Af Poul Vejby-Sørensen, cand. agro.
Begrebet bæredygtighed blev introduceret i ”Vores Fælles Fremtid” – den såkaldte ”Brundtland-rapport” fra 1987. Heri lød definitionen: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare” (Brundtland 1987).
Bæredygtig udvikling handler altså i princippet om at skabe betingelser for ”et godt liv” for alle – herunder også kommende generationer. I selve begrebet forudsættes, at der er noget, som skal bevares eller bringes videre frem i udviklingen – det kan være:
– Naturressourcerne
– Naturen
– De økologiske kredsløb
– Den sociale organisering
– Kulturen
– Økonomien
Brundtland-Kommissionen uddybede definitionen på følgende optimistiske måde: ”Denne kommission tror, at mennesket kan skabe en fremtid, som er rigere, mere retfærdig og mere sikker. I vores rapport, Vores Fælles Fremtid, forudsiger vi ikke et stadigt mere udbredt miljømæssigt forfald, fattigdom og lidelser i en stadig mere forurenet verden, hvor ressourcerne bliver stadig færre. Vi ser i stedet muligheden for en ny æra med økonomisk vækst, en vækst som må bygge på forholdsregler, som kan opretholde og udvide det miljømæssige ressourcegrundlag. Og vi tror, at en sådan vækst er absolut nødvendig for at afhjælpe den store fattigdom, som bliver stadig dybere i store del af udviklingslandene.”
Styrken i Brundtland-Kommissionens anbefalinger om bæredygtig udvikling var, at de kombinerede hensynet til økonomisk vækst med hensynet til miljøet. Begge hensyn blev gjort til nødvendige forudsætninger for at opnå bæredygtig udvikling. Dermed blev denne definition acceptabel for både ilande og ulande. Svagheden var så, at definitionen blev meget bred med mulighed for mange fortolkninger.
Bæredygtig udvikling drejer sig om at forvalte naturens ressourcer såsom vand, råstoffer, energi, areal og biologisk mangfoldighed på en måde, så vores efterkommere har samme muligheder som os. Bæredygtighed drejer sig således om at leve på en måde, så vi indgår i et globalt økologisk kredsløb og ikke tærer på jordens ikke-fornybare ressourcer som olie, gas, kul, metaller. Denne ansvarlige holdning er udtrykt således: ”Vi har ikke arvet Jorden efter vores bedsteforældre, men lånt den af vores børnebørn.”
Men der er grund til at være på vagt, når Brundtland-Kommissionen tillige formulerer: ”Vi har magten til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love, samtidig med at vi nyder godt af denne udvikling.” Her er vi nemlig ved én af sagens kerner: For hvis man vil bruge denne ”magt til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love”, så er det helt afgørende, at man har forstået naturens love rigtigt. Og her kniber det voldsomt. Den politiske beslutningsproces bygger ofte på helt forkerte forudsætninger. Dette er ensbetydende med, at politikerne planlægger og regulerer efter forkerte modeller, og så bliver det virkelig alvorligt!
Bæredygtighed i den aktuelle situation
Det er en udbredt misforståelse, at bæredygtighed udelukkende handler om biodiversitet og ”økologisk produktion” og knaphed på plantenæring med tilhørende lave udbytter. Denne opfattelse er fuldstændig forfejlet. Lave udbytter er jo netop ikke bæredygtige, da arealkravet herved stiger og fører til inddragelse af flere naturarealer – eksempelvis regnskov.
Når bæredygtig udvikling handler om at ”skabe betingelser for det gode liv for alle – herunder også kommende generationer”, betyder det naturligvis også, at landbrugserhvervets udøvere skal have mulighed for et ”godt liv”. De aktuelle vandplaner, der på et mangelfuldt grundlag vil udslette landbrugsproduktionen på store arealer, opfylder i hvert fald ikke den betingelse. Hverken snævert for landbrugserhvervet eller for resten af samfundet, der på den ene eller anden måde lever af fødevareproduktionen.
Vandplanerne kolliderer frontalt med bæredygtigheds-begrebets hensyn til økonomien – såvel produktions-økonomien som samfunds-økonomien. Vandplanerne er i konflikt med bæredygtigheds-begrebet, fordi de reducerer produktionspotentialet for fødevarer, mens verdens befolkning vokser og vokser. Denne befolkningsvækst betyder, at der i de kommende 40 år skal produceres lige så meget menneskeføde som i de seneste 10.000 år!
Ødelæggelsen af landbrugsarealernes produktionspotentiale – dels på grund af næringsmangel (skrappe kvælstofrestriktioner resulterende i suboptimal planteernæring) og dels på grund af forsumpning – vil uundgåeligt medføre enten reduceret fødevareproduktion eller beslaglæggelse af ekstra naturressourcer og -arealer til fødeproduktion. Begge dele er ødelæggende for ”fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”.
Derfor er regeringens program om tvangsfremme af ”økologi” (både produktion og forbrug) i strid med bæredygtighedsbegrebet. Ligeledes er de eksisterende meget restriktive danske kvælstofnormer, der på både kort sigt og længere sigt begrænser produktionspotentialet for fødevarer, i direkte konflikt med bæredygtighedsbegrebet. Hertil kommer, at kvælstofrestriktionerne bygger på et fejlræsonnement og af samme grund ingen gunstig effekt har medført for vandets klarhed og iltindhold.
I vor tid firedobles verdens befolkningstæthed på 100 år. Derfor bliver selve dyrkningsarealet en ressource, der skal prioriteres højere og højere. Bæredygtighed forudsætter derfor, at der frembringes høje udbytter på produktionsarealerne, således at der fortsat kan friholdes naturarealer, hvor reel natur med høj biodiversitet kan få lov at udfolde sig. Det er hverken rimeligt eller intelligent at sammenblande natur og produktion, eftersom enhver dyrkningskultur – fra altankasse til kornmark – netop går ud på at begrænse biodiversiteten.
