Af Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug
En formand for en kommunes teknik og miljøafdeling udtalte til et møde, jeg deltog i i vinter, at: ’I vil opdage, at når kommunen får styr på spildevandet, så er der ikke længere nogen, som snakker om forurening fra landbruget’. Udtalelsen er både glædelig og dyb tragisk. For den er jo rigtig.
Det vand, som kommer ud af drænrørene fra landbrugsdriften og som der ikke løber spildevand i, er så rent, at det kan drikkes som postevand. Det er spildevand med organisk kvælstof, fosfor og miljøfremmede stoffer, der er skyld i vandløbenes dårlige økologiske tilstand.
Spildevandet indeholder en lang række stoffer, som ikke er naturlige for vandløbsmiljøet. I modsætning til drænvand, som kun indeholder nitrat, som er et naturligt forekommende stof, der altid har været en del af vandløbene.
For hvert kilo sediment på dansk havbund findes der 4.000 stykker mikroplast, som blandt andet stammer fra sæbe og creme med skrubbeeffekter, skriver Ingeniøren. Plaststykkerne skylles igennem rensningsanlæggene, men indtil for nylig har anlæggene slet ikke kendt til problemet. Det vil sige, at selvom man renser spildevandet, kan man ikke rense de små plaststykker fra. Vi er i færd med at overdynge vandmiljøet og de organismer, der lever i det, med en film af plaststykker, som hober sig op i det økologiske system. Et minivådområde vil med bundfældning af mikroplaststykkerne reducere problemet.
Tiden er kommet til at fokusere på de problemer, som vores moderne livsførelse påfører vores vandmiljø, hvis vores efterkommere også skal opnå glæden ved et rent vandmiljø.
Minivådområder ved rensningsanlæg
’Det er alt for dyrt at sikre at der aldrig kommer spildevand i vandløbene. Det er jo borgerne, der skal betale’, sagde en biolog for nyligt til mig. Men det behøver ikke at blive så dyrt.
For at sikre mod overløb, samt modvirke risiko for helt eller delvist urenset spildevand i vores vandmiljø, burde der i forbindelse med alle rensningsanlæg anlægges minivådområder, der sikrer, at vand fra spildevandsrensningsanlæg ikke løber direkte ud i vandløbene, som de gør i dag. Det kan ikke koste ’en bondegård’. Jeg tror, at det kan gøres ved at inddrage en hektar jord per rensningsanlæg. Det kræver en bulldozer til at skubbe mulden ud til siderne, som jordvolde og at man derefter lader vandet fra rensningsanlægget løbe gennem miniområdet, inden det løber ud i vandløbet. Derved kan organisk materiale, fosfor og miljøfremmede stoffer bundfældes. Der behøver ikke være en membran under minivådområdet, da det ikke udgør en risiko for grundvandet, hvis slammet ellers fjernes jævnligt.
Hvis slammet er fri for tungmetaller (det kan fjernes ved en katalytisk proces), kan slammet spredes på landbrugsjorden. Vi kan godt bruge både det organiske materiale og fosfor. Hellere ud på markerne end belastning af vandløbene. At sikre vandløbene mod spildevand koster så lidt, men gavner så meget. Og hvad der er endnu bedre: Kritikken af landbrugets gødning stopper, for problemet er fjernet.
