Faglig direktør: Vi skal nytænke kontrollen i dansk landbrug

NaturErhvervstyrelsens måde at kontrollere danske landmænd på er ikke givtig for samarbejdet mellem borger og stat, mener Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør. Han opfordrer til, at kontrollen bliver mere dialogbaseret og vejledende – til gavn for begge parter.

høst

Landmændene er i marken. Det er slutningen af juli måned, og det er nu, det vil vise sig, om det sidste års slid og slæb også belønner sig i en god høst. Men landmændene har desværre ikke kun høsten at tænke på – det er også nu, der er risiko for at få besøg af en kontrollant fra NaturErhvervstyrelsen.

Synet af den hvide bil og kontrollanten fra NaturErhvervstyrelsen bag rattet burde ikke være et problem for de danske landmænd. Men det er det. For selv om langt de fleste forsøger at gøre deres arbejde så godt som overholdet muligt, nager tvivlen om de mindste fejl i produktionen alligevel, fortæller Jørgen Evald Jensen, der er faglig direktør hos Bæredygtigt Landbrug.

”Finder kontrollørerne noget, der er i uoverensstemmelse med reglerne, også når det er helt små ting, jamen så kan det betyde, at landmanden mister meget store summer, fordi der ikke er nogen form for vejledning i den danske kontrol. Mange af kontrollerne er uanmeldte, og hvis man af forskellige årsager, som eksempelvis skyldes komplicerede regler, kommer til at lave et eller andet forkert, så fanger bordet. Det gør, at landmanden er hunderæd, når der kører en hvid bil ind på gårdspladsen, for han er frygtelig bange for at få en kontrol, der gør, at han hænger i suppedasen,” siger han.

Vejledning mangler

Ifølge Jørgen Evald Jensen bunder landmændenes angst for kontrolbesøgene i, at de ikke har mulighed for at rette op på fejlene, inden de får en bøde. Den danske måde at kontrollere på står i skærende kontrast til det, man oplever i udlandet.

”I andre EU-lande er man behjælpsom og har et kontor åbent, hvor landmændene kan henvende sig, få hjælp til at forstå reglerne og få forklaret, hvad der skal gøres i den konkrete situation for, at reglerne bliver overholdt. Desværre er det en helt anden tilgang, vi oplever i Danmark, og det bliver værre og værre. Mange gange, så aner de kontrollører, der kommer ud, ikke selv, hvad der er op og ned i reglerne – de er bare blevet sat til at kontrollere lige præcis de her ting, fuldstændig uden hensynstagen til, om det giver mening at kontrollere det, og om det i det hele taget er det rigtige tidspunkt at kontrollere på – om man i virkeligheden kan se det, man er i gang med at kontrollere,” siger faglig direktør Jørgen Evald Jensen.

Han opfordrer NaturErhvervstyrelsen til at nytænke kontrollen i dansk landbrug, så den bliver mest hensigtsmæssig for alle parter.

”Vi trænger til at få nytænkt kontrollen. Den skal være mere dialogbaseret og mere vejledende, og der skal være en fælles forståelse af, hvad det er vi arbejder på at overholde.”

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk

 

Scroll to Top