Eva Kjer Hansen nedsætter ekspertgruppe der skal se på vandløbsvedligehold

Onsdag den 18. november offentliggjorde Miljø- og fødevareministeriet, at man har nedsat et ekspertudvalg, der skal se på, hvordan man bedst muligt sikrer en god afvanding fra vandløbene.

rensning-af-afvandingskanal

Ekspertgruppen, der kommer til at bestå af forskere fra landets universiteter, er blevet nedsat efter, at Bæredygtigt Landbrug har udtrykt et behov for en ny vejledning til vedligeholdelse af vandløb. Ekspertgruppen skal levere deres anbefalinger til Naturstyrelsen som på baggrund af disse vil lave en ny vejledning i grødeskæring til kommunerne.

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede, er meget tilfreds med dagens offentliggørelse, og ser frem til anbefalingerne fra forskergruppen.

”Det glæder os meget, at ministeren har fået øjnene op for problemerne, og Bæredygtigt Landbrug har fokuseret meget på det og har hjulpet ministeriet med fakta. Vi ser frem til at forskergruppen trækker i arbejdstøjet, og det kan kun gå for langsomt”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Også faglig direktør, Jørgen Evald Jensen, er meget tilfreds med dagens udmelding fra Eva Kjer Hansen, og han glæder sig til at eksperterne går det hele igennem grundigt

”Vi er meget tilfredse med, at der nu bliver en korrekt faglig gennemgang af både vedligeholdelsesinstruksen og udarbejdelsen af vandløbsregulativer. Vi håber dermed, at det bliver fortid, at kommunerne påstår, at vandløbet er korrekt vedligeholdt, alt imens det er åbenlyst for enhver, at vandløbet overhovedet ikke er vedligeholdt”, siger Jørgen Evald Jensen.

Du kan herunder læse pressemeddelelsen fra Miljø- og fødevareministeriet om ekspertgruppen eller på ministeriets hjemmeside:

Ekspertgruppe skal se på grødeskæring

Kommunerne kan se frem til en ny vejledning i, hvordan de bedst vedligeholder vandløbene. Især Bæredygtigt Landbrug har ønsket en ny vejledning.

Et af vandløbenes vigtigste formål er at medvirke til, at vand fra marker kan ledes væk.

Men hvordan sikres en effektiv afvanding bedst muligt, og hvordan sikres en effektiv afvanding, når der i mange tilfælde også skal tages hensyn til vandmiljøet? 

Det skal en forskergruppe bestående af forskere fra en række af landets universiteter se nærmere på. Ny viden skal inddrages, og med de øgede nedbørsmængder er der endnu mere behov for at se på, hvordan man i højere grad kan sikre afledning af vand.

Den nye forskergruppe bliver nedsat, efter at især Bæredygtigt Landbrug har udtrykt behov for en ny vejledning til vedligeholdelse af vandløb.

– Landbruget er hårdt spændt for i øjeblikket, og god landbrugsjord skal ikke tages ud af drift, fordi det risikerer at blive oversvømmet. Jeg deler bekymringen om våde marker med erhvervet, og derfor får jeg en række forskningsinstitutioner til at se på, hvordan man kan grødeskære vandløbene bedst, så afvanding og et godt vandmiljø kan blive forenet bedre fremover, siger Eva Kjer Hansen.

Forskernes anbefalinger vil blive afleveret til Naturstyrelsen, som herefter laver en ny vejledning i grødeskæring til kommunerne på baggrund af anbefalingerne.

Scroll to Top