Landbruget ind i sag om boringsnære beskyttelsesområder

Bæredygtigt Landbrug, Gefion og Nordsjællands Landboforening går nu ind i sagen omkring etableringen af et BNBO-område i Egedal Kommune, da landbrugsorganisationerne frygter, at kommunerne fremover vil kunne påbyde lodsejerne ikke at benytte pesticider og gødning uden at betale fuld erstatning for jorden.

Kommuner og forsyningsselskaber flere steder i landet ønsker nu at tvinge landmændene til at stoppe dyrkningen af landbrugsjorden i nærheden af vandboringer. Ønsket er formentlig et produkt af debatten omkring nitrat og pesticider i grundvandet. I praksis er der dog ikke noget at bekymre sig om, for hverken nitrat eller pesticider fra landbruget er problem. Faktisk findes der ikke vandboringer, der er lukket på grund af landbrugets drift inden for de sidste år.

Situationen er meget alvorlig. Efter et ønske fra miljøministeren, efter sigende foranlediget af en kritik fra Folketingets Statsrevisorer, kan kommunerne nu ved hjælp af påbud, hen over hovedet på lodsejere, pålægge lodsejerne ikke at anvende pesticider eller gødning. Der findes i forvejen områder, hvor byrådet har trumfet dyrkningsfrie områder igennem. For eksempel vest for Aalborg. Det er nye er, at nu er det ikke kun enkeltstående områder, der skal fritages for landbrugsdrift. Hvis kommunerne får held med de sager, der er under opsejling nu, vil påbuddene brede sig som en steppebrand ud over hele landet.

BNBO-møde i Værebro
Torsdag aften blev der afholdt møde i Søsum, Nordsjælland omkring BNBO-planer for vandboringer i Egedal kommune. Samlet set drejer det sig om et areal på 890 hektar, som kommunen ønsker at gøre pesticidfrit. Egedal Kommune forsøger nu at gennemføre et påbud om sprøjtefri dyrkning af jorden på Bjellekær Kildeplads uden at orientere de berørte lodsejere.

Der var enighed mellem Nordsjællands Landboforening, Gefion og Bæredygtigt Landbrug om at arbejde sammen om at få stoppet planerne. Da de ikke er fagligt begrundet.

Søren Hansen, næstformand i Nordsjællands Landboforening (NoLa), Erik Blegmand, erhvervspolitisk konsulent i Gefion og direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, gav hinanden hånden på, at man vil arbejde sammen om at få BNBO-områderne fjernet. Der er nu blevet arrangeret møde mellem NoLa, Gefion og BL om at arbejde sammen om at få standset planerne. 

Voldsom rådighedsindskrænkning

BNBO inkl søren og tina
(Fra venstre Vagn Lundsteen, Søren Hansen, Erik Blegmand, Claus Madsen, Søren Vestergaard og Tina Vestergaard).

Landmand Søren Vestergaard havde mere end svært ved at falde i søvn oven på mødet omkring BNBO torsdag aften, hvor administrationen i Egedal Kommune sammen med HOFOR fremlagde planerne for rådighedsindskrænkning for lodsejerne, på landbrugsarealerne der bliver berørt af Egedals Kommunes planer om at forbyde brug af pesticider til konventionel landbrugsproduktion på arealerne over et af landets største vandindvindingsområder.

Grunden til søvnløsheden var, at Søren Vestergaard er en af op imod 150 lodsejere, der med præsentationen af BNBO planen for kildepladserne i Egedal Kommune står til samlet at miste op imod 178 millioner kroner, når de ikke længere kan tjene penge på at dyrke landbrug, skov og fritidslandbrug på arealerne. Og de dystre udsigter fik Søren Vestergaard til at hæve stemmen på mødet i Søsum, hvor han blandt andet direkte spurgte HOFORs (Hovedstadens Forsyning) repræsentant og kommunen, om man var klar over, at den samlede BNBO-plan for kommunen ville fjerne det økonomiske fundament under mere end hundrede familier.

”Jeg er rystet og målløs – og magtesløs. Jeg er rystet over, at det kan komme på denne her måde som et lyn fra en klar himmel, og at det kan få så stor betydning for så mange familier i vores kommune. Det er jo kæmpestore indgreb, som betyder voldsomt nedsatte indtjeningsmuligheder i et i forvejen presset erhverv,” fortalte Søren Vestergaard fredag til baeredygtigtlandbrug.dk.

”Det man gør her, er at man påfører lodsejerne, der er berørt af BNBO-planen, et værditab på op imod 125 millioner kroner på deres ejendomme. Hvis man tager 890 hektar og ganger det med 200.000 kroner, hvilket den pris lodsejerne ville opnå, hvis der var tale om ekspropriation i forbindelse med vejbyggeri, og så fratrækker det beløb, som kommunen har sat os i udsigt at HOFOR vil give, nemlig 60.000 kroner per hektar, så står lodsejerne til at tabe 125 millioner kroner. “

“Man fjerner altså med denne her BNBO-plan det økonomiske fundament for et sted imellem 120 og 150 familier, og det er simpelthen ikke anstændigt,” siger Søren Vestergaard til baeredygtigtlandbrug.dk .  

Søren Vestergaard er meget skuffet over det faktuelle grundlag for de boringsnære beskyttelsesområder, der er planlagt i Egedal Kommune, og på mødet den 26. september fremgik det klart for tilhørerne, at planlægningen bag BNBO-planerne i Egedal Kommune lod meget tilbage at ønske.

Blandt andet kunne kommunens panel ikke svare på, om planerne betød, at det fremover vil være forbudt at benytte veje igennem området til kørsel med potentielt farlige produkter som marksprøjter, olietransporter og affald, eller hvordan grundejere på området ville blive begrænset i brugen af vedligeholdelsesprodukter til bygninger. Derudover kom der heller ikke kom svar på, hvorvidt udsivning fra lossepladser og kloakrør i området ikke udgjorde et større problem for drikkevandssikkerheden, end en fortænkt modelberegnet forurening med pesticider.

”Jeg er rystet over, at der i bund og grund ikke findes landbrugets pesticider i boringerne, men det er landbruget man afskærer fuldstændig med de fremførte BNBO-planer,” lyder det frustreret fra lodsejeren, som nu har bedt kommunen om en liste med samtlige berørte lodsejere, så de ramte familier samlet kan tage kampen op imod planerne.

Ifølge Søren Vestergaard er det ikke et krav fra statens side, der har medført de vidtrækkende planer for de boringsnære arealer, og området overholder i dag alle gældende krav for drikkevandskvalitet.

Der er i finansloven for 2012 afsat 20 mio. kr. årligt i 2012 og 2013 til kommunernes arbejde med at udlægge boringsnære beskyttelsesområder, og Naturstyrelsen har oprettet et rejsehold, som tager rundt og vejlede kommunerne.

HOFOR der aftager størstedelen af vandet fra Egedal Kommunes vandindvinding sælger og distribuerer vand til de ca. 79.000 målerkunder i sit vandforsyningsområde. Produktionen af drikkevand fordeler sig på syv regionale værker og otte lokale vandværker. HOFOR leverer alt drikkevand til de otte ejerkommuner Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk samt til ni forsyninger i hovedstadsområdet

Besigtigelse af jorden der skal ligge til grund for en værdifastsættelse af erstatningen til den enkelte lodsejer blev påbegyndt den 27. september mindre end tolv timer efter lodsejerne havde fået fremlagt hovedtrækkene planerne.

Til trods for at lodsejerne endnu ikke har haft mulighed for at anfægte BNBO-planerne, så blev det på mødet den 26. september kundgjort, at rapporten, der ligger til grund for planen, allerede er sendt i forhøring.

På mødet blev det fortalt, at lodsejerne kan påklage sagen til Natur & Miljøklagenævnet i løbet af foråret 2014. 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top