Af Nikolaj Schulz, chefjurist
Naturstyrelsen mener, at de kan identificere disse områder, og lægger nu op til, at SFI-områder bliver en selvstændig udpegning på landkortet. Dette kan læses i det seneste udkast til bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer, som har været i høring i forsommeren.
Et SFI-område er kendetegnet ved at have et lavt indhold af organisk materiale (humus) samt et lavt indhold af ler og silt i den øverste meter af jorden. Disse faktorer forøger efter Naturstyrelsen opfattelse risikoen for udvaskning af sprøjtemidler til grundvandet.
Hvad er betydningen?
Kommunerne er i gang med at lave indsatsplaner for grundvandet. I den forbindelse er kommunerne forpligtet til at tage stilling til de nye SFI-områder. Sagt på jævnt dansk, så er tanken, at landmandens brug af sprøjtemiddel skal begrænses i SFI-områderne.
I udkastet til vejledningen for SFI-områder synes der også at være fornuftige elementer, der er båret af saglige overvejelser. Kæden hopper dog alligevel af, når der i slutningen af vejledningen, afsnit 7.6 står:
”En mulig begrænsning i anvendelsen af sprøjtemidler kan være, at der inden for indsatsområder på sprøjtemiddelfølsomme arealer som udgangspunkt alene anvendes de sprøjtemidler, som i Danmark er tilladt i økologisk jordbrug, idet økologisk jordbrug i relation til sprøjtemidler må forventes at udgøre en begrænset risiko for grundvandet”.
Så kender danske landmænd godt resultatet. Det bliver formentlig noget i retning af, at kommunerne i deres indsatsplaner vil stille krav om, at der i SFI-områder kun må anvendes pesticider i det omfang det er tilladt i økologisk jordbrug. Løsningen er selvfølgelig enkel og billig for kommunerne, og kommunerne skal formentlig ikke engang selv betale, den regning ender formentlig hos forbrugerne.
Med tiden vil SFI-områderne formentlig vokse i størrelse, og perspektivet er, at Danmark om føje år kan ende i en situation, hvor danske landmænd ikke må bruge pesticider eller er begrænset så voldsomt, at normalt landbrug ikke er en mulighed.
Indgrebene, der lægges op til i SFI-områder er endnu et eksempel, der i realiteten afkobler saglig og faglig regulering, og samtidig afskærer fra en fokuseret miljøindsats. Regningen den ender hos danske landmænd i kraft af ingen eller for lidt erstatning og hos vandforbrugerne i form af højere priser pr. kubikmeter. Vinderne bliver forskerne, embedsapparatet og de rådgivende ingeniørfirmaer, der fremover kan sidde og beregne, modellere og regulere.
Hvordan burde løsningen være?
Bæredygtigt Landbrug er naturligvis tilhænger af, at der sker en kortlægning af de steder, hvor erhvervets lovlige aktiviteter måske kan bidrage til utilsigtede negative virkninger på miljøet, også når det gælder sprøjtemidler.
Det forhold, at der kan måles sprøjtemidler i vandet er ikke ensbetydende med, at der er en risiko. Den målbare grænse fortæller alene, at videnskaben kan måle stoffet. Det er først i langt højere koncentrationer, at sprøjtemidlerne måske vil kunne udgøre en risiko. Derfor skal der foretages konkrete målinger og monitorering af pesticider i SFI-områderne, så der skabes klarhed over hvilke pesticider, der præcist er tale om, og målinger skal tages relevante steder, og naturligvis i en acceptabel dybde og på en videnskabelig korrekt måde.
Hvis det viser sig, at der konkrete steder er pesticider i en koncentration, der udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed, så er det jo åbenlyst, at der skal reageres. Danske landmænd vil naturligvis ikke være med til at skade miljøet eller menneskers sundhed.
I den forbindelse må det dog understreges, at man formentlig ikke vil finde sådanne koncentrationer for lovlig brug af sprøjtemidler. Der mangler eksempelvis helt grundlæggende fastlæggelse af et beskyttelsesniveau, der afspejler, hvad den egentlige trussel er mod menneskers sundhed og miljøet. Dette kræver naturligvis meget dybere spadestik, fx humantoksikologiske undersøgelser.
EU har nogle af de strengeste krav til pesticider i verden, og Danmark ligger forrest i feltet med grænseværdier på det lavest målelige. Miljøstyrelsen godkender de pesticider, som vi anvender i Danmark. Midlerne bliver afprøvet for nedsivning. Konstateres der forhold, hvor midlerne alligevel viser sig at udgøre en risiko for grundvandet, forbydes midlerne og de trækkes tilbage. Danmark har et af verdens strengeste godkendelsessystemer.
Miljøministeriets egne tal viser, at der er lukket 22 boringer af i alt 11.600 på grund af pesticider frem til år 2012. De 16 fund er stoffer, der i dag ikke bruges længere og de sidste 6 kan ikke nærmere fastslås. Så landbruget forurener altså ikke drikkevandet – heller ikke med pesticider.
Pesticidforordning totalharmoniserer anvendelse af pesticider
Reglerne for bl.a. anvendelse af pesticider er dikteret af pesticidforordningen som udgør en totalharmonisering på området. Totalharmonisering betyder, at Danmark hverken må slække eller skærpe bl.a. anvendelsen af pesticiderne ift. det, der står i forordningen. Hvis brugen af pesticiderne udgør en konkret risiko for menneskers sundhed eller miljøet kan man dog godt gribe ind. Kravet er dog, at der skal gribes ind specifikt med mindst indgribende middel og forudsætningen er, at der er dokumenteret en konkret risiko.
Som en juridisk reminder til styrelserne, så er det altså slet ikke nok, at der måske er en risiko eller en forhøjet koncentration. Myndighederne har nærmest omvendt bevisbyrde i den forstand, at myndighederne konkret skal dokumentere risikoen, og det er ret åbenlyst, at der alene kan gribes ind overfor de sprøjtemidler, der faktisk udgør en risiko.
Set fra myndighedernes side så er det naturligvis lettere, hvis man bare kunne forbyde alle sprøjtemidler i områder, hvor der måske er forhøjede koncentrationer af noget, der måske kunne stamme fra sprøjtemidler. Der er bare ét problem, og det er, at det vil være i strid med pesticidforordningen og altså ikke lovligt.
Det er min vurdering, at EU-Kommissionen og EU-Domstolen er uhyre strikse, når det kommer til skærpelser eller for den sags skyld lempelser ift. forordninger, der totalharmoniserer unionsmarkedet.
FAKTA:
Høringsmaterialet: Høring af udkast til bekendtgørelse om drikkevandsressourcer
