Hvem sælger ud af dansk landbrug?

Udgivet 15. september 2014 - kommentarer:
Hvem taler ministeren med. Hvem sælger ud af dansk landbrug?

På sidste uges samråd om et helt andet emne, løftede fødevareministeren lidt mere af sløret for, hvad en fremtidig, målrettet regulering af dansk landbrug kommer til at indeholde, hvis han får lov til at bestemme.

Af Bjarne Nigaard, Adm. direktør

”Vi er i gang med at inddele landet i 1.700 små retentionskort”, lød det fra ministeren, der samtidig forsikrede, at hele processen sker i samråd med ”… de grønne organisationer og erhvervet selv…”. Reguleringen har samtidig fokus på såkaldt ’sårbare’ jorder.

Jeg har ingen anelse om, hvem ministeren tager til indtægt for på erhvervets vegne at deltage i en sådan fremtidig regulering. Ingen af de landmænd jeg har spurgt, mener at de er en del af en sådan snak med ministeren. Og godt for det. Men hvem er det så, ministeren taler med?

Spørg endelig din nabo, din konsulent, eller din landboforening, om de deltager i debatten på dine vegne. Og hvis de gør, så håber jeg, du ved, hvad de siger.

Det er meget vigtigt at få belyst hvorfra signalerne kommer. For umiddelbart er jeg stærkt kritisk over for, om tankerne overhovedet er et skridt i den rigtige retning for dansk landbrug. Og som minimum må vi da forvente, at repræsentanterne, hvem de end er, husker at brede debatten om dansk landbrugs fremtid ud til de, der for alvor har noget på spil; nemlig de danske landbrugsfamilier. Det har jeg så bare ikke hørt.

Der var vist nok nogle spekulationer på årets Plantekongres. Men siden har der været stille. Ingen opdateringer på forløbet, ingen åben debat om fordele og ulemper.

Brug af retentionskort gør mig nervøs. Jeg har før skrevet om, at det minder mig om zimbabwiske tilstande. En regulering med de aspekter, som ministeren fremhæver, må jo være baseret på teorier, model-beregninger og anden usaglig hokus-pokus, frem for målte kendsgerninger og viden om virkeligheden.

At fratage et stort mindretal endnu mere af den i forvejen utilstrækkelige kvote af kvælstof, for at et flertal kan få lov at give lidt mere, dog uden at det nødvendigvis er tilstrækkeligt, kan bestemme skæbne, ejerforhold og indtjeningsmuligheder for flere tusinde landbrugsfamilier. 
Det er jeg godt nok overrasket over, at nogen fra erhvervet skulle kunne være med til.

En model med beregnede retentionskort vil få vidtrækkende konsekvenser for de landbrugsfamilier, der bor det, efter teorierne, ’forkerte’ sted. Især de kystnære områder, altså store dele af Lolland og Falster, hele Langeland, oplandet til Limfjorden og hele Bornholm vil blive voldsomt ramt.

Jeg har talt med en planteavlskonsulent, der anslår, at en sådan regulering vil betyde, at loftet visse steder kan komme til at ligge helt nede på 50 kg N/ha på en hvedemark. Hvad siger banken og kreditforeningen til det? Hvem vil købe jorden på de vilkår?

På kortet fra DCE fra 2007 (det tidligere DMU) kan man se, hvilke steder i landet, der vil blive ramt af omfordeling, hvis man lægger retentionskortmodellen ned over Danmark. De gule områder på kortet, ca. 30 procent af arealet, vil få betegnelsen ’sårbar’, og skal aflevere gødning. De mørkegrønne områder kan til gengæld få det, de gule områder skal afgive.

Kort fra DCE retention

Klik her for at hente rapporten 'Kvælstofreduktionen fra rodzone til kyst i Danmark'

For de ca. 70 procent, der ud fra sådan en model må gøde mere på bekostning af de sidste 30 procent, så er modellen jo det samme som at tilstå, at disse 70 procent hele tiden har fået lov til at gøde for lidt… Så hvorfor først nu? Hvorfor har staten dikteret store driftstab i årene forud for disse bedrifter?

Og for de 30 procent, der er ramt af ’den gule syge’ og ikke længere kan forrente lånene på gården, ikke længere har en reel værdi af bedriften, ikke længere kan drive en reel fagligt funderet virksomhed, må man spørge; hvad berettiger den danske stat til pludseligt at ’dødsdømme’ disse bedrifter, for indtil i går kunne de jo godt give mere gødning, uden at det blev betragtet som et miljøproblem? Og hvem skal mon betale? Jeg tror desværre svaret på det sidste er givet på forhånd…

En regulering baseret på retentionsprocenter er til stadighed en generel modelberegnet regulering, hvor baggrundsdata er usikre og virkeligheden langt væk. Vi ved fx fra nye målte forsøg fra Aarhus Universitet, at de ’sårbare’ arealer ikke reelt udleder så meget, som de er modelberegnet til. Hvorfor skulle det ikke være denne virkelighed, vi regulerer efter?

En ny målrettet regulering skal være konkret og netop målrettet, baseret på målte fakta om udledning, og give alle mulighed for at gøde efter ligevægtsprincippet, indenfor nitratdirektivets grænseværdier. Det vil generelt betyde mere gødning i Danmark, ca. 37 procent mere, og det vil betyde en gennemsnitlig udbyttestigning på 30 procent, når man medregner protein. Men det vil ikke medføre øget miljøbelastning, for der gødes jo efter ligevægt.

Men lige nu vil jeg altså rigtig gerne vide hvem det er, der på alles vegne fortæller ministeren, at retentionskort og omfordeling er fagligt forsvarligt. Derfor sender jeg en forespørgsel rundt til landboforeningerne, producentforeningerne, VfL, L&F og til ministeren.

Men du må gerne hjælpe mig. Du må endelig huske at spørge, der hvor du møder kolleger, konsulenter og andre. Spørge om, hvor debatten bliver af. Spørge om de principper, der bruges, er de senest opdaterede. Spørge om hvad der skal blive af de ramte med ’gul syge’. Jeg vil nemlig gerne vide det.

Måske vil du også gerne vide det?