Tirsdag morgen havde Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kaldt fødevareminister Dan Jørgensen (S) i samråd om den praktiske udmøntning af randzoneloven.
Her skulle ministeren redegøre for, hvordan han forestillede sig, at det lovforslag, han selv har fremsat om ændring i randzoneloven, praktisk skulle udmøntes og hvordan han ville sikre, at der er ’klarhed over de forestående randzoners placering’ og at ’retssikkerheden for den enkelte landmand tilgodeses.’
Senere på dagen skal udvalgsmedlemmerne og deres kolleger i Folketinget andenbehandle lovforslaget, der rettelig hedder ’L 199 Forslag til lov om ændring af lov om randzoner og miljømålsloven’. De skal simpelthen stemme om lovforslaget.
Fødevareministeren påpegede flere gange i løbet af samrådet, der varede en time, at hvis politikerne ikke ville stemme for forslaget i Folketingssalen, som flere havde luftet idéen om, ville det skabe utryghed og usikkerhed hos landmændene.
Den udlægning er chefjurist og kommende direktør i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard langt fra enig i.
”Usikkerheden og utrygheden for landmanden forsvinder ikke ved at man stemmer for loven. Den forsvinder kun ved at fjerne randzonerne. Der er stadig store, mørke pletter på det randzonekort, man vil tegne for landmanden. Eksempelvis er et af kriterierne, som lovgivningen lægger op til, at der skal defineres, hvor der skal være randzoner ud fra om et vandløb er målsat i vandplanerne. Hvilke vandplaner? Vi har ikke gældende vandplaner,” lyder det fra Bjarne Nigaard, der selv var til stede ved samrådet.
Udgangspunktet for loven ikke klar før afstemning
Lovændringen skal efter planen træde i kraft 1. august, men afstemningen falder altså godt en måned inden. Problemet, som Bjarne Nigaard ser det, er at der ikke er afklaring på, hvor der skal placeres randzoner, inden politikerne skal stemme for eller imod lovændringen.
”Der kommer ikke noget kortmateriale før umiddelbart før lovens ikrafttræden 1. august. Dette såkaldte ’administrationskort’ er baseret på oplysninger, man siger, man allerede har, men alligevel er man i gang med at kvalitetssikre. Enten har man oplysningerne eller også har man ikke,” siger Bjarne Nigaard og fortsætter:
”Med andre ord: Der er ikke noget kort og der er ikke nogen afklarende definition af, hvor der skal anlægges randzoner, så man har ikke lært af de fejl, der er blevet lavet tidligere. Det her bliver stadig umuligt at administrere for den almindelige landmand.”
Uklarhed om placering
I forbindelse med fremsættelsen af forslaget om lovændringen har det været et argument, at randzonerne samlede areal skulle sættes ned til 25.000 hektar. Men da det stadig ikke er endeligt afklaret, hvor der skal være randzoner, er det svært at vurdere, om man ender på 25.000 hektar, hvilket også blev afspejlet af samrådsspørgsmålet til ministeren.
Heller ikke Bjarne Nigaard kan finde ud af, hvordan ministeren vil sikre, at arealet bliver de målsatte 25.000 hektar – eller hvad der skal ske, hvis det ikke kan lykkes.
”Hvad gør man, hvis man ikke rammer de 25.000 hektar? Droppet man et af kriterierne? Eller reducerer man i randzoners bredde?”, spørger han retorisk.
Kampen for de 25.000 hektar har desuden en slagside, mener Bjarne Nigaard. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt med et fastlagt areal?
”Der er politisk enighed om, at man skal ramme 25.000 hektar, men hvis det virkelig var et godt miljøtiltag, var det ikke areal, man ville tage udgangspunkt i, men i stedet effekt. Så det er bare politisk stædighed, at man stadig vil have randzoner,” siger den kommende direktør og tilføjer så det, han har sagt om randzoner så mange gange, at han ikke kan tælle dem:
”Randzonerne virker jo ikke, og der er tale om ulovlig ekspropriation. Randzonerne skal derfor helt væk.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
