Da fødevareministeren den 8. maj 2013 kort forinden det åbne samråd om randzonekompensationen hev en kanin op af hatten i form af en statsstøtteordning til brug for randzonekompensation, skiftede hun markant kurs fra det tidligere udmeldte, samtidig med, at hun på flere punkter fjernede sig fra de garantier, hun ellers meget bastant har meldt ud tidligere.
Og selv om der er tale om politik, mener Bæredygtigt Landbrugs chefjurist, at der ud fra et juridisk perspektiv er en del problemer for ministeren.
”For det første bider jeg mærke i, at ministeren for første gang erkender, at det ikke er alle berørte landmænd, der vil få kompensation”, siger chefjurist Bjarne Nigaard fra Bæredygtigt Landbrug.
”Dermed melder sig det helt oplagte spørgsmål, om disse landmænd i stedet rammes af ulovlig ekspropriation. Efter min opfattelse er der allerede med en evt. kompensation en væsentlig risiko for, at der foreligger ulovlig ekspropriation. At der ikke ydes kompensation øger sådan set bare den risiko.”
Bjarne Nigaard påpeger, at netop ekspropriationsproblematikken er årsagen til, at Bæredygtigt Landbrug har udtaget stævning mod staten på baggrund af randzoneloven.
”Ministeren lovede videre, at hun vil se på, hvad der kan gøres for de landmænd, der ikke kan få kompensation. Men det fortaber sig fuldstændigt, hvad det er hun måtte have i tankerne. Enten kompenseres de, eller også gør de ikke. Juridisk set har politisk barmhjertighed ingen værdi.”
”Et andet interessant forhold er, at ministeren pludselig mener, at der ikke foreligger en juridisk forudsætning om kompensation. Hun mener alene der er tale om en politisk forudsætning, som jeg må forstå at hun ikke føler sig helt så bundet af, når hun nu gør så meget ud af, at der er forskel på de to ting”, fortsætter Bjarne Nigaard.
Forudsætningerne for loven ændret
Hos Bæredygtigt Landbrug stiller Bjarne Nigaard sig ikke tilfreds med ministerens udemelding om, at kompensation til randzoneramte lodsejere ikke er en forudsætning for randzoneloven.
”I de skriftlige forarbejder til randzoneloven er tydeligt anvist, at der skal være en kompensationsordning, og at den skal være medfinansieret af EU, ligesom det er beskrevet, at kompensationsordningen ikke må være en større administrativ byrde for landmanden. De politikere, der har stemt for loven, har altså gjort det på grundlag af netop disse forudsætninger. Hvis de i stedet havde fået at vide, at ikke alle ville blive kompenseret, at midlerne var rene statsmidler, og at ordningen vil medføre en længerevarende og tungere ansøgningsprocedure for den enkelte landmand, er vi så sikre på, at de havde stemt ja til lovforslaget?”
Bjarne Nigaard sammenligner det med, at man fx køber en brugt bil hos en forhandler. Ud over at aftale en pris og et leveringstidspunkt, så indeholder aftalen også ofte yderligere forudsætninger, fx at bilen kan godkendes i syn, at man kan få den uvildigt testet for fejl som så rettes uden beregning, og lignende forhold.
”Hvis jeg har købt en bil på bestemte vilkår, men pludselig ved levering får at vide, at den ikke kan synes, og at jeg selv skal betale for diverse udbedringer, så brister forudsætningerne for handlen. Jeg kan med rette sige, at jeg ikke længere vil stå ved aftalen, fordi den anden part ikke leverer sine forpligtelser. Ministeren har hidtil garanteret, at alt ville ske som forudsat med randzonekompensationen. Det gør det nu pludselig ikke længere. Gad vide om en garanti fra en brugtvognsforhandler ikke oftest er mere værd?”
Bjarne Nigaard forklarer, at det efter hans opfattelse er de færreste jurister der vil mene, at en lovs forarbejder ikke er en juridisk forpligtelse.
”Hvis der fx er tvivl om, hvad meningen har været med en bestemt lovgivning, så er det almindeligt anerkendt, at en lovs forarbejder bidrager til fortolkningen. Forarbejderne er på den måde en retskilde, som jurister skæver til i deres arbejde med at finde frem til en sags rette løsning.”
Ud over de ændrede forudsætninger, peger Bjarne Nigaard også på, at der er en del uklarheder ved selve det juridiske støttegrundlag, som den statslige ordning er bundet op på.
”Den såkaldte ’de minimis’-ordning er relativt klart afgrænset, bl.a. i forhold til hvor længe den nuværende forordning gælder. Det gør den kun til den 31. december 2013. Tilsvarende er der nogle regler for hvordan støtte må ydes. Det er i det hele taget ikke helt simpelt at lave en statsstøtteordning. Vi har derfor bedt ministeriet om at tydeliggøre hvordan de ønsker ordningen gennemført, under hensyn til den gældende forordning”, slutter Bjarne Nigaard.
Af JTI
