Jan Hjeds: 4.000 medlemmer af BL skal sende høringssvar nu!

Vandplanseksperten Jan Hjeds opfordrer alle landmænd til at indsende høringssvar, og ifølge fynboen kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at man selv tager affære

“Der er 22.000 kilometer vandløb i vandplanerne. Ifølge EUs vandrammedirektivs vejledninger skulle der være 9.000 kilometer. Nemlig alle dem med et opland over 10 kvadratkilometer, men i Danmark har man altså taget 13.000 kilometer vandløb med, der slet ikke hører til i vandplanerne. Det er overimplementering, og det skal man kræve bliver forelagt finansministeriets overimplementeringskontor,” siger Jan Hjeds 6. december til www.baeredygtigtlandbrug.dk.

Jan Hjeds frygter, at DCE, der er Naturstyrelsens rådgiver i forbindelse med vandplanerne, er i færd med at gøre landbrugsdriften umulig i store dele af Danmark.

“I næste generations vandplaner, som vi sidder og planlægger lige nu, inde i Ida Aukens (SF) vandløbsforum, der har seniorrådgiver Esben Kristensen fra DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) været forbi fire gange, og hver gang har han forklaret, at for at opnå de nye miljømål om planter i vandløbene, så skal vandet op til jordoverfladen. Det er simpelthen et krav, at virkemidlerne får vandet op til jordoverfladen,” lyder det fra vandløbseksperten, som frygter for konsekvenserne af de fremtidige tiltag.

“Det miljømål ligger der jo ikke nu – men det kommer i 2015, og det vil sige, at fra 2015 af, der skal vandet op til jordoverfladen i de 22.000 kilometer vandløb, som er i vandplanerne. Alle de sidegrøfter, der afleder vand ud i sådan et vandløb, hvor vandet skal op til jordoverfladen, der kommer vandet jo også op til jordoverfladen i sidegrøfterne,” lyder det fra Jan Hjeds, som fortsætter:

“Når DCE siger, det er sådan det skal være, så bliver det jo sådan, hvis ikke vi får stukket en kæp i det hjul”.

Fra Jan Hjeds er udmeldingen til Bæredygtigt Landbrugs medlemmer helt klar: Kom til tasterne og indsend høringssvar inden den 23. december.

“Det er totalt ligegyldigt, hvem man er, eller hvor man bor. Hvis ikke man bor på toppen af en gruset bakke, så skal man godt nok skrive høringssvar nu, og så skal man skrive, at de der vandløb, de skal ud af vandplanerne. Det er et must, at alle gør det. 4.000 medlemmer af Bæredytigt Landbrug skal skrive høringssvar nu!”.

Vækst eller misvækst
Vandplanseksperten Jan Hjeds holdt den 23. februar 2012 foredrag om konsekvenserne af Vandplanerne under Bæredygtigt Landbrugs Vækstkonference i Den Sorte Diamant i København. Desværre er der ikke ændret væsentligt i vandplanerne sidenhen. Se foredraget ’Vækst eller misvækst’, hvor Jan Hjeds gør det tydeligt for enhver, hvordan biologers ønsketænkning er blevet til landbrugets og samfundets mareridt. 

Klik her for at se hele foredraget ’Vækst eller misvækst’. Videoen varer 46 minutter. 

 

Husk at indsende høringssvar

Vandplanerne truer – send høringssvar inden 23. december
Frem til den 23. december 2013 er det muligt at afgive høringssvar vedr. vandplanerne gældende for 2010 – 2015.  

Find forslagene til vandplaner, samt to forskellige standardiserede høringsblanketter.

Det er Bæredygtigt Landbrugs klare anbefaling, at alle med reelle afvandingsinteresser benytter sig af muligheden for at gøre Miljøministeriet opmærksom på, at de er i gang med at fejl- og overimplementere EU’s vandrammedirektiv, og at de konkret vil skabe store problemer for rentabel drift af dansk landbrug, helt ned på bedriftsniveau.

Selv om Naturstyrelsen lægger op til, at man skal afgive svar via en standardiseret, elektronisk blanket, skal det fastslås, at man ikke er forpligtet til at benytte denne form, hvis man synes den er for ’tung’. Der er ikke formkrav til et høringssvar, og det kan derfor afgives som et helt vanligt opsat og formuleret dokument.

Man kan dels forholde sig til de evt. konkrete forhold, der berører egen bedrift, og dels til de mere generelle følger af vandplanerne i den fremlagte form. Bæredygtigt Landbrug foreslår, at man som minimum gør det sidste.

På Naturstyrelsens hjemmeside vil man via et GIS-kort kunne finde sin egen ejendom, og få fastslået, om der er forslag om særlige indsatser. Det kan være spærringer, ændret vandløbsvedligeholdelse, restaurering, genåbning af rørlagte vandløb, flere efterafgrøder, okkerbegrænsende tiltag osv.

Når man har tjekket dette, kan man også i sin indsigelse konkret nævne hvorfor man ikke finder, at disse tiltag er i orden. Det kan også være at man har fået aktindsigt i måleresultater fra det konkrete vandløb, som man kan tilføje i dokumentet, som argument for, at yderligere indsatser ikke er nødvendige. Vi har lavet et udkast til en indsigelse, som den enkelte kan bruge som skabelon. Første del kan udelades, hvis man ikke ønsker at påpege helt konkrete ting fra sin egen bedrift. 

Hent skabelonen (downloades). 

Udfyld den og send den til Naturstyrelsen så de har modtaget den senest den 23. december 2013 kl. 12, enten som almindelig post til Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø., eller elektronisk til nst@nst.dk.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk og Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top