Lad fornuften råde i randzonerne

Fødevareministeren anbefalede for et år siden danske landmænd at bruge den sunde fornuft i forhold til, hvor der skulle anlægges randzoner. Hos Bæredygtigt Landbrug vil vi gerne følge op på den anbefaling.

Bæredygtigt Landbrug opfordrer danske landmænd til at lade fornuften sejre, når der skal vurderes, om jorden langs vandløb og søer skal dyrkes, som den hidtil er blevet.

De eneste steder randzoner kan have en effekt til modvirkning af overfladeafstrømning, er ved skrånende arealer ned mod vandløb og søer. Hvis lodsejeren er af den opfattelse, at en randzone kan have den forebyggende effekt mod afløb af sediment til vandløbet, anbefaler vi, at der laves en randzone på minimum 10 meter på skråningen. Ved flade arealer – og dem er der langt de fleste af – vil randzonerne ingen effekt have. Hverken i forhold til kvælstof, fosfor eller pesticider. Skal randzonen etableres, så skal det kun gøres, hvor det giver mening efter princippet om godt landmandsskab.


Husk at praktisere godt landmandskab nær vandløb og søer:
 

  1. Gødskning og sprøjtning tættere på vandløbet end bræmmen, er ikke tilladt.
  2. Benyt kantspredeudstyr på gødningssprederen
  3. Benyt lavafdriftsdyser eller kantdyser ved sprøjtning langs bræmmen.
  4. Kør ikke i bræmmen, da det kan give nedskridninger af bræmmekanten med risiko for sediment i vandløbet.
  5. Fortag forebyggende foranstaltninger mod sediment i vandløbet.
    • Rens rensebrønde regelmæssigt.
    • Skader på dræn og brøndkegler repareres øjeblikkeligt.
    • Efterlad jorden i god struktur så overfladeafstrømning undgås.

 Randzone juli 2013

Randzoneloven mangler gyldighed
For at randzoneloven skulle være gyldig, var der tre forudsætninger, der skulle overholdes, for at loven er gyldig: 

  1. Kompensationsordningen kræver EU-Kommissionens godkendelse
  2. Kompensationsordningen forudsætter gyldige vandplaner
  3. Loven forudsætter retvisende præcise randzonekort

I forarbejdet til Randzoneloven hedder det, at i forbindelse med vedtagelsen af randzoneloven indføres en kompensationsordning: 

’En sådan støtteordning kræver EU-Kommissionens godkendelse og kan først indføres, når de endelige statslige vandplaner foreligger, og når der foreligger et detaljeret kortgrundlag, som kan danne grundlag for støtteordningen.”  

 Fødevareministeriet har ikke overholdt nogle af de tre forudsætninger.

Bæredygtigt Landbrug opfordrer landmændene til ikke at etablere randzoner, og til i stedet at bruge den sunde fornuft, og dyrke jorden som hidtil.

Det er sund fornuft at dyrke jorden i randzonerne som hidtil, og det giver ingen mening at udtage et landbrugsareal på størrelse med Falster uden dokumentation for en eventuel gavnlig effekt på vandmiljøet.

Tiden er forbi, hvor danske landmænd skal bøje nakken og ukritisk underlægge sig politikernes hovsalovgivning. Danske landmænd er et stolt folkefærd, og vi kræver dokumentation, før vi accepterer indgreb mod den private ejendomsret. Vi ønsker at dyrke den jord, som er vores, Vi er dygtige landmænd, der passer på miljøet, og vi vil kæmpe for at landbruget også kommer til at spille en positiv rolle i samfundet i mange generationer fremover.

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug

Scroll to Top