Vandplanerne: Bliver høringssvarene hørt?

6.700 høringssvar i forbindelse med at vandplanerne blev præsenteret kort før jul har blot resulteret i ændrede indsatser på 21,5 kilometer vandløb. Det får nu Bæredygtigt Landbrug til at antyde, at Naturstyrelsen ikke har taget høringssvarene alvorligt

Naturstyrelsen sendte den 30. juni første generationsvandplanerne i en fornyet, supplerende høring. Det sker fordi der er blevet ændret i de oprindelige vandplanudkast, som var i høring frem til den 23. december sidste år.

Naturstyrelsen oplyser selv, at der er indkommet ca. 6.700 høringssvar. Heraf er 5.665 private lodsejere, og mange stammer fra landmænd. De mange svar betyder ifølge Bjarne Nigaard, direktør i Bæredygtigt Landbrug, at der er væsentlige problemer med vandplanerne, der skal tages hånd om. 

Bjarne Nigaard close up TOP

”Det er en ganske betydelig mængde svar, og det er med til at understrege, at det for mange lodsejere er en rigtig vigtig planlægning, der skal foregå,” fortæller Bjarne Nigaard.

Bæredygtigt Landbrug har flere gange påpeget de mange uheldige effekter ved de planlagte tiltag, og foreningen har derfor selv afgivet et høringssvar om vandplanerne. Men høringssvarene har ifølge Bjarne Nigaard ikke ført til væsentlige ændringer i de nu fremlagte vandplaner, der er sendt i otte ugers supplerende høring.

”6.700 høringssvar har medført, at man i alt har justeret og ændret indsatserne på 21,5 kilometer vandløb ud af de 19.000, der er tilbage efter den ændrede basisanalyse. Eller sagt på en anden måde; 6.700 høringssvar formåede at ændre 1,1 promille af vandplanerne. Det synes jeg umiddelbart lyder af meget lidt, når man samtidig påtænker den seriøse indsats, som jeg med sikkerhed ved ligger bag rigtig mange af høringssvarene.”

Væsentlige ændringer
Med den politiske aftale om Vækstplan for Fødevarer fra april, er der sket en række væsentlige ændringer i forhold til de oprindelige vandplaner. Randzonerne er blevet halveret, reduceret grødeskæring er væk som en indsatsmulighed, og det samme er målrettede efterafgrøder. Det er ændringer, som et flertal i Folketinget har besluttet skal indføres, og med tanke på, hvor stor fokus især landbruget har haft på vandplanerne i forhold til vandløbs og afvandingskanalers evne til at føre vand væk fra det dyrkede areal, undrer Bjarne Nigaard sig over, hvor få steder planerne er rettet ind i forhold til de 6.700 høringssvar.

”Med 19.000 kilometer vandløb tilbage i planerne, og henset til de mange høringssvar, så kunne man godt få den tanke, at der må være en betydelig mængde ændringer og justeringer. Så mange lodsejeres input må selvsagt betyde noget, og mange af dem er helt faktuelle, oplyser Naturstyrelsen også.”

”Derfor er det overraskende, at ændringer i indsatser som følge af behandlingen af høringssvar har medført, at der kun udtages indsatser vedrørende restaurering på en strækning på til sammen ca. 12,5 kilometer. Hertil skal så lægges hele ca. 9 kilometer, hvor genåbning af rør droppes.”

Manglende inddragelse af høringssvar
Ifølge Bæredygtigt Landbrugs direktør er spørgsmålet, om de mange høringssvar, der altså tog seks måneder for Naturstyrelsen at gennemgå, reelt er blevet inddraget i processen. Eller om Naturstyrelsen har valgt at holde fast i en på forhånd besluttet køreplan, og af taktiske årsager har lavet nogle få symbolske ændringer, så der er legitimitet i udmeldingen om, at der er sket ændringer på baggrund af høringen.

”Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed, at høringen har været rent teater, en bestillingsforestilling, der skal passe til lejligheden. Men det er dog pudsigt, at vi i en lignende sammenhæng konkret kan konstatere, at enten er man ligeglade med høringssvar, eller også er man kluntet i sin procesplanlægning.”

Den supplerende høring udløber den 26. august i år. Allerede den 1. august træder den nye randzonelov i kraft, og i den forbindelse har NaturErhvervstyrelsen skrevet på sin hjemmeside, at man vil udstede tilrettede, vejledende randzonekort primo juli. Den 1. juli er kortene dog endnu ikke offentliggjort, og NaturErhvervstyrelsen har overfor Bæredygtigt Landbrug ikke kunnet bekræfte, hvornår kortet ventes publiceret.

”Det er et af kriterierne for udpegning af randzoner, at et vandløb er omfattet af vandplanerne. Og vandplanerne vedtages først efter endt supplerende høring. Alligevel laver man kort og forlanger randzoner udlagt inden. Det giver jo næring til tanken om, at høringssvarene ikke betragtes som noget man skal forholde sig til, men at konklusionen er draget på forhånd, og en høring blot er et forstyrrende led til ære for formaliteterne,” siger Bjarne Nigaard.

FAKTA:

Citat fra Naturstyrelsens høringsnotat:

Ændringer i indsatser som følge af behandling af høringssvar til den offentlige høring samt modtagelse af nye faktiske oplysninger i øvrigt. Behandlingen af høringssvar afgivet til forslag til vandplaner, der var i offentlig høring fra juni til december 2013, samt modtagelse af nye faktiske oplysninger i øvrigt, medfører, at der udtages indsatser vedrørende vandløbsrestaurering og genåbning af rør på henholdsvis ca. 12,5 km og ca. 9 km. Indsatserne, der bortfalder, forefindes primært i Midtjylland og på Sjælland. 

Ændringerne skyldes navnlig modtagelse af nye konkrete oplysninger om faktiske forhold vedrørende indsatserne, der giver anledning til at revurdere Naturstyrelsens beslutning om at gennemføre konkrete indsatser på de pågældende vandløbsstrækninger.

 

 Læs mere: Bæredygtigt Landbrug stævner staten for vandplanerne 
Læs mere: Bjarne Nigaard: Processen omkring vandplanerne bør begynde forfra

 Af Jakob Tilma, jti@baerdygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top