BL-formand om randzonesag: Jeg glæder mig til at få ret

Efter flere udsættelser af berammede randzonesager, ser det nu ud til, at første sag i rækken kommer for. Med de genoptagne sager er det Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede, der som den første, skal møde op i retten og forsvare, hvorfor han de seneste to år har valgt at trodse randzoneloven

Selv mener Flemming Fuglede ikke, han har gjort noget forkert ved at trodse det, han selv betegner som en ulovlig og grundlovsstridig lov. Flemming glæder sig derfor til, at der nu langt om længe, og efter stor sandsynlighed, er udsigt til en retslig afgørelse i forhold til randzonerne.

”Jamen, jeg glæder mig sådan. Jeg glæder mig da til at få ret, ” lyder den umiddelbare reaktion fra Flemming Fuglede Jørgensen.  

”Det er da på tide, at vi får fundet ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Og jeg vil da gerne finde ud af, om en offentlig styrelse har hjemmel til at sende kortvejledninger ud, hvor over 90 procent er fejl, som de så forventer, at vi landmænd skal rette os efter. Og så må vi jo også se, om retten tager ejendomsretten alvorligt, for det er da helt forunderligt, at man vil tage så store arealer af min jord fra mig – jord, som de vil have, jeg skal blive ved med at betale renter, afdrag og skat af. Og det uden, jeg må dyrke jorden.  Det hænger jo ingen steder sammen.”

Ingen kompensation
Flemming Fuglede henviser i sit forsvar også til, at der aldrig har været en gyldig kompensationsmodel hægtet op på randzonerne.

”Der er stadig landmænd, der af en eller anden grund har udlagt randzoner, der ikke har fået deres kompensation. Og jeg kan jo bevise med både danske og udenlandske forsøg, at randzoner på mere end en meters bredde ingen effekt har. Og hvorfor skulle jeg så anlægge dem?,” lyder det fra formanden.

Bæredygtigt Landbrug har på vegne af sine 4.000 medlemmer valgt at stævne staten for randzoneloven, som foreningen mener, er i strid med bl.a. Grundloven. Men selvom Bæredygtigt Landbrug har stævnet staten, har den lokale anklagemyndighed i Hjørring nu valgt at tage forskud på randzonesagen ved at anlægge en enkeltsag, som tilfældet er med Flemming Fuglede Jørgensen.

”Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at når vi netop har anlagt en sag mod det offentlige i forbindelse med randzonerne, at man så ikke lader den sag køre færdig, inden man begynder at angribe privatpersoner, ” siger Flemming Fuglede Jørgensen, der understreger, at han glæder sig til sagen; han glæder sig til at få ret.

En besværlig omgang

Bjarne Nigaard på minkfarm 2014

Også Bæredygtigt Landbrugs administrerende direktør Bjarne Nigaard, ser frem til den første randzoneretssag, og han mener anklagerne får meget svært ved at føre en troværdig sag mod formanden.

”Det bliver en på alle måder kreativ juridisk løsning, anklagemyndighederne nu skal finde. Folketinget har i juni vedtaget en ny version af randzoneloven gældende fra august i år, men landmændene er stævnet for at have overtrådt loven i en periode før den eksisterede,” siger Bjarne Nigaard, og fortsætter: 

”Hvis anklagemyndighederne vælger at opretholde tiltalerne, så skal de altså ud i at ’mikse’ en gammel lov med en ny lov. For de, der blev hårdest ramt af den gamle lov, skal man bruge den nye. Men i hvor høj grad? Skal man bruge den nye lovs kriterier for udpegning randzonerne, som er helt anderledes end den gamle lovs? Eller skal man bruge den gamle, ikke længere eksisterende, lovs kriterier og så dømme efter den nye, gældende lovs sanktioner? Hvordan skal den enkelte landmand have en jordisk chance for at vide, hvilken retsstilling der var eller er gældende for ham?, ” lyder det spørgende fra Bjarne Nigaard, der forudser, at håndhævelsen med to versioner af den samme lov bliver noget af en udfordring. 

Ifølge Bjarne Nigaard er den eneste anstændige løsning at frafalde alle de sager, der har været rejst efter den gamle lov, og juristen ser frem til at skulle forholde sig til nogle meget søgte problemstillinger fra anklagemyndigheden. 

”Det er noget af et kludetæppe der skal hækles rundt omkring hos specialanklagerne, og jeg kan på forhånd konstatere, at det ikke bliver særlig kønt, særlig logisk eller særligt forståeligt for den enkelte landmand, der åbenbart forventes at skulle kunne holde styr på hele to lovgivninger, som ingen hos myndighederne hidtil har kunnet holde styr på. Det var jo netop derfor, at den første lov blev lavet om. Desværre er der heller ikke styr på den nye lov, hvor der fx ikke er retvisende tilhørende kort over randzoner, ligesom der henvises til vandplaner, som ikke endnu findes. 

”Randzonecirkusset fortsætter dermed desværre med endnu en runde i manegen.” 

Politiets sag mod Flemming Fuglede Jørgensen skal behandles af Retten i Hjørring d. 31. oktober klokken 9.00.

 Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk og Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top