Af Poul Vejby-Sørensen, faglig konsulent
Hvis man ønsker grøn udvikling i direkte forstand, er svaret mere kvælstofgødning til landbruget. Enhver husmor ved, at stueplanterne bliver mere grønne og sunde med tilstrækkelig tilskud af gødning, hvorimod de bliver blege og usunde med for lidt gødning.
Hvis man mener grøn udvikling i overført betydning i form af klimavenlig politik, er svaret ligeledes mere kvælstofgødning til landbruget.
Fuldgødskede afgrøder (ligevægtsprincippet) binder nemlig langt mere CO2 i afgrøden end de mangelfuldt gødskede afgrøder, som er resultatet af de restriktive politiske kvælstofnormer.
Grønne politikere argumenterer så (helt korrekt) med, at CO2 frigives igen, når afgrøden anvendes (spises).
Det afgørende er imidlertid, at velgødskede afgrøders større mængde CO2 indlejret i rødder/planterester forøger jordens humusindhold.
Omvendt trækker undergødskede afgrøder næringsstoffer fra jordens humuslag, som herved nedbrydes (”brændes af”) og frigiver CO2.
Følgende beregning anslår, hvor meget CO2, der realistisk kan bindes i humuslaget:
|
Humusberegning – CO2-binding i jorden
|
Læs også: Mere gødning kan løse CO2-problemet
