Det kan svare sig at klage over manglende landbrugsstøtte

Jørgen Mølhus Jørgensen, landmand fra Vrå, vandt klokkeklart over NaturErhvervstyrelsen i foråret 2015 med hjælp fra Bæredygtigt Landbrug. NaturErhvervstyrelsen måtte sande, at lysåbne arealer i skov naturligvis er fuldt ud støtteberettigede trods forkerte afgørelser fra 2011 og frem.

nikolaj1web

Af Nikolaj Schulz, chefjurist Bæredygtigt Landbrug

Jørgen havde 20 dage inde i 2016 ikke fået udbetalt sin støtte for 2015, hvilket undrede ham meget, for han har ikke lavet arealændringer de sidste mange år. Årsagen er formentlig, at anerkendelsen af de lysåbne arealer fra styrelsens side har betydet, at der skal ske en teknisk genberegning helt tilbage fra år 2011. Den beregning havde styrelsen åbenbart ikke gennemført i foråret.

Det er uhørt, at en landmand stiller sig op foran systemet, vinder sin sag og konsekvensen er efterfølgende, at han ikke får sin støtte udbetalt til tiden, fordi styrelsen nusser rundt i teknikaliteter.

Effektivt Landbrug og Bæredygtigt Landbrug bragte historien den 20 januar, og det ser ud til at have virket. Det, sammen med en meget direkte og klar henvendelse til styrelsen. Nu ligger Jørgens landbrugsstøtte klar til udbetaling, og det kan altså svare sig at klage og tale med store ord, selv om det ikke burde være nødvendigt.

Efter sejren med de lysåbne arealer, der demonstrerer, at NaturErhvervstyrelsen har haft et kæmpe problem siden 2010/2011, hvor de systematisk har underkendt lysåbne arealer i skov, så mangler vi fortsat svar og en løsning på misseren. Det er meget principielt og det er min forventning, at NaturErhvervstyrelsen skal finde en løsning, der kan få den konsekvens, at styrelsen skal genberegne rigtig mange landmænds sager om udbetaling af landbrugsstøtte siden 2010/2011.

Scroll to Top