Vildtbestanden vokser på trods af menneskelig adfærd

Den netop udkomne vildtudbyttestatistik viser fremgang for næsten alle arter af vildt i Danmark. Et øjebliksbillede af naturens tilstand, som landmændene kan bekræfte, men en virkelighed, der ligger langt fra det katastrofescenarie, vi præsenteres for i den offentlige debat. Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug.

I et notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi fremlægges Vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2012/13.

Hent vildtudbyttestatistikken ved at klikke her

Statistikken viser fremgang for stort set alle arter af fugle og pattedyr. Statistikken står i skærende kontrast til de udmeldinger, der sendes ud med mellemrum: At den moderne landbrugsdrift er belastende for de vilde dyr.

Der er især fremgang for duer, svømmeænder og gæs. Fremgangen i grågæs er markant. På to år er jagtudbyttet steget med 35 procent, svarende til 13.700 gæs. Det stigende antal grågæs mærker landmænd med jord langs kysterne. Her er de store flokke af gæs blevet skadedyr, der i efteråret og foråret kan holde afgrøderne nede og sågar helt udrydde dem.

Efterår med fasaner

Den store fremgang i jagtudbyttet er bemærkelsesværdig. Hvis man følger teorien om arternes overlevelse, vil det være sådan, at nogle arters fremgang sker på bekostning af andre. En sammenhæng, der tilsyneladende ikke skinner igennem her. I hvert fald ikke hvad angår dyr, som kan jages. Det kan ikke afvises, at fremgangen hos de jagtegnede dyr sker på bekostning af viber, lærker og andre fugle.

Vildtudbyttestatistikken er det eneste statistiske materiale om vildtet i Danmark, vi har. En stigning i antallet af nedlagte dyr betyder både, at det er skudt flere eksemplarer – men samtidig nødvendigvis også, at der var flere at skyde.

Hvad statistikken ikke fortæller om, er de dyrearter, som jægerne ikke længere har samme interesse for. Det gælder for eksempel harer, som landbruget ofte får skudt i skoene, at vi er tæt på at udrydde med vores produktion og jorddrift. Virkeligheden på markerne ser dog anderledes ud, lyder det samstemmende fra landmænd over hele landet, der så absolut mener at kunne se en fremgang i harebestanden. Det betyder ikke, at harer, der undslipper jægerens haglgevær, nødvendigvis får lov at leve lykkeligt i markernes vildtbræmmer til de bliver gamle og grå. Ifølge Skov- og Naturstyrelsen er trafikken skyld i 55.000 harers død på årsbasis.

Hare4

Druknedød eller trafikoffer?
Hvis det er sådan, at nogle arter er truede, bør man se på årsagen. Døden skal jo have en årsag, ikke sandt? Og vi er nødt til at vide, hvorfor en bestand formindskes eller hvorfor en art er truet, hvis vi skal gøre noget ved det. Vi ved for eksempel ikke, hvor mange lærker, agerhøns og viber, der drukner, får deres reder oversvømmet på grund af dårlig oprensning af vandløb eller dør som konsekvens af påvirkning fra miljøfremmede stoffer i vandløbet. 

Ifølge opgørelsen fra Skov- og Naturstyrelsen bliver der hvert år dræbt flere end fem millioner dyr i trafikken. Hertil kommer de godt 2,3 millioner, der må lade livet som følge af jagten. Med andre ord har menneskeheden en del døde dyr på samvittigheden. Det er ikke landbrugsdriften, der udgør en trussel på de vilde dyr. Det er menneskelig adfærd.

Læs også:

Landmand og naturplejer

Haren er offer for naturens egne jægere 

Scroll to Top