Kig på dit vandløb

Udgivet 19. september 2014 - kommentarer:
Kig på dit vandløb

Rundt om i kommuner og vandoplande arbejder vandrådene stadig på at melde ind til Naturstyrelsen om de indsatser, de synes er nødvendige i forbindelse med kommende vandplaner

Af Bjarne Nigaard, Adm. direktør

En af de opgaver vandrådene har, er at melde ind hvilken klassificering de enkelte vandløb skal have efter vandrådets opfattelse.

Det er af meget stor betydning, hvilken klassifikation et vandløb får, fordi det er afgørende for, hvilken indsats der skal etableres i vandløbet.

Naturstyrelsen har til brug for klassifikationen lavet en vejledning. Den kan du finde via linket herunder:

Udpegning af stærkt modificerede vandområder og brug af undtagelser

Bjarne i rapsmark (foto Kristian Brasen)

Hvis et vandløb er stærkt modificeret, så kan der ikke igangsættes lige så voldsomme miljøindsatser i det, som hvis det er naturligt. Det kan derfor betyde utrolig meget for den effekt vandløbsindsatsen har på dine jorder, om vandløbet er stærkt modificeret, eller om det er kategoriseret som naturligt.

Vi vil derfor gerne opfordre alle til at gå en tur langs egne vandløb, tage en blok papir og et kamera med, og så ellers komme i gang med at finde tegn på og argumenter for, at vandløbet er stærkt modificeret. Ja, måske endda kunstigt skabt af mennesker.

Stærkt modificerede vandløb skal kort fortalt kun omfattes af vandplanernes indsatser, hvis det ud fra en samlet vurdering kan betale sig. I den beregning skal muligheden for at opretholde landbrugsdrift indgå. Så vandstandsstigninger, mindre grødeskæring og andre hindringer for vandafledning kan ikke iværksættes, når det er til gene for landbruget.

Særligt hvis dræningen af dine arealer bliver hindret ved en bestemt indsats i vandløbet, skal du gøre indsigelse. Det er din ret, og det er din pligt, hvis du vil sikre landbrugsjorden for fremtidige generationer.

Brug vejledningen til at lede efter de fakta der kan betyde, at dit vandløb er stærkt modificeret, og at der ikke må ske væsentlige ændringer, hvis dræningseffekten skal opretholdes.

I vejledningen der linkes til herover er der på side 3 nævnt nogle konkrete eksempler, du kan bruge som rettesnor for udpegningen af dine vandløb. Så: på med gummistøvlerne, tag en blok i hånden og skriv ned, hvordan du mener vandløb, afvandingskanaler eller grøfter på dine marker skal klassificeres, og send det ind til din kommune eller til dit lokale vandrådsmedlem.

Klik her for at se en liste over vandrådsrepræsentanter for Bæredygtigt Landbrug