Flemming Fuglede: Bæredygtigt Landbrug har sat dagsorden

Efter aftenens optælling af stemmer, kan vi konstatere at Bæredygtigt Landbrug har sat dansk landbrug på dagsordenen i et anderledes positivt lys end vi har set de sidste 20 år. BL har med sit vedholdende arbejde gjort offentligheden bekendt med de mange urimeligheder danske landbrugsfamilier har været udsat for i årevis.

flemming-fuglede-jørgensen

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand

Urimeligheder der har forårsaget at erhvervet ikke har været i stand til at levere kvalitetskorn til fødevarer og foder til dyrene pga. udsultning af jorden samt andre urimeligheder, der har forårsaget store økonomiske problemer i landdistrikterne.

Dansk landbrugs forhold har i 20 år levet i mørke og uvidenhed, men Bæredygtigt Landbrugs utrættelige indsats for at bringe sandheden frem i lyset har nu virket.  Partier i rød stue har på vanlig vis forsøgt at mistænkeliggøre og kriminalisere landbruget i deres politiske oplæg. Det er heldigvis ikke lykkedes og vi ser nu frem til at partierne i blå stue, som minimum holder hvad de har lovet og hjælper et erhverv, der er villig til at yde for samfundet. Bæredygtigt Landbrugs retssager mod det offentlige fortsætter naturligvis indtil retfærdigheden sker fyldest, nemlig at danske landmænd får lov at drive deres jord landbrugsfagligt korrekt ved bl.a. at gøde efter ligevægtsprincippet og ved at vedligeholde deres vandløb. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden, her på valgaftenen, til at takke de blå partier for at man har vist lydhørhed i vores mange dialoger, specielt her i det sidste år. BL ser nu frem til et konstruktivt samarbejde med de berørte ministerier.

Læs mere: VKO vil skabe vækst og arbejdspladser i landbruget

Læs mere: Liberal Alliance: Mindre bureaukrati i dansk landbrug

 

Scroll to Top