Dårlig stil, at miljøministeren sætter landbruget i et dårligt lys

Det er sund fornuft, ikke dårlig stil, når landbruget købte pesticider, før prisen steg dramatisk tidligere på året, og derfor efterlyser Vagn Lundsteen, at Ida Auken prøver at sætte sig ind i landbrugsfamiliernes situation.

– Det er dårlig stil, at landbruget har hamstret sprøjtemidler, men det kommer sådan set ikke bag på mig. siger Ida Auken i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet tirsdag 5. november.

Jeg vil opfordre ministeren til i fremtiden at anvende en mere anstændig tone over for landbruget, i stedet for at sætte erhvervet i et dårligt lys med bemærkninger som: ”det kommer sådan set ikke bag på mig”.

Ministeren pålægger landbrugsfamilierne store meromkostninger i form af større pesticidafgifter, og efterfølgende hænger ministeren erhvervet ud for at prøve at sikre sig mod endnu større tab i landbrugsproduktionen.

Jeg synes i stedet, at ministeren skal prøve at sætte sig i landbrugsfamiliernes sted.

 

Som eksempel kan vi antage, at ministeren længe har drømt om at købe en ny Christianiacykel til en pris af 10.500 kroner, så transporten af børnene kan foregå bæredygtigt i hovedstaden, men ministeren synes ikke aktuelt, at hun vil bruge så mange penge på en ny cykel. Men det er den cykel, som hun vil ha. Så hører ministeren, at der kommer en prisstigning på den ønskede cykel. Forhandleren varsler en prisstigning på 80 procent på cyklen, altså stiger den vare, hun ser som værende uundværlig, til 18.900 kroner. Hvad gør ministeren? Hun køber selvfølgelig den nye cykel, inden den stiger i pris. Også selv om hun ikke føler hun har råd p.t. Det er sund fornuft for de fleste – forhåbentlig også for ministeren.

Pesticider marksprøjte maj 2013

Der er altså tale om rettidig omhu, når danske landmænd har købt pesticider før prisen steg med 80 procent i sommeren 2013, men, som ministeren den 5. november selv har gjort opmærksom på i en pressemeddelelse, så betyder det stigende salg frem til 1. juli ikke, at forbruget af pesticiderne på markerne stiger af den grund. Det betyder blot, at landbrugsfamilien, som enhver anden dansk familie, har handlet økonomisk ansvarligt ved at købe pesticider før prisen steg dramatisk.

Pesticiderne er en nødvendighed for opretholdelsen af en høj kvalitet i langt størstedelen af den danske planteavl, og en stigende pris fjerner altså ikke behovet for pesticider. Et større lager af pesticider giver heller ikke et større forbrug, ligesom en småbørnsfamilie, som ministeren selv tilhører, ikke bruger dobbelt så mange bleer, blot fordi man har fyldt lageret op som følge af et godt tilbud i supermarkedet.

Jeg ville ønske, at miljøministeren havde lidt mere respekt og forståelse for landbrugsfamilierne, som prøver at sikre sig økonomisk.

Det er nemlig både forståeligt og udtryk for økonomisk rettidighed at handle inden varen stiger i pris.

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug

Scroll to Top