Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen
Miljøminister Kirsten Brosbøl angriber i JP 14. april, hvad hun kalder seks myter om vandområdeplanerne (VOP). Det er en ynkelig historie, hvor ministeren fremsætter holdninger og postulater, men ikke kommer i nærheden af dokumentation for sine påstande.
Ministeren benægter,
1) at VOP vil tvinge landmænd til at braklægge store arealer,
2) at VOP kan betyde, at nogle landmænd må lukke deres bedrifter,
3) at kvælstofudledningen allerede er reduceret nok,
4) at kun landbrugsjord skal holde for, når miljømålene skal nås,
5) at virkemidlerne i VOP er ude af proportioner, og
6) at der ikke er behov for VOP.
I god tro?
Man må håbe, at ministeren i det mindste er i god tro, når hun lægger navn til sådan en omgang snik-snak. Men hvor længe kan en minister tillade sig at være i ”god tro”?
Det er enerverende, at høre på naive forestillinger om, at forskellige skrivebordsbeslutninger udelukkende har den virkning, som embedsværket har haft i deres fromme tanker.
Ministerens angreb på de nævnte punkter kan kun bygge på én af to forudsætninger:
a) ministeren udtaler sig bevidst mod bedre vidende (det mere præcise udtryk skal jeg skåne ministeren for), eller
b) ministeren og hendes ministerium har ikke foretaget de konsekvensvurderinger af deres beslutninger, som de har været forpligtet til i mange, mange år – dels over for EU, dels over for den danske befolkning og i det hele taget ud fra almindelig fornuft og anstændighed.
I dette valg mellem usandhed og uvidenhed som drivkraft for ministerens debatindlæg, må der lægges mest vægt på sidstnævnte. Ministeriets embedsværk har nemlig gang på gang demonstreret, at konsekvenser er et fremmedord i de kredse. Man tror kun, der sker det, man har tilsigtet og lukker øjnene for resten.
Kommentarer til de seks ”myter”
ad 1) Ministeren har ret i, at VOP ikke indeholder et påbud om at braklægge, men det bliver konsekvensen. Det ville ministeren vide, hvis hun havde lavet de krævede konsekvensvurderinger!
ad 2) Ministeren taler helt hen i vejret. Vandplanerne har allerede lukket mange landbrug og arbejdspladser i følgevirksomhederne. Flere følger efter!
ad 3) Kvælstofudledningen er for længst reduceret nok. Problemet er, at ministeriet strammer igen og igen, uden at det hjælper på noget. Det er fordi, strategien er forkert!
ad 4) Påstanden om at kun landbrugsjord skal holde for, har jeg aldrig hørt før. De fleste i dette land ved, at der findes renseanlæg, som i øvrigt ofte sender urenset spildevand ud i miljøet.
ad 5) I og med, at kvælstof for længst er reduceret rigeligt (måske endda for meget i henhold til nutidig forskning), er virkemidlerne helt ude af proportion.
ad 6) Af samme grund hovedparten af VOP ubegrundet. Det nytter ikke, at ministeren henviser til, at ”landets førende forskningsinstitutioner” er enige om, at landbrugets kvælstof har skylden, når virkeligheden viser noget andet, og når verdens førende forskere ligeledes mener noget andet. I 30 år har ministeriet henvist til opfattelser, man var ”enige om”, eller der var ”flertal for”. Det dur ikke! Forskere kan ikke stemme om den slags, når det er fyringsgrund at stemme ”forkert”! Der skal neutral og alsidig viden til. Sverige har fundet vejen!
På et åbent samråd den 8. april fremhævede miljøministeren, at hvis konsekvensen af VOP virkelig blev, at der skulle braklægges op mod halvdelen af jorden på Fyn, så ville vi bare finde på noget andet i stedet. Jo, tak. Men hvor seriøs er en så sjusket behandling af landets største udfordring?
Alt i alt er ministeren og hendes bagland på vildspor. Og så længe hendes system af ren stædighed vedbliver at ordinere forkert medicin – blot i større og større doser, kommer vi ikke videre.
