På med røjserne – igen

Der sidder en mand i en campingstol og kigger ud over svimlende vidder på en udkigsplet et sted i New Zealand. Solen er ved at gå ned, så himlen er tonet i rødlige nuancer. Det er november, men manden er på sommerferie. Hans skuldre er sænket og hans åndedrag roligt. Hvilepulsen er lav, og det er første gang i flere år, går det op for ham.

56-årige Vagn Lundsteen er på sommerferie med sin kone, Vibeke. Tre uger har de hevet ud af kalenderen og de har nydt friheden og roen – og at de er så langt væk, at de ikke kan gøre hverken til eller fra derhjemme.

Vagn er direktør for interesseorganisationen Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, som han selv har været med til at stifte fire år før han nærmest ved en tilfældighed bliver opmærksom på sin hvilepuls foran et mobile home i New Zealand på forsinket sommerferie med sin kone.

”Det var første gang i fire år, at jeg slappede af og havde sluppet ansvaret for danske landbrugsfamilier, og jeg har ellers et eller andet sted følt, at jeg sammen med mine kolleger og min bestyrelse skulle tage ansvaret for dansk landbrugs overlevelse på min skuldre. Og det er en tung byrde, synes jeg.”

Hvilepuls i bedring på mere permanent basis
Erkendelsen af, at hvilepulsen var anderledes i New Zealand end i Danmark, satte skub i nogle tanker hos Vagn. Han kalder sig selv ’en entreprenør-type’, der sætter tingene i gang og fortæller, at der kommer en uro i hans sind, hvis han holder fast i det samme for længe. Måske var det på tide at give direktør-stafetten videre til en ny?

”Jeg kunne selvfølgelig godt være blevet ved, men det slider, og jeg kunne mærke, at jeg nød fantastisk meget at være væk fra det hele, så langt væk som jeg overhovedet kunne inden for denne klodes grænser, og at jeg ikke kunne gøre en forskel. At det var nogle andre mennesker, der skulle løse tingene, mens jeg var væk,” forklarer Vagn og påpeger:

”Og det gjorde de jo ganske udmærket. Der var ikke noget, der ikke kunne lade sig gøre, selvom jeg ikke var der.”

Med andre ord; det kan lade sig gøre at forlade direktørposten uden at foreningen ramler sammen og står handlingslammet tilbage.

”At det kunne lade sig gøre, mens jeg var på ferie, viser jo bare, at vi har bygget en god organisation op, som er selvkørende. Der er blevet sat nogle skibe i søen. De kan sejle selv, og de kan også komme i havn. Og så er jeg ikke så vigtig som jeg har været. Så behøver jeg ikke nødvendigvis være der mere. Det var en stor befrielse for mig at nå til den erkendelse,” siger Vagn.

Han ved godt, at beslutningen vil give ringe i vandet, og han er også forberedt på kritik, men det må så komme.

”Selvfølgelig kunne jeg være blevet ved, og selvfølgelig er der nogen, der vil bebrejde mig, at jeg ikke sejler skibet i havn, men jeg føler, at det er sendt så godt afsted, at der ikke er nogen problemer i, at andre kan løse opgaven, og jeg har fuld tillid til, at mine efterkommere løser den.”

Planteavlsrådgiver med konsulentopgaver
Han gør meget ud af at pointere, at valget om at stoppe som direktør ikke handler om, at han er træt af sit job eller foreningen – eller landmænd.

”Det er ikke et fravalg, det er et tilvalg. Det er meget vigtigt for mig at fortælle. Det er ikke fordi jeg ikke gider BL. Det er fordi jeg gerne vil noget andet,” siger han blandt andet.

Det naturlige spørgsmål er jo så; hvad er det?
”Jamen, jeg synes jo, at der er et vakuum omkring vores rådgivning inden for planteavlen, og det et jo det, jeg er god til. Jeg synes, der har været en stilstand, måske endda en tilbagegang, i forhold til vores nabolande. Jeg ved godt, at vi har været begrænset af kvælstof, men vi har også været begrænsede i vores måde at tænke på. Det er som om, man indenfor rådgivningsvæsenet har sagt ’nå, ja, men vi mangler kvælstof, så kan det også være ligegyldigt med alt det andet’, og sådan er det jo ikke. Der er rigtig meget, der kan samles op stadigvæk.”

Han vil selv ud og rådgive igen. Ikke noget med at sidde bag et skrivebord og udfylde formularer på nettet. Det er der andre folk til.

”Jeg skal ud og gå i marken, helt klart. Jeg skal sidde meget, meget lidt på et kontor. På med gummistøvlerne og ud at gå i marken.”

Udover planteavlsrådgivningen har Vagn lovet at fungere som faglig og politisk rådgiver for Bæredygtigt Landbrug fremover. På den måde slipper han ikke tøjlerne helt. Og ideen om, at han ikke længere skal være direktør og den, der tager teten kan være svær at få til at vende helt rigtigt inde i hovedet.

”Jeg prøver at sætte mig ind i, hvordan det kommer til at være, og det er ikke rigtigt gået op for mig endnu. Det der med hele tiden at være fokuseret på, hvem der siger hvad og hvem gør nu det, og hvad skal jeg nu svare på det, den forsvinder formentlig hen ad vejen. Jeg tænker nogen gange tilbage på, hvordan var det nu, mit liv var, inden jeg blev direktør i BL? Og jeg kan i hvert fald huske, at det var væsentligt mindre stressende end det er i dag, helt sikkert,” siger han.

Netop alarmberedskabet indeni glæder han sig til at slippe lidt for. Ikke at skulle tænke over, hvad fødevareministeren nu har sagt i radioavisen, hvad der skal svares på den pressemeddelelse Landbrug & Fødevarer har sendt ud eller hvordan den nyudgivne rapport skal kommenteres – det bliver dejligt, lader han forstå.

”Der bliver rigtig fritid igen, selvfølgelig gør der det, og det kommer jeg også til at glæde mig meget over. Nu har jeg nu aldrig været et menneske, der går rundt uden at lave noget, men jeg kunne fint leve med ikke at være på hele tiden, for jeg er også på, selvom jeg ikke er på, og det er det, der er lidt stressende,” siger han og fortsætter:

”Så siger Dan Jørgensen, at det er vigtigt, at det økologiske areal bliver fordoblet, så vi kan skåne vandmiljøet for noget kvælstof og vi kan få højere dyrevelfærd og sådan noget. Så er jeg der jo med det samme igen. Så tænker jeg, at det kan fandme ikke være rigtigt, og jeg skriver også til ham, at han er fuld af løgn. Det kan jeg ikke lade være med, og det bliver jeg nødt til at lade være med fremadrettet. Det er der nogle andre, der klarer. Og hvis de ikke klarer det, så er der ikke noget at gøre ved det, men det er ikke mit problem i hvert fald.”

Tror du, at du kan finde ud af det?
Ellers må jeg jo rejse til New Zealand.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
Foto: Kristian Brasen