Man vinder ikke et maratonløb fra sin caféstol

Bæredygtigt Landbrugs politiske næstformand, Peter Kjær Knudsen, har undret sig over de udmeldinger han har kunnet læse de seneste dage efter onsdagens samråd på Christiansborg.

asgers-manglende-randzoner1000

På samrådet udtalte Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen, at effekten af randzoner er tvivlsom, og at randzoneloven blandt andet derfor kan forventes ophævet, hvilket har affødt en del reaktioner fra topfolk i landbruget.

”Der har meget pludseligt dannet sig en længere kø af folk fra L&F der mener sig ansvarlige for netop den disposition fra ministeren”, konstaterer Peter Kjær Knudsen.

”Det synes jeg mildest talt er underligt. ”

Han peger på, at netop L&F i hele forløbet om de belastende randzoner, har haft en noget mindre stålsat tone over for de ansvarlige politikere.

”Jeg kan ikke lige huske, hvornår de fx har været ude for at bakke op om de landmænd, der følte det fuldstændig umuligt at anlægge randzoner efter misvisende kort og uden at have udsigt til en krone i erstatning”, siger Peter Kjær Knudsen og forsætter:

”Tvært imod har L&F igen og igen tudet landmændene ørerne fulde af, at de absolut skulle anlægge randzoner, for selv en umulig og ulovlig lov skulle overholdes, hvis man spørger L&F.”

Tilbage i 2009 hed det om landbrugets udfordringer frem mod 2020 fra L&F:

”… I vores oplæg Ægte Grøn Vækst præsenterer vi en samlet plan for, hvordan indsatsen skal gribes an. Vi ønsker mest muligt miljø for pengene, samtidig med at landbruget får det nødvendige udgangspunkt for fremtidig bæredygtig vækst til gavn for hele samfundet. …”

Som et af flere tiltag foreslog L&F i sit oplæg obligatoriske sprøjtefri 10 meter randzoner langs alle målsatte søer og vandløb. Et forslag, som blev medtaget i regeringens landbrugsudspil Grøn Vækst, som igen førte til vedtagelse af randzoneloven.

”Bæredygtigt Landbrug har i sin formålsparagraf anført, at Grøn Vækst skal bekæmpes”, påpeger Peter Kjær Knudsen.

”Vi har anlagt sag mod staten som konsekvens af en urimelig, ubrugelig og ekspropriativ randzonelov. Og vi har bakket alle de medlemmer op, der har brugt deres fornuft, og ikke anlagt de randzoner, som en dommer i Holstebro på vores foranledning har kendt ugyldige i maj måned i år. ”

Han fortsætter: 

”Vi har hele tiden været meget konkrete i vores kritik af randzonernes manglende effekt, og vi har peget på tysk og hollandsk forskning, der beviste at randzonerne ikke virker. Vi har endda fået disse rapporter oversat til dansk for egen regning, så de kunne indgå i den danske debat, og i vores retssag i Holstebro. Og allerede i 2013 fik vi via aktindsigt hos EU-Kommissionen bevist, at den lovede kompensationsordning aldrig ville blive til noget. ”

Det var også Bæredygtigt Landbrug, der i august fandt og offentliggjorde et notat fra Aarhus Universitet fra april i år, hvor der på baggrund af netop de tyske og hollandske undersøgelser stilles alvorlige spørgsmålstegn ved, om kvælstof- og fosforeffekten ved randzoner reelt er der.

NaturErhvervstyrelsen bad på den baggrund, som også gengivet i bl.a. Landbrugsavisen den 11. august, på BL’s foranledning om en genberegning af effekten. ”Vi beder Aarhus Universitet om at fortælle os om, hvordan notatet passer ind i virkemiddelkataloget og baseline-rapporten”, hed det dengang fra styrelsen. Det er denne analyse, der udkom den 1. september, som ministeren omtalte på samrådet onsdag.

”Man kan ikke blive siddende i en caféstol og tale sig først over målstregen i et maratonløb. Det er nødvendigt reelt at turde løbe, hvis man overhovedet vil gennemføre”, fastslår Peter Kjær Knudsen om L&F’s pludselige aktivitet.

”Bæredygtigt Landbrug har hele tiden turdet løbe forrest, og det er vi faktisk stolte af. Ikke mindst fordi resultatet gør en kæmpe forskel for hver eneste danske landmand ude på marken. At der så er nogle der nu finder det mageligt endelig at komme op af stolen, når løbet reelt er slut, det kan jeg ikke se, hvad vi skal bruge til. ”

Scroll to Top