Landmand: Det hele er tabt på gulvet

Svineavler Peter Kjær Knudsen, der har 25 ansatte på sine bedrifter, ser pludselig skeptisk på fremtiden efter den ny fødevareminister blev afsløret. Et klart signal fra regeringen, kalder han udnævnelsen

Onsdag aften begyndte rygterne at svirre og da svineavler Peter Kjær Knudsen stod op for at passe sit livsværk torsdag morgen, stod det klart, at rygterne talte sandt.

Fødevareminister Karen Hækkerup ville i løbet af dagen bliver erstattet af medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen.

”Det var noget af et knockout at vågne op til. Jeg havde det som den dag, vi tabte afstemningen om Euroen 49-51,” fortæller Peter Kjær Knudsen.

Svineavleren, der producerer 75.000 smågrise, ser pludselig en masse gode takter smuldre mellem fingrene.

”Alt, hvad vi nu har kørt i stilling det sidste halve år, omkring at vi endelig langt om længe skulle til at flytte på konkurrencevilkårene til Danmarks fordel, det er simpelthen tabt på gulvet med den her fødevareminister.”

Et signal fra regeringen
Peter Kjær Knudsen har svært ved at se valget af Dan Jørgensen som andet end et vink med en vognstang til erhvervet.

”Det er et politisk signal fra regeringen: De vil ikke landbruget, ellers havde de ikke sat ham ind. De ved da udmærket godt, hvad han står for. Han står for meget mere dyrevelfærd, meget mere overimplementering af EU-regler på miljøområdet, meget mere økologisk satsning,” siger Peter Kjær Knudsen og tilføjer:

”Med landbruget kan man uddele nogle tæsk og få nogle billige point, og så gør man det. I går nærmede Ida Auken sig mere og mere et hjørne, hvor hun sad helt alene og alle andre ministre kunne se lyset forude; at hvis man skal opretholde den velfærd, vi har, er man nødt til at satse på, at de erhverv, som bringer penge ind, har en chance for at overleve, og nu får hun i stedet en til at kæmpe – ryg mod ryg – ved siden af sig.”

Ville have udvidet, men nu…
Peter Kjær Knudsen laver udover sine smågrise også fedesvin. Og den produktion havde han egentlig tænkt sig at udvide, men efter ministerrokaden er han ikke længere sikker på, at det bliver til virkelighed.

”Alle udvidelsesplaner hos os er sat i bero pr. dags dato, indtil jeg har set, hvad der kommer til at ske nu. Dan Jørgensen vil om nogen sætte udviklingen indenfor konventionel produktion i stå,” siger svineavleren. 

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top