“NaturErhvervstyrelsen er gået ind i spåkonevirksomhed”

Skal man tro NaturErhvervstyrelsen, bliver det en god høst i år. Den spådom har direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, dog ikke megen fidus til. Forudsetningen er nemlig ikke i orden, mener direktøren

En god kornhøst kræver nok gødning. Så enkelt kan det siges, hvis man spørger Bæredygtigt Landbrugs direktør Vagn Lundsteen, der er uddannet agrarøkonom. 

Og netop det faktum mener direktøren ikke, at der bliver taget højde for, når NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse melder ud, at ’de danske landmænd står foran en god høst’.

”Det er muligvis sådan, at tegnene i sol og måne tyder på, at det kan blive en god høst sammenlignet med andre år med samme udgangspunkt. Der har været gunstige vejrforhold i år, og det er da absolut positivt, men det, der har afgørende betydning for høsten og den knap, vi mennesker har at skrue på for at ændre udkommet, den taler NaturErhvervstyrelsen ikke om,” siger Vagn Lundsteen og fortsætter:

”Det er dejligt, at vejret har været godt, men det er jo ikke noget, vi kan kontrollere. En god landmand kan sikre, at planterne får den næring, de har behov for, men ikke mere end de optager – hvis han altså fik lov. Det er det, vi mangler: Muligheden for at gøde, så planterne har det bedst muligt.”

Direktøren giver ikke meget for vurderingen af årets høst.

”I mange år har foderstofchefer, landskonsulenter og førende planteavlere prøvet at spå om årets høst. Til trods for disses kvalifikationer ud i at vurdere, er det sjældent lykkedes at ramme rigtigt. Nu prøver ansatte i NAER i København at gøre eksperterne kunsten efter, formentlig med samme mangel på succes,” siger direktøren og understreger:

”Det er jo spåkonevirksomhed. Der er ingen, der kan sige noget håndfast om høsten endnu.”

Gødning efter ligevægtsprincippet
Hvis Vagn Lundsteen fik lov at bestemme, ville alle danske landmænd kunne gøde efter ligevægtsprincippet. Eller så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt. Ifølge ham handler en god høst ikke om mildt vejr eller afgrøder, der har mulighed for at vokse sig robuste på baggrund af megen sol.

”En god høst forudsætter gødning. Og de danske gødningskvoter sætter begrænsninger på, hvor god en høst kan blive. Ser vi højere tal på vægten i år end sidste år, vil det ikke som man umiddelbart skulle tro, være en god ting for landmanden, for gødningsmængden er den samme, og dermed vil en større mængde afgrøder betyde, at kvaliteten er faldet – kort sagt, der er mindre protein i kornet. Og så er vi lige vidt, for så skal der stadig importeres sojaskrå til dyrefoderet og tysk mel til dansk brød.”

Gødningen sætter med andre ord barren for, hvordan høsten bliver, forklarer Vagn Lundsteen.

”Du kan sige det sådan: Kører du fra Jylland, når du ikke til København, hvis du kun har benzin til Slagelse, uanset hvor meget solen skinner.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top