Hvad skal jeg gøre, hvis de kommer efter mig?

Mange medlemmer (og andre) der har valgt at bruge fornuften i stedet for at udlægge randzoner, oplever i denne tid, at de får breve fra NaturErhvervstyrelsen om, at de er blevet politianmeldt, og at styrelsen foreslår en bøde af en eller anden størrelse. Af chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard.

Vores forlag til hvad man gør i forbindelse med kontrolbesøg fra myndighederne, er følgende:

Hvis du får mundtlig besked fra en kontrollant, så bed om at få meddelelsen på skrift, i form af en høringsskrivelse. Når tidspunktet for kontrollen er fastsat, vil det være en god idé at kontakte en bisidder. Bisidderen kan eksempelvis være din planteavlsrådgiver eller en anden kompentent sparringsparter, som du har tillid til. Du har altid ret til at have en bisidder til stede ved kontrolbesøg. Er du i tvivl om kontrollantens krav er lovlige, så bed kontrollanten om at fremvise hvor i lovgivningen, den udførte kontrol er beskrevet.

Hvis du får skriftlig besked om, at du er politianmeldt (fra NaturErhvervstyrelsen), så afvent enten at høre fra politiet, eller tag kontakt til en advokat. Bæredygtigt Landbrug foreslår, at sagerne samles ved en bestemt advokat, INTERLEX Advokater i Aarhus, af hensyn til både viden om sagerne og økonomi for sagernes behandling.

Hvis du modtager et bødeforelæg (fra politiet), så vær opmærksom på, at hvis du betaler den, anerkender du din skyld og sagen afsluttes. Den kan IKKE genoptages senere. Hvis du ikke betaler, har du ret til at få sagen behandlet af en dommer. Også her kan du kontakte en advokat til at hjælpe med dig med at forklare dommeren dine indsigelser.

Hvis en dommer dømmer dig til at betale bøden, skal du betale bøden. Hvis randzonerne senere bliver kendt ulovlige, vil du kunne søge om at få sagen genoptaget.

Konsekvensen er altså i værste fald, at du kommer til at betale en bøde. Bødestørrelserne vi har set man går ud fra er kr. 4.200 pr. påstået manglende hektar randzone, dog minimum kr. 5.000. Det er IKKE muligt at få et KO-træk på grund af manglende randzoner.

Er du i tvivl om noget, også når du står overfor en kontrollant, så ring til os.

Randzoner og ekstensivt landbrug
Et medlem har kontaktet os og fortalt om den oplevelse, han har haft med NaturErhvervstyrelsen. Vores medlem har valgt ikke at udlægge randzoner, og har derfor oplyst arealet som nul i sit ansøgningsskema. Men da han samtidig søger tilskud til ekstensivt landbrug, har styrelsen meddelt, at de tilbageholder hele støtten, indtil de har gennemført kontrol. Randzonearealer kan nemlig ikke modtage støtte for ekstensiv dyrkning.

Hvad er det egentlig, der skal kontrolleres? Der er jo ikke uenighed. Vores medlem har oplyst, at han ikke har udlagt randzoner, men anfægter ikke myndighedernes måde at regne randzoner ud på. Enten skal kontrollen altså forstås som en tilståelsessag, hvor styrelsen erkender, at randzonekortene er så dårlige, at de først kan fastlægge det korrekte randzoneareal efter en fysisk kontrol. Eller (hvis man er den mistroiske type) kunne det tolkes som drilleri eller chikane, alt efter temperament…

Hvis man ikke ønsker at vente på en langsommelig sagsbehandling, kan man ændre sit ansøgningsskema, så det udviser det areal randzoner, som NaturErhvervstyrelsen mener, der skal stå, MEN samtidig tilføje et forbehold og en erklæring i bemærkningsfeltet. Det kunne fx lyde sådan her:

”Jeg har i nærværende skema indtastet oplysninger om såkaldte randzoner, i overensstemmelse med de af myndighederne udstedte kort og vejledninger. Denne indtastning er ikke en anerkendelse af lovlighed af randzoner. Jeg har de facto ikke udlagt randzoner.”

Af Bjarne Nigaard, chefjurist Bæredygtigt Landbrug

Scroll to Top