Bare fordi du har samme forhold – og samme areal randzoner – som din nabo, kan du ikke være sikker på, at få den samme kompensation for udlagte randzoner, som han gør. Det er resultatet af den kompensationsordning, der i al hast måtte brygges sammen af fødevareministeriet efter det stod klart, at der ikke ville komme gyldige vandplaner i 2013.
”Normalt bryster vi os i Danmark af, at vi stræber efter ligebehandling. Ens forhold skal behandles ens af myndighederne. Men dette temmeligt væsentlige princip for en retsstat, er fødevareministeren klar til at ofre,” forklarer chefjurist hos Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard og fortsætter:
”Sagen er den, at den oprindeligt planlagte kompensationsordning til de landmænd, der skal udlægge randzoner, en kompensationsordning, som allerede i sin første form var langt fra dækkende og passende – er skyllet ud med åvandet, da de danske vandplaner sidste år blev annulleret. Ministeren kunne dermed ikke bruge EU-midler til sin kompensationsordning.”
Flere problemer med ordningen
Fødevareminister Mette Gjerskov valgte en statsstøtteordning til landmændene frem for at udskyde etableringen af randzoner, som forarbejdet til loven ellers lægger op til.
Men det er ikke kun det faktum, at ordningen er en statsstøtteordning, der i sagens natur er finansieret af staten, der gør den problematisk i Bjarne Nigaards øjne.
”For det første er der et loft for, hvor meget statsstøtte en enkelt juridisk enhed må modtage. Loftet ligger på 7.500 €, svarende til 55.000 kr., over tre sammenhængende regnskabsår. Og loftet gælder for al statsstøtte, ikke kun støtte brugt til kompensation for randzoner. For det andet må statsstøtte ikke ydes til kriseramte virksomheder,” påpeger chefjuristen.
Man kan mene, at det er en god idé med disse begrænsninger, fordi de kan forhindre konkurrenceforvridende statslig hjælp til virksomheder, men ifølge Bjarne Nigaard kan begrænsningerne få vidtrækkende konsekvenser for ligebehandlingen af danske landmænd.
Fire landmænd – fire kompensationsgrader
”Lad os for eksemplets skyld forestille os, at vi har et idyllisk dansk landskab, med bølgende bygmarker grænsende op til en afvandingskanal. Selv om kanalen er menneskeskabt, er den alligevel udpeget til at der skal anlægges randzoner på begge sider.
På den ene side af kanalen har de tre naboer Petersen, Poulsen og Pallesen deres marker. De har fuldstændigt samme areal, der grænser op mod kanalen, og deres jord er af samme kvalitet, de dyrker samme slags afgrøder på jorden osv.
Petersen er en sindig mand. Han tænker at randzoner er tåbelige i enhver henseende, men efter råd fra sin nævenyttige svigersøn, der er jurist og ansat i en eller anden styrelse et sted inde i København, har han valgt at ”… følge landets love…”, som svigersønnen udpenslede det for ham. Han har derfor udlagt randzoner i henhold til randzoneloven. Han får kompensation svarende til 30.000 kr.
Poulsen er kendt som en driftig fyr i lokalsamfundet. Sammen med kommunens erhvervscenter har han lavet et forsøgsprojekt for de unge lømler på egnen, som kommer i praktik hos ham. Kommunen har spyttet lidt i kassen til at støtte projektet, i form af indkøb af noget værktøj mv. Samtidig har konen oprettet en gårdbutik, og har fået lidt erhvervsstøtte til opstartsomkostninger, skilte og den slags. Da bedriften på den måde allerede har fået statsstøtte for 20.000 kr., får han i kompensation 10.000 kr.
Pallesen har kvæg. Han har de seneste år været temmelig hårdt økonomisk spændt for. Derfor kører han på bankens nåde videre, men kun med det yderste af neglene. Han kunne godt fortsat have brugt indtægten fra den jord, der nu skal udlægges til randzoner, og som minimum i hvert fald en kompensation for randzonejorden. Men Pallesen er kriseramt… Derfor får han i kompensation nul kroner.
På den anden side af afvandingskanalen ligger jorden tilhørende Piil. Han har jord i samme udstrækning langs kanalen som de tre andre til sammen, men altså bare på modsatte side af vandet. Egentlig skulle han modtage kompensation på 90.000 kr. Men da han rammer loftet for statsstøtte, får han kun i kompensation 55.000 kroner,” siger Bjarne Nigaard og kommer frem til en konklusion:
”Sådan vil morgendagens Danmark se ud, hvis det står til fødevareministeren. Lige forhold behandles skævt. Ens betingelser giver uens vilkår. Det bliver helt vilkårligt, hvor meget man får i kompensation for en hektar god dansk landbrugsjord, fordi ministeren har valgt, at man godt må forskelsbehandle.”
BL: Udskyd randzonerne
Fødevareminister Mette Gjerskov har forsvaret sig med, at det er den eneste tilgængelige kompensationsordning, og at det er bedre at få nogen kompensation end slet ingen. Det giver Bjarne Nigaard dog ikke meget for.
”Den forklaring giver kun mening, hvis man er enig i den præmis, at ministeren ikke havde andet valg, og at regeringen er uden skyld i, at der ikke er andre løsninger, fx at udbetale kompensation via EU-midler. Det er Bæredygtigt Landbrug ikke enig i. Regeringen har selv forfejlet forudsætningen om vandplaner. Og der var andre muligheder end statsstøtte. Der er andre muligheder”, siger han og fortsætter:
”Den gratis mulighed var, at udskyde randzonerne, som lovens forarbejder har taget højde for. Den korrekte mulighed er at erkende randzoner som ekspropriative, og så udbetale behørig erstatning til de berørte. Den bedste mulighed er at sløjfe randzonerne, og i stedet lave målrettede tiltag, der gavner miljøet ud fra en konkret vurdering af forholdene.”
Det overrasker chefjuristen at en socialdemokratisk fødevareminister har valgt løsningen, der giver størst mulig forskelsbehandling. Og mens vi venter på vandplaner og de deraf følgende muligheder for en anden kompensationsordning, ser juristen sorte skyer trække sammen i horisonten.
”Langs vores afvandingskanal går de bare rundt og håber. Håber på, at fornuften kommer tilbage. Og helst inden næste år. For hvis statsstøtten skal gælde over to år, så vil INGEN af vores fire venner i år to få fuld kompensation. Og dermed rammes de endnu mere skævt.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
