BL vil skilte med ’Dansk Kvalitet’

De seneste dages debat om den mad vi køber i Danmark har i høj grad sat fokus på kvaliteten af de danske fødevarer, og det får nu landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug til at foreslå, at der skal skiltes med den danske kvalitet på indpakningen

Dyrevelfærden i den danske dyreproduktion er i verdensklasse, og også når det gælder ansvarlig brug af pesticider, den økologiske produktion og forarbejdningen af fødevarerne er kvaliteten i en klasse for sig. Men på hylderne i supermarkedet ligger billige udenlandske alternativer side om side med de danske produkter. Ofte er prisen eneste indikation af, at her er varer produceret under danske standarder, og kun ved at nærlæse bagsiden på produktbeskrivelsen kan forbrugeren få vished for, at indholdet ikke lever op til de strenge danske krav.

Det får nu direktør i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard, til at forslå en ny mærkningsordning, der skal gøre det lettere for danskerne at vælge de sikre og sunde danske fødevarer.

Bjarne Nigaard close up TOP

”Vil man være sikker på, at maden er produceret ansvarligt, så skal man købe danske varer. Det ved heldigvis de fleste forbrugere – også i udlandet”, siger Bjarne Nigaard, adm. direktør i Bæredygtigt Landbrug. ”Man får bedst kvalitet, hvis man køber danske varer og eventuelt handler lokalt. Det har efterhånden flere undersøgelser vist. Blandt andet er der færre pesticidrester, hvis nogle overhovedet, i danske varer, end der gennemsnitligt er i udenlandske varer.”

Mærke skal vise vej til dansk kvalitet
Bæredygtigt Landbrug har senest i efteråret slået på, at handel med lokale varer, og dermed danske varer, er med til at holde hjulene i gang og madkvaliteten i top.

”Men det virker som om, at der nu er stemning for, at vi for alvor får sat fokus på de muligheder den enkelte forbruger har for at nyde godt af dansk landbrugs store kvaliteter og seriøse produktion. Derfor foreslår vi, at vi får sat gang i en egentlig mærkningskampagne, så forbrugerne kan identificere de lokale og danske varer. Og dermed gå efter netop den kvalitet.”

Bjarne Nigaard understreger, at en sådan kampagne ikke skal udelukke køb af varer fra andre lande, men alene skal give forbrugerne bedst mulighed for at træffe et bevidst valg – eller fravalg.

”Vi forestiller os, at vi får nedsat en styregruppe bestående af de førende danske leverandører, distributører og forædlere på fødevareområdet. Styregruppen skal helst også have politisk deltagelse fra regering og opposition, ligesom forbrugerorganisationer og fødevaremyndighederne bør være med”, forklarer Bjarne Nigaard. ”Vi vil have en ’Dansk Kvalitet’-mærkningsordning, der er troværdig, og som kontrolleres løbende af de rette instanser”.

Han forstiller sig, at der udvikles et logo, altså et ikon eller en mærkning, der kan benyttes af detailledet, så der kan laves bestemte dele i butikkerne med danske varer, eller bestemte dele af fx frysemontren med dansk kød.

”Der skal selvfølgelig opstilles nogle objektive kriterier for hvad der skal til, for at en fødevare kan defineres som dansk. Men det opfatter jeg som en styregruppes opgave, og jeg tror nu heller ikke det bliver en vanskelig opgave.”

Inspiration fra Storbritannien
Bjarne Nigaard er heller ikke nervøs for, at endnu et mærke i fødevareuniverset forvirrer mere end det gavner. Han peger på en lignende ordning i Storbritannien fra 2011, som har været en stor succes.

”For det første viser en del undersøgelser, at netop det her mærke vil svare til et ønske, som en meget stor andel af forbrugerne har. Og for det andet er visuelle signaler jo ret forståelige, hvis først forbrugeren kender til indholdet bag det enkelte mærke.”

Bæredygtigt Landbrug har mere end 4.000 landmænd som medlemmer. Til sammen dækker organisationens medlemmer hvad der svarer til over halvdelen af al landbrugsproduktion i Danmark.

Klik her for at læse om den britiske mærkningsordning ‘MADE IN BRITAIN’

Fakta:

Bæredygtig Landbrug foreslår en ny mærkningsordning; ’Dansk Kvalitet’

Hovedelementerne er:

  • Danske fødevarer forsynes med et mærke/logo for ’Dansk kvalitet’
  • Ordningen administreres og kontrolleres af en styregruppe
  • Styregruppen består af leverandører, distributører, forædlere, forbrugere, politikere og myndigheder
  • Styregruppen opstiller en række krav til at kunne opnå mærkningen ’Dansk kvalitet’
  • Alle fødevarebutikker i Danmark opfordres til at være med i ordningen, og til at opdele varerne synligt, så ’Dansk kvalitet’ ligger for sig.

 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top