Dansk milliardindsats sejler

I marts måned fastslog Rigsrevisionen i rapporten ’Beretning til Statsrevisorerne om vandplaner’, at de danske vandplaner var bygget på forældede og fejlagtige data. Det var med lettelse, jeg læste dette

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand 

Endelig. Endelig var det gået op for politikerne, at de danske vandplaner er ubrugelige, for der var ikke meget at tage fejl af i konklusionen fra Rigsrevisionen. 

Der stod blandt andet:

’Miljøministeriets forberedelse af 1. generation af vandplaner ikke har været tilfredsstillende… ..Rigsrevisionen finder, at Miljøministeriet ikke planlagde og styrede 1. generation af vandplaner med tilstrækkeligt fokus på at sikre, at vandplanerne blev udarbejdet på et gennemsigtigt grundlag og til tiden. Miljøministeriet anvendte i forberedelsesfasen et datagrundlag, som fra begyndelsen var uensartet, ikke var opdateret og på nogle områder direkte var fejlbehæftet.’ 

Vi har med de danske vandplaner lavet et bureaukratisk monster i Danmark. Et gigantisk bygværk uden fundament. Et bygningsværk, der har kostet milliarder i arbejdsløn til embedsmænd, eksperter og biologer – og meget mere i tabte indtægter for samfundet. Kritikken fra Rigsrevisionen var så sønderlemmende, at ethvert fornuftigt menneske ville konkludere, at planerne skulle skrottes her og nu.

Men tilsyneladende tager ingen notits af rigsrevisionens kritik. Miljøministeriet forklarer blot, at vandplanerne er en proces med løbende forbedringer af vidensgrundlaget, og at der fremadrettet ville være brug for justeringer. Så Miljøministeriet fortsætter ufortrødent i den forkerte retning.

Men kan man bygge et hus på et fundament, der er skævt, fuld af huller og revner og støbt uden cement? Kan man lave vandplaner, hvor grundlaget er ’uensartet’ og ’fejlbehæftet’? Selvfølgelig kan man ikke det.

Fejlagtige miljøindgreb har nu kostet det danske samfund langt over 100 milliarder kroner. Penge, der i den grad synes at være brug for til ældrepleje, til styrkelse af skolerne og på de danske hospitaler. For da ikke at nævne privatøkonomien hos de danske landbrugsfamilier.

I Miljøministeriet og Naturstyrelsen er der tilsyneladende ingen smalle steder. Her producerer man den ene ubrugelige og ufaglige restriktion og lov efter den anden, og når man bliver kritiseret af rigs- og statsrevisionen for at lave noget makværk, så fortsætter man ufortrødent. Det er skandaløst – intet mindre.

Rigsrevisionen konkluderede i marts måned, at ’Miljøministeriets fortsatte arbejde med vandplanerne er risikofyldt.’ Det mener vi hos Bæredygtigt Landbrug er en underdrivelse, og vi arbejder juridisk på at få planerne standset før de tiltænkes sat i kraft i dette efterår – med fem års forsinkelse.

At Miljøministeriet har udført sit hverv ’mangelfuldt’ og ’ikke tilfredsstillende’ er tragisk, men hvis en yderligere forsinkelse af vandplanerne medfører problemer i forhold til EU, så må Miljøministeriet,  som ansvarlig myndighed, tage de tæsk, der måtte komme. Bæredygtigt Landbrug vil ikke lade dansk landbrug og det danske samfund bøde for embedsværkets fejlslagne implementering af EU-reglerne.

Kære politikere; vis nu ansvar, få stoppet dette milliardmisbrug af danske skattekroner. Stop vandplanerne, og start konstruktionen forfra med nyeste viden og målinger frem for modelberegninger, så vi kan få anstændige vandplaner i Danmark, bygget på et stærkt, fagligt fundament.

Link til Rigsrevisionens rapport ’ Beretning til Statsrevisorerne om vandplaner’

Vandløb nordjylland vandplaner

Scroll to Top