Af Mogens Dyhr-Nielsen, ph.d., tidl. konsulent og kontorchef i Miljøstyrelsen (1986-1992).
”Det er en frygtelig historie”, sagde en høne, og det omme i den kant af byen, hvor historien ikke var passeret.
”Det er en frygtelig historie i hønsehuset! Jeg tør ikke sove alene i nat…” Og så fortalte hun, så at fjerene rejste sig på de andre høns, og hanen lod kammen falde…
Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist.
Katastrofer og ”ekstremister”
Jo, hvis H.C. Andersen levede i dag, ville han utvivlsom smile, det er ganske vist. Slagsmål og beskyldninger over små, tvivlsomme tal i en ministeriel rapport har fældet en minister og været tæt på at fælde regeringen. En fjer fra en ”lille forkætret gruppe bønder” i Bæredygtigt Landbrug (BL) er blevet til historier om katastrofer, ekstremister, hånddukker, fuskere, fiflere og det, der er værre.
Fjeren i hønsegården faldt sidste efterår, da BL fik lejlighed til at mødes med miljø- og fødevareministeren. Nogle måneder efter kunne B.T. berette, at det var ganske vist: ”Miljø- og fødevareministeren var bag kulissen styret af magtfulde landmænd i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug”. En omstridt landbrugslobby truede ifølge eksperter en af de seneste 30 års største succeshistorier for dansk natur.
Tallene omhandlede noget forskelligt
Da B.T.’s historie nåede til Aarhus Universitet (AU), blev den ikke ringere: ”AU fralægger sig ansvar for miljøministerens mystiske data bag landbrugspakke-lov L68”. AU-chefkonsulent Nordemann Jensen fra DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) kunne ikke genkende tallene i NaturErhvervstyrelsens miljørapport. De stammede ifølge AU ikke fra deres rapport ”Revurdering af Baseline”, men det var nu ikke så mærkeligt. AU’s tal handlede om øget udvaskning fra landbrugsjorden, mens styrelsens tal handlede om øget udledning til havet, så disse tal var naturligvis ikke ens.
AU’s indspil startede et højst besynderligt talfægteri, hvor det vist nok endte med, at ændrede gødningsnormer sandsynligvis kunne medføre en øget havbelastning på ”mindre end 4.000 tons” og ”større end 1.700 tons”. Det svarer til en ”forværring” på få procent i belastningen, noget der ligger langt under de øvrige usikkerheder. At kalde det en gyllebombe og påstå, at 30 års miljøindsats ville være spildt, grænser – for en gammel kalkun som mig – til utroværdighed og talfifleri.
Men, lad gå videre, lad gå videre.
Blå kamphane og rødt hønsehus
Helt galt gik det, da historien nåede til Christiansborg. Her startede en blå kamphane sammen med det røde hønsehus en debat om, hvordan man ”retvisende” skulle lægge en masse – små og usikre – tal sammen og hvorfra og hvortil.
Jeg er selv i tvivl, især da ingen tilsyneladende forholdt forskerne, hvad det egentligt drejede sig om: Ville den foreslåede udfasning af gødningsreduktionerne og en midlertidig, men beskeden øgning af kvælstofudledningen på få tusinde tons medføre en katastrofe, hvor 30 års miljøindsats for havmiljøet ville være spildt? Kunne de bekræfte, at Danmark ville få kæmpebøder af EU, og ville forbrugerne få milliardforhøjelser på deres vandregning?
Lad gå videre, lad gå videre.
Ude i mediehavet blev historien nu til, at forskerne havde dømt den blå overhøne uredelig. Til sidst voksede forfærdelsen og mistilliden til hende sig så stor hos et par af de blå haner, at hun for enhver pris måtte væk. Og med landbrugspakkens vedtagelse i skuffen og overhønen i suppegryden burde historien så være slut.
Men nej, lad gå videre, lad gå videre.
”Vi har ikke grundlaget”
Den 4. marts bragte Berlingske overskriften: ”Der er altså grænser for, hvor useriøse spørgsmål jeg vil svare på”. Forskere på AU var angiveligt blevet bedt om at regne på, hvor meget mere kvælstof landmændene kunne udlede, før Danmark ville komme i strid med EU-reglerne. Det afviste seniorforsker Karen Timmermann pure med ordene: ”Vi kan ikke sikre, at merudledning ikke forringer miljøtilstanden på indikatorniveau (og det har vi skrevet 100 gange)” og fortsatte: ”Blandt andet ville man have os til at regne på, hvor meget mere kvælstof man kan udlede, før man kommer i strid med EU-reglerne. Men det har vi slet ikke grundlag for at fastslå, hvilket vi igen og igen pointerede over for dem”.
Det er der desværre noget om. Skulle der være nogen, der ikke er helt up-to-date på EU-reglerne, skal det nævnes, at ”indikatorniveau” handler om, hvorvidt miljøtilstanden er høj, god eller moderat. EU’s 92 sider lange vandrammedirektiv giver ringe videnskabelig og retvisende definition af, hvad der forstås herved. Det svarer mest til at sælge elastik i metermål ved hjælp af et øjemål.
Lad gå videre, lad gå videre.
Rygte i ruiner
Et par dage efter fortæller Politiken, at ”erhvervets rygte er i ruiner”, og det slog direktøren for Landbrug og Fødevarer (LF), Karen Hækkerup, fast med syvtommersøm i Berlingske: ”Vi har investeret rigtig mange kampagnepenge (80 mio. kr. red.) i at fortælle, at vi tager ansvar for naturen. Nu kommer det i stedet til at lyde, som om landbrugspakken vil medføre, at der ligger døde fisk i samtlige fjorde”.
Nu skulle man tro, at gassen ville gå af historien, men sandelig nej, lad gå videre, lad gå videre.
Langfredag den 25. marts giver K-formand Søren Pape Poulsen regeringen et ultimatum på 14 dage til at garantere, at kvælstof-udledningen i 2017 og 2018 sænkes med 624 tons. Ellers vil han skabe flertal herfor uden om regeringen. Utvivlsomt en trussel, som de røde høns bakker op om.
Den fjer, der faldt i fjor, truer endnu engang sammenholdet blandt de blå høns. Og denne gang er der ikke tvivl om tallene i kvælstof-kampene: 312 tons kvælstof om året, der – fordelt langs Danmarks omkring 7000-8000 km lange kystlinje – svarer til ca. 50 gram eller 2-3 spiseskefulde sukker pr. meter. Selv en torsk må vel finde, at det er nede i småtingsafdelingen, når den tænker på, hvad den ellers udsættes for af vejr, vind og klimaændringer. Det endte som symbolpolitik, ikke miljøindsats, og tilsyneladende er den sidste fjer ikke vendt endnu…
Nok om det. Når man som jeg har nået støvets år, dukker minderne nemt frem på baggrund af nutidens stridigheder. Tillad mig derfor et lille historisk tilbageblik fra vandmiljøplanernes barndom.
Både Landbrugsrådet og Landbrugsministeriet protesterede naturligvis i sin tid voldsomt mod forslaget fra David Rehlings ”rabiate miljølobby”. Med rette påstod man, at vidensgrundlaget for den første vandmiljøplan var uvidenskabeligt, uredeligt og ufuldstændigt. Ikke mindst fordi landbrugssidens regnedrenge nåede frem til 160.000 tons udvaskning, mens miljøsiden mente, at den var 260.000 tons. Unægteligt en forskel, der lignede mere end de få tusinde tons, der diskuteres i dag. Ikke desto mindre blev udgangspunktet for den første Vandmiljøplan i 1987 en udvaskning fra markerne på 260.000 tons kvælstof. Miljøstyrelsen iværksatte samtidig et NPO-forskningsprogram, der involverede et tværfagligt forskerteam.
Kvælstofbalance på serviet
Der kom mange nyttige og endog epokegørende resultater ud af forskernes indsats, men stadig ikke nok til at overbevise landbruget om, hvor meget man skulle halvere. Med nogen rysten på hånden arrangerede Miljøministeriet derfor sammen med Landbrugsministeriet en konsensuskonference i 1991. Her skulle de to modparter i løbet af to dage blive enige om udledningstallet i lyset af den nye viden, så jagten på det retvisende tal skulle afblæses.
Landbruget kæmpede naturligvis for det lave tal, og med held i begyndelsen. Men det stod uafgjort ved aftenstid, så derfor fik Søren Mikkelsen fra Statens Planteavlsforsøg og jeg selv fra Miljøstyrelsen til opgave at nå til enighed om det endelige tal inden næste morgen. Hvorfor det fortsat blev de 260.000 tons (som nyere forskere senere hævede til 300.000 tons) husker jeg ikke, men jeg glemmer aldrig, hvor tallet blev nedfældet i den endelige ”retvisende” kvælstofbalance: Nemlig på en serviet klokken et om morgenen på Café Nick i Minefeltet.
Spørgsmål til forskerne
Kort tid efter fremlagde Landbrugsministeriet selv sin ”Plan for Bæredygtig Udvikling”, der i løbet af halvfemserne medførte, at halveringsmålet faktisk blev nået. Det er på den baggrund, jeg som erfaringsramt embedsmand må rejse et par grundlæggende spørgsmål til forskerne.
For det første: Kan det virkelig være rigtigt, at AU’s forskere efter tredive års forskningsindsats og med rundhåndede rammebudgetter til forskningsbaseret myndighedsbetjening (i perioden 2014-17 i alt 1,5711 mia. kr. i 2014-priser) stadig ikke kan besvare fundamentale faglige vigtige spørgsmål om Danmarks implementering af EU’s rammedirektiv?
For det andet: Hvordan kan AU-forskerne samtidig påstå, at en forøgelse på nogle få tusinde tons kvælstof kan medføre, at 30 års miljøindsats vil være truet, og at det vil tage årtier at rette op på skaderne?
Gå i dialog over en øl
Derfor har jeg det lidt ligesom Egon Olsen, når det, han har planlagt, går grueligt galt. De indledende indsatser, der over tid nåede DN’s ambitiøse udledningsmål fra 80’erne, blev dybest set bygget på konsensus og gensidig tillid mellem forskere og embedsmænd i Miljøministeriet og Landbrugsministeriet.
Og ikke på mistillid, nørdede diskussioner og politiske drillerier om småting som dem, vi nu er vidne til. Det sker endda samtidig med, at der er bred politisk enighed om at få etableret en målrettet kvælstofregulering, der fokuserer på miljøtilstand i stedet for gødningsforbrug. Det er faktisk en gammel idé, der burde være indført allerede i halvfemserne sammen med vandrammedirektivet.
Forskere og myndigheder må nu – i fælleskab – få etableret et samspil, der kombinerer forskerens viden, forvalternes behov og landmandens fornuft. Og ikke som nu, hvor forskere, miljøfolk og landmænd ligger i meningskrig, hvor de beskylder hinanden for de forfærdeligste ting.
Jeg opfordrer derfor til, at de – gerne som i gamle dage over en øl på Café Nick – går i hulemøder og dialog, hvor de tager fælles ansvar for at løse opgaven og vise politikerne, hvordan det bør og kan gøres.
God arbejdslyst!
