BL-advokat glæder sig over at afsløre fejl

Politikere tager affære, efter at Hans Sønderby har påpeget urigtige oplysninger i forbindelse med reducerede danske gødningsnormer

bornholmsk-gård-1000

En 19 år gammel fejl ligger til grund for de reducerede danske gødningsnormer, som Ida Auken (R) vil genindføre. Sådan lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs advokat Hans Sønderby, som i pinsen fik bl.a. Maskinbladet til at tage sagen op.

”Det er både glædeligt og befriende, at politikere efterfølgende har tilkendegivet, at de vil tage fat i den her problematik. Det er vigtigt for landmændenes retsstilling fremadrettet”, siger Hans Sønderby.

”Både politikere, befolkning og til syvende og sidst dommerne har krav på, at fremtidige beslutninger om gødningsnormer hviler på et juridisk korrekt grundlag. Derfor er det en god ting, når folk lytter til, hvad vi siger i Bæredygtigt Landbrug”, tilføjer advokaten.

Kommissionen krævede handling

Bæredygtigt Landbrug anser det for en hasteopgave at få ryddet op i årtiers forkerte oplysninger både hos EU-kommissionen og i befolkningen. Hans Sønderby har således påvist, at de reducerede normer fra 1997 hviler på det, han kalder urigtige oplysninger. Ifølge advokaten troede Kommissionen allerede for 19 år siden – fejlagtigt – at Danmark kun havde opnået en reduceret udvaskning på 20-30.000 tons kvælstof. Kommissionen troede derfor ikke på, at Danmark ville komme i mål til år 2000 og mente, at Danmark dermed ikke ville opfylde nitratdirektivet. Derfor krævede Kommissionen dengang, at noget blev gjort her og nu – og i direkte konsekvens heraf blev de reducerede gødningsnormer indført som led i Vandmiljøplan II.

Det rigtige tal var ifølge Sønderby langt højere end de 20-30.000, snarere 75.000, men den daværende miljøminister Svend Auken undlod at korrigere Kommissionens fejlopfattelse. Det har siden kostet dansk landbrug dyrt.

Gårdejer har fået positiv respons

Nu er advokaten gået til kamp for, at de misforståelser, som førte til gødningsnormernes indførelse, bliver korrigeret hos Kommissionen, der tydeligvis ikke har de rette oplysninger. Herhjemme har bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, gårdejer Jens Iversen, henover pinsen skrevet rundt til folketingspolitikere med link til Maskinbladet-artiklen.

”Jeg har fået mellem 20 og 25 svar med meget positiv respons”, fortæller Jens Iversen.

Artiklen i Maskinbladet kan læses her:

http://www.maskinbladet.dk/artikel/historisk-fejl-bag-godningsnormer

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top