Jan Hjeds: Oversvømmelse af landbrugsjord er politisk bestemt

Der kommer stadig mere vand til de danske vandløb på grund af klimaændringer og et voksende befæstet areal, men på samme tid indsnævres mange vandløb, og det har ført til mangelfuld afvanding og hyppige oversvømmelser. Seniorrådgiver i vandløbsforvaltning mener, at oversvømmelserne er politisk bestemt, for vandet kan ledes bort, hvis blot kommunerne følger anvisningerne i

Danmark rammes stadig oftere af oversvømmelser, når vandløb løber over brinkerne og vandet flyder ud i landskabet, og hvor afgrøderne på landbrugsjorden er det første offer for det stigende vandspejl.

At der kommer mere vand til vandløbene er bekræftet af videnskaben, men alligevel har man i takt med de stigende mængder vand ikke udvidet vandløbene, så vandet til stadighed kan ledes væk. Tværtimod, man har begrænset afstrømningsmulighederne. Og det er helt galt, for afledning af vand er ellers vandløbenes fornemste funktion, hvis man kigger i vandløbsloven.

Bekendtgørelse af lov om vandløb

§ 1. Ved denne lov tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand.

Klik for at læse: Bekendtgørelse af lov om vandløb

Klimaforandringer med mere regn til følge er sammen med en voldsom vækst i det befæstede areal, altså bygning af nye veje og asfaltering af byrummet, de hyppigste årsager til det stigende vandpres, og seniorrådgiver i vandløbsforvaltning Jan Hjeds mener ikke, at kommunerne har været deres ansvar bevidst, da vandløbenes afledningsevne allerede burde være tilpasset til den nye virkelighed.

Jan Hjeds april 2014

”GEUS (De nationale Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland), de er kommet frem til, at der skal halvanden til 1,8 gange så meget vand ud af vandløbene. Samtidig, så har vi i mange år haft en vandløbsforvaltning, som har indsnævret afstrømningsmulighederne, og det er sket ved, at man har ændret grødeskæring- og oprensningspraksis, hvor man er gået over til en reduceret grøde- og strømrendeskæring,” siger Jan Hjeds til Bæredygtigtlandbrug.dk.

Praksis i strid med aftalen ’Vækstplan for fødevarer’
Den 2. april underskrev alle Folketingets partier med undtagelse af SF og Enhedslisten Vækstplan for Fødevarer, hvor det blandt andet gøres klart, at Folketingets flertal vil undgå oversvømmelser som følge af stigende vandstand i vandløbene. Det fremgår helt tydeligt af aftalens punkt 1.3:

Aftaleparterne er enige om, at ændret vandløbsvedligeholdelse i form af reduceret grødeskæring ikke indgår i kataloget, da det er meget vanskeligt at afgrænse de erhvervsøkonomiske konsekvenser, og det derfor heller ikke har været muligt at fastlægge en kompensationsmodel for lodsejerne. Derudover skal det tilstræbes, at vandløbsrestaureringer gennemføres omkostningseffektivt, herunder at undgå utilsigtede oversvømmelser og forsumpning af større landbrugsarealer.

Klik her for at læse hele ’Vækstplan for fødevarer’ på Fødevareministeriets hjemmeside

Selvom Folketinget altså har bestemt, at reduceret grødeskæring slet ikke er en mulighed, som kommunerne må tage i anvendelse, så mener Jan Hjeds alligevel metoden benyttes i stort omfang.

”Det er ganske velbeskrevet, at reduceret grødeskæring og strømrendeskæring det indsnævrer afstrømningsmulighederne og giver øget oversvømmelsesfrekvens. Alligevel er virkemidlet indarbejdet i de nye vandplaner som bilag 7, selvom Folketinget har vedtaget, at vi ikke kan bruge ændret grødeskæring, da man ikke kan overskue de erhvervsøkonomiske konsekvenser,” siger Jan Hjeds og fortsætter:

”Men det har også været praksis i, mange år, og det er anbefalingerne fra Miljøministeriet til at lave vandløbsregulativer, og til at lave grødeskæring; det er anbefalinger om, at man skal reducere indsatsen, og det begrænser afstrømningsmulighederne.”

I Vandplanerne står der under listen med ’Virkemidler i relation til landbrug’ anført, at ’ophør med vandløbsvedligeholdelse’ har til formål at ændre vandløbets fysiske forhold, selvom det strider mod aftalen ’Vækstplan for fødevarer’.

Klik her for at se vandplanernes bilag 7 på Naturstyrelsens hjemmeside

Oversvømmelser er politisk bestemte
Når vandet står op i jorden kan det tydeligt mærkes i økonomien hos de landbrugsfamilier, for hvem vandfyldte hjulspor i markerne og vandskadede afgrøder er blevet et alt for nært bekendtskab, men Jan Hjeds mener der er tale om et politisk skabt problem, der kan løses med en ansvarlig vandløbsforvaltning.

“Mere vand, der skal strømme i mindre vandløb, det passer ikke sammen – det kan ikke lade sig gøre uden oversvømmelser. Så oversvømmelserne, de er pt. politisk bestemte. De er bestemte af, at man har indsnævret afstrømningsmulighederne – og det er ikke en Folketingsbeslutning. Folketinget har lige nøjagtig besluttet, at de vil ikke have de her oversvømmelser,” lyder det fra Jan Hjeds.

Selv om vandet lige nu stiger op i vandløbene, og selvom miljøministeren har sagt, at det er et forhold, som ingen myndighed er herre over, så mener Jan Hjeds, at man med en målrettet og ansvarlig vandløbsforvaltning sagtens kan rette op på forholdene. Og det er kommunernes ansvar, at det sker.

”Nu skal kommunerne gå ind og sikre, at man i den lokale forvaltning følger den anbefaling Folketinget er kommet med i Vækstplan Fødevarer, hvor Folketinget siger, ’jamen, vi kan ikke overskue de erhvervsøkonomiske konsekvenser af ændret grødeskæring’ og ” vi ønsker at at undgå oversvømmelser og forsumpning”. Kommunerne skal gå ud og sikre sig, at de nye regulativer, der bliver lavet lever op til vandløbslovens §1 stk.1.”

Jan Hjeds er ikke i tvivl om, at er den politiske vilje til stede, så er det slut med hyppige oversvømmelser af vandløbsnære arealer i Danmark.

”Det kan sagtens løses. Det er sådan, at der findes ikke så voldsomme vandmængder i Danmark, at de ikke kan afledes uden oversvømmelser. Det har Danske Vandløb fået kontrolleret hos DHI (Dansk Hydraulisk Institut), som er Danmarks – ja Verdens – førende virksomhed på det her felt, og DHI har forklaret, at der findes ikke vandmængder i Danmark, der ikke kan afledes. Det er alene et politisk spørgsmål, om man vil sikre afledningen.”

Foredrag om vandplanerne

På Bæredygtigt Landbrugs YouTube-kanal kan du se to foredrag med seniorrådgiver i vandløbsforvaltning Jan Hjeds om kommuner og lodsejeres udfordringer med vandplanerne. 

Klik herunder for at se foredragene, der hver er af en lille times varighed. Se dem, og bliv klogere på afvandingens vigtighed.

Video: Afvandingen og afvandinges vigtighed

Video: Moderne vandløbsforvaltning i en tid med forandret afstrømning

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top