Ingen randzoner på Birket i år

Henrik M. Petersen udlagde randzoner sidste år, men i år har han tænkt sig at dyrke jorden – også i randzonen. Han vil ikke satse på, at kompensationen kommer på plads

En lang allé med tætstående, velvoksne træer leder indbydende op til gården Birket ved Grevinge. Gruset, der knaser under dækkene, er den eneste lyd, der kan høres under den sensommerblå himmel.

Ved den smukke, hvide hovedbygning tager Henrik M. Petersen imod med fremstrakt hånd. Han er klar til at vise sin bedrift frem.

Henriks 245 hektar jord ligger på den inddæmmede jord ved Sidinge Fjord. Her driver han, som sin far før ham, planteavl. I år er markerne sået til med kartofler, gulerødder og hvede. Henrik har været bonde her i 30 år. Hans søn, Anders, er næste mand i generationsrækken.

Nej til randzonerne
Sidste år udlagde Henrik og Anders randzoner efter NaturErhvervstyrelsen anvisninger, men sådan er det ikke i år. I år bliver alle hektar pløjet og sået til.

Gulerødder fra Birket (IKKE top)

”Vi får jo ikke kompensation økonomisk for det, vi taber,” forklarer Henrik, mens han viser sin gulerodsmark frem.

”Det skulle jo være sådan, at man gav kompensation efter, hvad man kunne høste og ikke efter, hvad man sidder og beslutter inde i NaturErhvervstyrelsen.”

Gårdejeren ved godt, at der vil sidde mennesker rundt om og mene, at han bryder loven, når han ikke udlægger randzoner. Men det bider ikke på ham.

”Det er vel også lovbrud at konfiskerer uden at give erstatning,” spørger han retorisk og fortsætter:

”Det er jo ikke til almenvældets interesse eller formål, som man gør, når man eksproprierer til en vej, og det er fuldstændig vanvittigt, at vi skal behandles anderledes, end de skal i Tyskland og Sverige.”

Ikke alene
Henrik M. Petersen er ikke den eneste landmand, der har valgt at sadle om og droppe randzonerne. På Bæredygtigt Landbrugs Facebook-side skriver Christian Dyre, der er deltidslandmand og driver planteavl på 70 hektar ved Svendborg, at hans randzoner er en saga blot.

”Havde randzoner sidste år, da lovede de mig kompensation. I dag, et år efter, har jeg stadig ikke fået noget. Dermed er de i mine øjne dårlige betalere, som jeg ikke vil handle med. Derfor bliver de (randzonerne, red.) pløjet op og sået til i weekenden med hvede,” skriver Christian Dyre blandt andet.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top