Velkommen til virkeligheden

Landmand Ole Christiansen traver hen over marken i sine militærgrønne gummistøvler. Denne tur går han et par gange om måneden. Den ene gang, som i dag, tilser han det måleudstyr, som han sammen med 11 andre landmænd har sat op i vandløbet. Den anden gang skifter han den lille celle, der sidder øverst på måleudstyret, og indsender den til analyse.

Ole Christiansen tager de sidste skridt hen mod vandløbet og stopper op. For fødderne af ham går en lille trappe ned. Nogen vil måske kalde trappeløsningen for en smule interimistisk. Andre – som Ole Christiansen – skynder sig at påpege, at den er hjemmelavet. Trinnene er gravet ud med en skovl – og nu, hvor det har regnet en smule, er jorden på hvert enkelt trin blevet godt mudret. Det gør dog ikke noget. Ole Christiansen står godt fast i sine gummistøvler.

Siden 1. februar i år har Ole Christiansen og de 11 andre landmænd målt nitratindholdet i vandet. Vandløbet, som landmændene måler på, hedder Syvbækken. Det løber gennem landmændenes marker og videre ud i et område, som ikke er landbrugsdrevet, hvorefter det passerer andre å-systemer og ender i Roskilde Fjord. Landmændene i målerlauget nær Roskilde har valgt at sætte måleudstyret op, umiddelbart inden vandløbet slipper landmændenes marker – og det er ikke tilfældigt, at det lige netop er sat op der. Den placering gør nemlig, at alt det vand, der har været i berøring med landbrugsdrift på landmændenes arealer, bliver undersøgt, inden det løber videre ud i vandløbet og ikke længere er deres ansvar.

”Vi vil gerne sikre, at vi kan holde vores ryg fri. Og det kan vi, når vi laver målinger. Ved at måle på vandet opsamler vi data, som gør, at vi helt præcist ved, hvor meget nitrat der er i det vand, som kommer fra vores marker. Vores datagrundlag siger meget mere om vandløbets tilstand end de modelberegninger, vi er underlagt i dag,” siger Ole Christiansen.

Nej til modelberegninger

Ole Christiansen er selv planteavler og har et deltidslandbrug. Her dyrker han alt fra raps til havefrø. De fleste af landmændene i målerlauget er – som Ole Christiansen – konventionelle, men der er også en enkelt økolog iblandt. Landmændene måler på et område på lige omkring 1000 hektar.

I begyndelsen af marts offentliggjorde GEUS det nye retentionskort, der er udarbejdet på baggrund af en ny national kvælstofmodel. Retention er kort fortalt defineret ved den fordampning, der sker, fra kvælstoffet løber ud i drænrøret, til det rammer fjorde og åbne farvande. En retention på 60 % betyder, at 60 % af kvælstoffet fordamper, inden det når fjordene eller de åbne farvande. I det nye retentionskort er landet inddelt i 3.000 hydrologiske oplande, som hver er angivet med en kvælstofretention. De hydrologiske oplande har en gennemsnitlig størrelse på 1.500 hektar.

Retentionskortet har fået meget kritik, fordi det ifølge GEUS selv er udfærdiget på baggrund af en beregningsmodel, som er behæftet med en gennemsnitlig usikkerhed på 21 procentpoint. I praksis betyder det, at der er områder, hvor kortet angiver retentionen som lav og dermed meget dårlig, men hvor retentionen i virkeligheden er god. Og omvendt. Det er blandt andet den usikkerhed, der har fået Ole Christiansen og de andre landmænd til at begynde at indsamle data gennem målinger.

”For mig at se kan enhver sætte sig ned og lave nogle modelberegninger og sætte dem op i et regneark. Målingerne er derimod det faktiske. Det faglige. Vi kan ikke komme det nærmere – det er real life. Og så længe, målingerne ikke afslører, at der er problemer i vandløbet, så må vi stole på, at det er sådan, det forholder sig. Vi kan ikke reparere noget, der ikke er i stykker,” siger Ole Christiansen.

Måleudstyret virker

EU’s grænseværdi for nitrat-N i grundvand og drikkevand er 11,3 milligram per liter. Den første måling, landmændene lavede fra Syvbækken, var tilbage i februar måned. Her indeholdt vandet 6,8 milligram nitrat-N per liter. I marts var nitratindholdet faldet til 4,0 milligram nitrat-N per liter. Begge målinger ligger altså langt under EU’s grænseværdi.

Med det blotte øje er det ikke lige til at se måleudstyret i vandet. Men et lamineret stykke papir, der er bundet fast til en hegnspæl, og som nærmest ligner et lille flag, indikerer, at vi befinder os det rette sted. På papiret står der ’vandkvalitetsmåling – udstyret må ikke fjernes eller beskadiges’. Fra hegnspælen går en mælkehvid plastikslange ned i vandløbet – og følger man den, får man øje på måleudstyret på vandløbets bund. Ole Christiansen peger på det, han kalder for ’kaffekanden’. Det er den, det hele drejer sig om.

Måleudstyret kommer fra virksomheden Sorbisense, der har udviklet et lille analyseapparat, de kalder SorbiCell. Den lille celle kan både installeres i en brønd med en lille nylonsnor i enden, eller den kan sættes op direkte i drænudløbet. Den sidste mulighed er den, Ole Christiansen og de 11 andre landmænd har valgt. I deres vandløb er sorbicellen installeret i den førnævnte kaffekande for at sikre den mod vind og vejr. Sorbicellen sidder i toppen af kaffekanden, og det er igennem den, vandet passerer og bliver analyseret.

Ole Christiansen vover sig ned ad den hjemmelavede trappe til vandløbet. Han tager fat i den mælkehvide plastikslange, der forbinder måleudstyret og hegnspælen, og trækker kaffekanden op af vandet. Med den ene hånd fjerner han det skidt, der har sat sig på både kaffekanden og plastikslangen, siden han sidst tilså måleudstyret. Med den anden tjekker han, at der er fri passage for vandet gennem sorbicellen. Det er der. Måleudstyret virker præcis, som det skal.

”Vi har ikke oplevet problemer med prøverne indtil nu, og resultaterne ligger langt under grænseværdierne. Selv om vi en enkelt måned målte 6,8, så er der stadig langt op til de 11,3. Det var i en vintermåned, og vi havde fået rigtig meget vand, så der var en forklaring på, hvorfor den måned lå højere end den efterfølgende måned,” siger Ole Christiansen og fortsætter:

”Måleresultaterne viser sort på hvidt, at der slet ikke er grund til, at vi ikke må gøde mere, end vi gør i dag. Planterne skriger efter kvælstof, og jorden er udpint. Der er intet bæredygtigt i den måde, vi dyrker vores marker på i øjeblikket.”

Målinger afspejler virkeligheden

Det er ikke kun målerlauget nær Roskilde, der samler data ind gennem målinger. Sidste sommer opfordrede Bæredygtigt Landbrug sine mere end 4000 medlemmer til at sætte måleudstyr op i deres vandløb. Det skete, efter landbruget gennem længere tid var blevet beskyldt for at udgøre en væsentlig miljøbelastning ved brugen af kvælstof. Mange medlemmer valgte at følge foreningens opfordring og har nu oparbejdet et solidt datagrundlag for flere vandløb rundt i landet.

For Ole Christiansen og de andre landmænd i målerlauget er det et stort ønske, at politikerne begynder at kigge alvorligt på den datamængde, landmændene indsamler ved hjælp af måleudstyret. For den modelberegnede virkelighed, som myndighederne trækker ned over hovedet på dansk landbrug, afspejler slet ikke de faktiske resultater af målingerne i vandløbene.

”Jeg synes, det er tankevækkende, at de måleresultater, vi har indtil nu, slet ikke viser det skræmmebillede, som politikerne forsøger at tegne. Vi udleder ikke mere kvælstof, end vi må. Faktisk udleder vi langt mindre end grænseværdien. Og når jeg taler med mine kolleger rundt omkring i landet, er det det samme mønster, som viser sig der. Det burde politikerne få øjnene op for,” siger Ole Christiansen.

Med forsigtighed sætter han kaffekanden tilbage i vandet. Det er ikke i dag, sorbicellen skal udskiftes. Men om et par uger traver han igen hen over marken for at se til måleudstyret og for at pille den lille celle af kaffekanden og sende den med posten til undersøgelse hos Eurofins i Vejen. 10-12 dage senere kan han så forvente at få en mail med den seneste måneds resultat fra målingerne i Syvbækken. 

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk