Stiig Markager: Kvælstofestimat var sat for højt

For blot nogle år siden estimerede DCE, at havmiljøets tålegrænse for kvælstof tilført Limfjorden var på 10.000 tons årligt. I dag lyder estimatet på omkring det halve. Estimatet var som udgangspunkt sat for højt, lyder forklaringen fra DCE-professor, der mener, udledningen skal endnu længere ned

Det er uden tvivl en udfordring af de større at sætte tal på, hvor meget kvælstof det danske havmiljø kan tåle, hvis man ønsker en ’god økologisk tilstand’.

I forsøget på at give et kvalificeret estimat for den kvælstoftilførsel, som vandmiljøet kan tolerere, forsøger forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – derfor at klarlægge, hvad udledningen var tilbage i år 1900. Det har nemlig vist sig, at der eksisterer et forhold mellem den beregnede kvælstofgrænse og udledningen i år 1900 – ofte svarende til en faktor to. 

Med andre ord, lader det altså til, at vandmiljøet i dag og i langt de fleste tilfælde kan håndtere den dobbelte kvælstofbelastning i forhold til år 1900.

Så selvom det umiddelbart kan virke irrelevant, at interessere sig for udledningen anno 1900, så bliver udledningen og sammenfaldet mellem den teoretiske kvælstofgrænse og den historiske udledning anno 1900 pludselig meget relevant. Men hvad var egentlig kvælstoftilførslen i år 1900?

Derfor er år 1900 interessant
Tilbage i 2006 offentliggjorde DCE (det tidligere DMU) rapporten ’Limfjorden i 100 år’. Her fremgår det, at kvælstoftilførslen til Limfjorden i år 1900 var godt 7.000 tons. Og følger man tommelfingerreglen om, at vandmiljøet kan håndtere belastningen anno 1900 gange to, så svarer det til en maksimal kvælstofgrænse på omkring 14.000 tons. Landmænd i Limfjordsområdet udleder i dag omkring 10-11.000 tons og dermed mindre end det, der i 2006 blev betragtet som den maksimale kvælstofgrænse.

Se rapporten ’Limfjorden i 100 år’ side 17

De svære tilførsler
Tilbage i 2003 offentliggjorde DCE rapporten ’Limfjorden – næringsstoffer og miljøtilstand’, hvor konklusionen lyder, at tilførsler til fjorden maksimalt bør være 10.000 tons N (se rapportens side 40 og 41). I dag er tallet revideret og ligger på omkring de 6.000 tons.

Læs her Stiig Markagers ni essentielle svar til Folketingets udvalg for fødevarer, landbrug og fiskeri, hvor han forklarer, hvorfor det er så svært at give et eksakt tal for, hvor meget de samlede danske udledninger af kvælstof skal reduceres for at opnå god økologisk tilstand.

Men sådan forholder det sig alligevel ikke, hvis man spørger Stiig Markager, professor på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, der i 2006 var en af medforfatterne på ’Limfjorden i 100 år’. Ifølge ham er år-1900-estimatet på 7.000 tons for Limfjorden langt over det niveau, som vandmiljøet kan tåle. Og DCE har derfor revideret estimatet.

”Lige ud af hovedet vil jeg mere tro, vi lå på en 3-4.000 tons,” siger Stiig Markager i dag til baeredygtigtlandbrug.dk.

”Jeg mener, at vores estimat af, hvad der blev tilført til hele landet lå på 15.000 tons, og det er så endda nok højt. Måske var det kun 10.000 tons,” siger Stiig Markager og minder om, at der altid er en vis usikkerhed ved et estimat, og at maksimale tilførsler er mere end blot tal.

”Egentlig er det jo lidt en forsimpling at sige; ’hvad miljøet kan tåle’, for der ikke er en lineær sammenhæng mellem tilførsler og miljøtilstand. Vi startede med et relativt robust miljø; vi havde ålegræs, vi havde ikke iltsvind ude i havet. Så tilfører vi nogle nærringsstoffer, og det kan miljøet håndtere på en fornuftig måde langt hen ad vejen. Indtil det tipper.  Det gør det i 50’erne og 60’erne, men det er først i 80’erne og 90’erne, det for alvor går galt. Nu har vi et miljø med manglende ålegræs, noget iltsvind og uklart vand. Og hvis vi så skal have det til at tippe tilbage igen, så skal vi nok i en periode ned på en betydelig lavere tilførsel end dengang, det gik galt.”

Limfjorden som reference
Men hvorfor er Limfjorden så interessant? Med massive data fra Limfjorden i ryggen og med baggrund i modelberegninger fra Limfjordsoplandet er det muligt at sige noget om forholdene for resten af Danmark. Limfjordens areal svarer til 20 procent af det dyrkede danske areal, hvorfor de 7.000 tons svarer til en samlet udledning på landsplan på 35.000 tons i år 1900.

Benytter man hertil tommelfingerreglen om, at havmiljøet kan tåle den dobbelte kvælstofbelastning i forhold til udgangspunktet i år 1900, betyder det, at havmiljøet i princippet kan tåle en tilførsel på omkring 70.000 tons.

Ifølge Stiig Markager ser tallene dog noget anderledes ud. For selvom han ikke kan give et hundrede procent eksakt estimat, så regner Stiig Markager med, at det acceptable tal for kvælstofudledning ligger i intervallet 30-60.000 tons.

”De faktiske udledninger i øjeblikket ligger og svinger mellem 55 og 60.000 tons. Og målet, eller mit bud på, hvad vi er nødt til at komme ned på for at få en ’god økologisk tilstand’, ligger mellem 30 og 40.000 tons. Måske kan vi hæve det til 50.000, hvis ålegræsset kommer med, ” siger Stiig Markager.

Overvurderet estimat 
Med det korrigerede estimat af kvælstofbelastningen anno 1900, er både udgangspunkt og dermed den øvre grænse for kvælstoftilførslen godt halveret.

Penge til præcise estimater
Stiig Markager og Institut for Bioscience har for nylig søgt midler til mere præcis at kunne fastslå kvælstofniveauerne i år 1900 og frem til i dag. Der er netop givet afslag på ansøgningen.

Med den nuværende kvælstofudledning på omkring 55-60.000 tons befinder danske landmænd sig på den ’rigtige side’ af kvælstofgrænsen, der med estimatet fra 2006 ville være omkring 70.000 tons, når de 7.000 tons bredes ud på landsplan (7.000 x 5 x 2). Men med det seneste år-1900-estimat, der foreskriver en reduktion til et niveau mellem 30.000 til 60.000 tons i maksimal årlig udledning, er der langt igen.   

”Jo, men det er jo kun et udtryk for, at det her ikke er noget, man kan beregne eksakt,” lyder forklaringen fra Stiig Markager, der i dag ikke er i tvivl om, at estimatet på de 7.000 tons fra Limfjorden i 2006 var sat for højt.

”Det er for højt. Det er i hvert tilfælde vores bedste overbevisning nu, at det var for højt. Det var den første anvendelse af det (kvælstofbalancerne, red.), og det var for at være meget forsigtig.”

”Jeg tror, at man har været meget, meget konservativ og forsigtig i starten, og så er man gradvist ved at arbejde sig hen imod et mere realistisk estimat. Og jeg tror stadig, at de 15.000 er et relativt konservativt estimat, fordi det tager for eksempel ikke højde for, hvor meget vand, der er i landskabet. De 15.000 tons er beregnet ud fra de forhold, der er i dag, når vi måler, hvad der tabes fra landbrugsjorden, til hvad der kommer ud i åmundingen. ”

Ifølge Stiig Markager betyder det lavere udgangspunkt i år 1900, at kvælstoftilførslen er flere gange forøget i forhold til udgangspunktet ved århundredeskiftet.

”Det betyder, at den belastning, vi har i dag, er flere gange højere, end det, den var i år 1900. Altså, de 15.000 tons, det betyder, at den belastning, du har, da den er højest midt i 80’erne, er et sted mellem 6 og 7 gange over det, man havde i år 1900… Og hvis man tager det der tal, du opererer med fra Limfjorden og skalerer det op til landsplan og siger, det var 35.000 tons, jamen, så var vores maksimale tilførsel i 80’erne kun tre gange oven i. Så jo højere det tal er omkring år 1900, jo mindre har vi relativt øget kvælstoftilførslen.”

Fortsat reduktion
Selvom der har været tvivl om estimatet og niveauet for, hvor meget kvælstof havmiljøet i sidste ende kan tolerere, så er der ingen tvivl hos Stiig Markager; de danske kvælstoftilførsler skal fortsat reduceres.

”Vi skal have det til at tippe den anden vej. Når så vi får opbygget et robust miljø igen, dvs. ålegræsset er kommet tilbage og iltsvind ikke er så udbredt, så kan man antagelig hæve tilførslerne noget. Så der er altså ligesom en periode, hvor man er nødt til at være meget forsigtig for at få miljøet til at vende rundt. Så derfor er det ikke helt rigtigt at sige, at der er en bestemt grænse på cirka det dobbelte af tilførslerne år 1900. Det er mere rigtigt at sige, at vi før 50’erne havde et robust vandmiljø, som hvert ydede os den ’service’ at håndtere hele samfunds udledninger er næringsstoffer. Den service mistede vi, fordi vi overbelastede naturen med næringsstoffer. Vi kan få den ’service’ tilbage, og det vil være en stor økonomisk gevinst for hele samfundet og især for landbruget, men det kræver at vi i en periode genopretter miljø ved at have lave udledninger. Landbruget betaler således i dag en daglig pris for tidligere tiders høje udledninger. Når miljøet igen er robust, dvs. ålegræs er tilbage og iltsvind er reduceret til et naturligt niveau, kan man muligvis øge tilførslerne igen.”

Limfjorden som udgangspunkt
Limfjorden og Limfjordsområdet svarer til tyve procent af det samlede, dyrkede areal og betragtes af forskerne som et af de mest sårbare områder i Danmark. Ved at skalere tallene fra Limfjorden op med en faktor 5, har forskerne et fingerpeg om, hvad den acceptable kvælstofudledning bør være for resten af landet. Se fx her, hvad Folketinget i 2008 vurderede, at indsatsbehovet (reduktionsbehovet, red.) var for de forskellige danske vandoplande. Ifølge opgørelsen stod Limfjordsområdet til at reducere 23 procent svarende til 1822 tons ud af 7946 tons samlet for hele Danmark.

Det er ikke kun Limfjorden, der danner baggrund for forskernes beregninger. Også beregninger for Randers Fjord, Mariager Fjord og Horsens Fjord etc. indgår i de beregninger, der danner baggrund for niveauet for acceptable kvælstofudledninger i Danmark. 

 
Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk og Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Artiklen her er skrevet på baggrund af interview med Stiig Markager, der efterfølgende har udtrykt uenighed med dele af artiklens indhold.  

Scroll to Top