Er den økologiske produktion økonomisk bæredygtig?

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug. (Bragt som debatindlæg på Altinget.dk den 27. marts 2014)

Trods gigantiske statstilskud, som til stadighed bringer Danmark tæt på en konflikt med EU-reglerne om statstilskud til produktionen, er resultatet af den økologiske produktion alligevel negativt for femte år i træk. I 2012 kostede det i snit en økologisk landmand 204.500 kroner at passe sine dyr og sin jord, imens de konventionelle kolleger ifølge Danmarks Statistik trak 401.600 kroner ud af virksomheden til løn.

Både økologiske og konventionelle bedrifter lider under de restriktive danske gødningsregler, men de konventionelle blev i 2012 til dels reddet af høje salgspriser på minkskind og hvede. En prisstigning, der ikke på samme måde holdt hånden under økologerne. Helt grundlæggende handler udfordringerne for en økonomisk bæredygtig landbrugsdrift i Danmark om udbud og efterspørgsel.

Hvorfor give statsstøtte til en underskudsproduktion?
Regeringen har en målsætning om en fordobling af det økologiske landbrugsareal inden 2020, men er den målsætning realistisk? Hvor meget må det koste den enkelte dansker, at staten subsidierer et kunstigt marked? At man udbetaler store summer til produktionen og skaber efterspørgsel efter økologiske varer ved at indføre tvungne kvoter på økologiske indkøb i regioner og kommuner. Er det ikke at holde hånden under et marked, der ikke vil være rentabelt uden store statstilskud?

Detailhandlen bruger i stor stil økologi som slagvare, hvilket selvsagt medfører et pres på prisen.  Man kan med rette spørge; skal priskrigen ske med tilskud fra staten, og bør varernes pris ikke afspejle de reelle produktionsomkostninger? Hvis statsstøtten til produktionen stiger yderligere, ender vi i en situation, der ligner den, der ramte solcellebranchen, hvor tilskuddet, og ikke udbyttet af produktionen, blev årsag til, at så mange danskere satte de sortblanke paneler på hustagene.

Skaber man specielt favorable vilkår for et bestemt produkt, så skaber man et marked, som også er interessant for andre at bevæge sig ind på. Det gælder også for den økologiske produktion i Danmark.

Som medlem af EU lever vi i et åbent marked, hvor der ikke bare sådan lige kan opsættes toldmure for at holde andre landes varer ude. Hvis landmænd i det øvrige EU ser sig lune på det store marked for økologiske varer i Danmark, så bliver det mere end svært at holde dem på afstand. Med mere favorable gødningsregler og mulighed for at have flere økologiske dyr per hektar i vore nabolande vil vi se en stigende interesse for det statsstøttede økologiske marked i Danmark. Problemet med statsstøtte i landbrugsproduktionen ser vi allerede i Sønderjylland, hvor majsproduktion på dansk jord til tysk statsstøttet biogas har gjort det umuligt for økologiske, danske kvægbrugere at udvide produktionen, da prisen på jord er steget markant. Men er løsningen at give endnu mere støtte til de økologiske landmænd, eller vil det være smartere at komme tilbage til et marked baseret på udbud og efterspørgsel?

Regeringen har påpeget, at man vil skære ned på landbrugsstøtten, men ved at proklamere økologiske støtteordninger til en værdi af mange hundrede millioner kroner, gør man præcis det modsatte.

Hvis regeringen virkelig vil gøre en positiv forskel for den danske landbrugsproduktion, så skal målet ikke være mere statsstøtte til produktionen. Dansk landbrug, det økologiske såvel som det konventionelle, kan godt klare sig i den internationale konkurrence, men det kræver bedre rammevilkår for alle grene af erhvervet. Reagerer regeringen ikke snart, så er det ikke blot brødmel, ølmalt og dyrefoder, vi vil være nødsaget til at importere. Nej, også det økologiske udbud i supermarkedet vil snart være ’made in Europe’.

Hvis forbrugerne ønsker økologiske varer, hvilket der kan være gode grunde til, må man forvente, at de er klar til at betale, hvad varerne koster. Det Dyreetiske Råd skrev i 1995, ’At forbrugerne i de fleste tilfælde må betale en betydelig merpris for de økologiske produkter’. Det er desværre ikke den nuværende situation. Forbrugerne foregøgles at økologiske varer ikke koster meget mere end konventionelle at producere. Intet er mere forkert. En produktion, hvor udbyttet er cirka det halve, og omkostningerne langt højere, kan ikke klare sig uden den konkurrencemæssige ulempe imødegås med tilsvarende højere priser. Det koster mere at producere, markedsføre og distribuere en niche. Det gælder selvfølgelig også for økologien.