Naturpleje kræver sin mand – og mere fleksible regler

Jan og hans dyr plejer den bornholmske natur og kæmper både med at få økonomien i naturpleje til at hænge sammen og med at overholde de danske regler, der af og til virker både ufleksible og umulige at overholde

Når turisterne falder i svime over området ved Hammershus Slotsruin, ser de frugten af Jan Seerups arbejde, men det er langt fra sikkert, at de tænker over det. Jan og hans dyr sørger nemlig for, at bevoksningen ikke løber løbsk i det såkaldte kulturlandskab, hvor man ikke kan bruge mennesker og maskiner til at vedligeholde arealerne.

Jan er naturplejer. Han har lavet en aftale med Bornholms Kommune og den danske stat om at holde arealerne omkring Hammerhus, så vegetationen ikke får frit løb. Med i købet får myndighederne en type pleje, der tilgodeser dyre- og planteliv.

”Naturpleje er for at bevare den flora, der er derude og de vilde dyr og de insekter, der er derude. Ellers går de jo tabt. Vi skal passe på de dyr, der er derude. Det er noget, stat og kommune skal gøre, og der er behov for det derude, men der har ikke været økonomi i det i mange, mange år. Det har været noget, folk har gjort, fordi de synes, det er sjovt at have nogle dyr, men det bliver mindre og mindre. I dag skal naturpleje være professionelt, hvis det skal lade sig i gøre i stor stil at få det gjort ud fra de krav, der er i dag,” fortæller han.

Avl

Jan avler selv sine dyr. Han har eksperimenteret undervejs og har prøvet at købe dyr ind, der ikke kunne klare mosten ude i naturen. Dyrene skal kunne klare et meget stort spektrum, både med hensyn til foder og til vejrlig.

Jan avler både til naturplejen og til slagtning, så han har noget at sælge i gårdbutikken. Uanset om det er det ene eller det andet formål, er hans filosofi, at slå på, at dyrene er så sunde som muligt. Han vil hellere have lidt færre afkom, der er lidt stærkere, fortæller han.

Jan er også fåreavler, hyrde og butiksejer. Han har sit dyrehold, som han bruger til at opfylde de kontrakter, har indgået, han avler får, som han sælger kødet og skinnet fra i sin gårdbutik og så avler han får med henblik på at få de bedste dyr til naturplejen på klippeøen.

Bygget op fra grunden
Det var lidt et tilfælde, at Jan endte med at være fåreavler. Han er uddannet landmand med grønt bevis og arbejdede med grise i 17 år som ansat på forskellige gårde, inden han blev ansat som fårehyrde i kommunen.

Derhjemme var græsset lidt højt rundt om ejendommen og Jan overtog to får, som kunne gå og sørge for at græsset blev holdt.

Dyrene var egentlig en hobby. Jan tog på dyrskue med dem, og langsomt udvidede han bestanden. Til sidst blev den så stor, at han måtte have en mand ansat derhjemme, mens han selv passede sit fuldtidsjob som fårehyrde.

”Det er for åndssvagt,” tænkte Jan, og besluttede sig for, at han ’lige så godt kunne se, om han selv kunne få det til at hænge sammen’. Efter syv år i kommunen sagde han op og sprang ud i at være selvstændig fåreavler og –hyrde.

I dag har Jan 700 moderfår. De levere benarbejdet i det naturpleje, Jan udfører. Han har i tidens løb eksperimenteret med flere racer, og har endda selv krydset et par for at få de mest optimale dyr til området. Jan og dyrene plejer et sted mellem 300 og 500 hektar jord afhængig af kontrakterne og vejret. Af dem er 250 hektar underlagt kontrakterne. De resterende hektar bruger Jan til at sikre, at hans dyr får nok mad.

Reglerne er en hæmsko
Når dyrene er på ’arbejde’ og plejer et område, er der ofte tale om områder, hvor der er strenge krav til hvad man må og ikke må, for eksempel de såkaldte § 3-områder. Derfor må Jan meget sjældent give dyrene ekstra foder, mens de er ude i naturen.

§ 3-område
Mange naturområder er forsvundet fra landskabet og med dem også levestederne for mange vilde dyr og planter. For at bremse denne udvikling er bestemte naturtyper beskyttet gennem Naturbeskyttelseslovens § 3. Det drejer sig om knap 10 procent af Danmarks areal
Kilde: www.naturstyrelsen.dk

”Jeg må ikke fodre ekstra. Det er § 3-områder. Jeg må give mineraler. Man kan søge om at få lov at fodre på noget jord, der ikke er inden for området, men som kan ligge i forbindelse med, men jeg synes, det er lidt underligt, for dyrene ved jo ikke, hvor de må lægge deres afføring,” siger Jan.

Der er perioder, hvor det kan være svært at holde dyrene sunde og mætte, når man ikke må give dem ekstra foder. Jan har svært ved at forstå lovgivningen.

”Jeg synes, det er en underlig lovgivning. Kunne man ikke sige, at man måtte vedligeholde-fodre? Altså, at man ikke må fede sine dyr op, men man må godt sørge for, at dyrene overlever om vinteren og sommeren. Så tilfører du ikke kvælstof, men du fjerner måske ikke så meget kvælstof, som du kunne have gjort, men dine dyr holder sig til gengæld sunde og raske. Det havde været fantastisk. Så havde der nok været flere naturplejere,” lyder vurderingen fra Jan.

I det hele taget er det ofte reglerne, der gør, at det er svært at holde skindet på næsen for en naturplejer. 

Føler sig som kriminel
Jan oplever, at de danske regler ikke tager hensyn til de særlige vilkår, der gør sig gældende for en naturplejer og hans dyr.

I Danmark er der regler for, hvordan man kommer af med et dødt produktionsdyr. Dyret er registreret med et lovpligtigt øremærke, og denne identifikation bruges hele livet igennem. Det skal registreres, når et dyr slagtes, aflives eller dør på bedriften, og kadaveret skal afleveres til myndighederne eller et firma, der håndterer døde dyr. Loven skal blandt andet sikre, at dyr ikke slagtes privat og kødet sælges sort.

Jan Seerup, fårehyrde, med får (IKKE top)

For Jan kan det være svært. Hans dyr går på arealer, hvor det kan være svært fremkommeligt, så han har ikke nødvendigvis dagligt tilsyn med alle sine dyr. Og så kan det være svært at indrapportere eventuelt døde dyr og få håndteret kadaveret korrekt.

”Hvis et får dør derude, og du ser det for sent… Man skal aflevere døde dyr, men jeg kan ikke samle et får, der har ligget 14 dage i sommervarmen,” siger Jan og fortsætter:

”Jeg kan på inden måde garantere, at jeg kan finde alle dyr i tide.”

Loven skal selvfølgelig overholdes, og Jan gør det så godt, som han kan, men han kunne godt ønske, at reglerne var lidt mere fleksible og blev tilpasset det område, de skal gælde på, så man for eksempel kunne tage hensyn til, at det er lettere at have dagligt tilsyn med dyr i en stald eller en fold end med dyr, der laver naturpleje.

”Et ønske for fremtiden er helt klart, at vi får tilpasset reglerne, så man kan lave naturpleje, så man ikke føler sig som kriminel,” siger Jan.

Indstillingsændring
En anden ting, Jan godt kunne tænke sig i fremtiden er, at indstillingen til naturpleje ændres. Han oplever nemlig, at myndighederne og samfundet gerne vil have naturplejen, men man er ikke så tilbøjelig til at tænke på, at det koster.

”Det er nødvendigt, at der er forståelse for, at vi skal tjene lidt på det. Politikerne skal tænke over det, for naturplejen kommer ikke af sig selv. Vi skal have skabt nogle bedre rammer for at tjene penge på at være naturplejer. Man skal acceptere, at dyrene laver et stykke arbejde, som nogle andre skulle have lavet,” mener Jan og fortsætter:

”Man skal være glad for en lav timeløn for at være naturplejer. Det skal være noget, der har ens interesse, man skal ikke gøre det for pengenes skyld.”

Jan opfordrer til, at vi ser på, hvad svenskerne gør. De har nemlig haft naturpleje altid, i modsætning til Danmark, og det er Jans oplevelse fra at snakke med svenske naturplejere på konferencer og til kurser, at de svenske regler er mere logiske og tilpassede end de danske.

”Svenskerne bliver rådgivet, nærmest. De bliver rådgivet i stedet for at blive slået i hovedet, når der er kontrol, og samtidig laver de længerevarende kontrakter, så man ikke hvert år skal stå ret og kæmpe for sin overlevelse.”

Jan Seerup, fårehyrde, i stald (IKKE top)

Alsidig landmand
Jan beskriver sig selv som fårehyrde. Han trives med at arbejde udendørs og nyder at samarbejde med fårene og sine tre hunde, Joker, Flipper og Vupti.

Men arbejdet i naturen fylder langt fra hans dag. Der er nok at se til, for da Jan opdagede, at han ikke kunne afsætte kødet fra sine dyr, gik han sammen med et par andre lokale og lavede Den Bornholmske Gårdbutik. Her sælger Jan både kød og skind fra sine dyr.

”Jeg opdagede hurtigt, at der ikke var nogen afsætningsmuligheder. Man skal gøre det selv. Det er ikke noget system, der sælger naturkød i Danmark. Man skal være pioner. Men der må ikke være for mange led, ellers bliver det for dyrt.”

Skindet får han garvet i Sverige – og butikken tilbyder selvfølgelig, at andre kan få garvet skind gennem Jan.

Som om naturplejen og gårdbutikken ikke var nok, giver Jan gerne rundvisninger på sin gård og i stalden. Han laver også shows med sine hunde, så publikum kan se, hvordan han arbejder sammen med de tre border collier. 

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top