand. Landbrugsjord, der i modsætning til, hvad natur- og miljøchef Ussing, Mariagerfjord, har udtalt, for en stor del er drænet og derfor egner sig særdeles godt til minivådområder. Med forsumpningen i vådområdet vil jordens fosfor opløses og udledes nedstrøms i vandløbet. Fosfor er ikke et stof, vi ønsker i vores vandmiljø.

Bæredygtigt Landbrug ønsker, at der sættes en stopper for vådområde-projekter. Dels tager det meget god dyrkningsjord fra landbruget, dels fremmer det et stort fosforproblem, når de tidligere dyrkede arealer oversvømmes, dels er det dyrt, samtidig med at reduktionen af kvælstof kan fremmes langt mere effektivt på andre måder. Og så er forsumpning ikke engang god natur.

Hvis der skal etableres anlæg, der kan opsamle kvælstof, er minivådområder langt mere egnede. De optager ikke så store landbrugsarealer, de fjerner op mod 80 % af fosforudledning, samtidig med at de er effektive mod kvælstof.

Men det er vigtigt at begynde med at måle for en eventuel kvælstofudledning, så vi ved, hvor der overhovedet er et kvælstofproblem, der skal gøres noget ved. Så kan vi etablere de arealmæssigt meget mindre minivådområder, der er langt mere effektive på de steder, der er behov.

Scroll to Top