Politiet på randzonejagt

NaturErhvervstyrelsen har 21. maj varslet kontrolbesøg hos flere landmænd, der ikke har udlagt randzoner. Asger Møller Madsen er en af de landmænd, der kan vente besøg. Og han glæder sig.

På grund af tidsnød nåede kontrollen ikke forbi Asger Møller Madsen 21. maj, men klokken 8.00 22. maj er politiet dukket op på landmandens ejdendom for at inspicere de manglende randzoner. BL følger op på besøget når inspektionen er gennemført.

For godt en uge siden offentliggjorde fødevareminister, Mette Gjerskov (S), at den EU-finansierede kompensation til de landmænd, der har udlagt randzoner, alligevel ikke er til stede. I stedet skal danske landmænd, efter planen, nu kompenseres efter den nationale støtteordning kaldet de minimis-ordningen, der dog ikke per automatik udløser en kompensation til alle.

Usikkerheden om kompensation har imidlertid ikke fået myndighederne til at skorte på randzonekontrollen. Derfor kan flere landmænd, der offentligt har undsagt randzonerne, tirsdag vente besøg af kontrollanter fra Natur- og Erhvervsstyrelsen, der får følgeskab af politiet under udførelsen af kontrollen.

En af dem, der er blevet ringet op fra Natur- og Erhvervsstyrelsen med varslet om et kontrolbesøg er landmand, Asger Møller Madsen, fra Brovst, der glæder sig til politiets og kontrollanternes besøg.

Asger Møller Madsen

”Jeg frygter ingenting. Jeg er kun glad for, de kommer på besøg. Ja, faktisk glæder jeg mig til, at de kommer, for så kan vi da endelig komme videre i denne her sag. Fødevareministeren kører jo rundt i manegen med os, og der sker ingenting, og der kan jo sagtens gå flere år, inden det her bliver afgjort. Så hvis vi kan få domstolene til at hjælpe os til at få truffet en afgørelse, så kan det jo kun blive bedre,” siger Asger Møller Madsen tirsdag til bæredygtigtlandbrug.dk

Med den nylancerede statsstøtteordning er det langt fra alle, der er garanteret kompensation, da arealet med randzoner ikke må overstige 22 hektar over to år, hvis der skal afregnes til den højeste kompensationssats. Med 17 hektar randzone og en ordning, der har udsigt til også at løbe i det næstkommende kalenderår, er Asger Møller Madsen en af de landmænd, der hurtigt vil nå loftet for det beløb, der må ydes som kompensation. Og dermed forsvinder hele kompensationen.

”Jamen, det gør jo bare sagen endnu mere grotesk, for jeg er jo en af dem, der ret hurtigt rammer hovedet mod loftet i det spil. Og det gør, at jeg er endnu mere glad for, at jeg har gjort, som jeg har gjort,” lyder det fra landmanden, der efter eget udsagn blot har brugt sin sunde fornuft i forholdet til randzoner.

”Hvis jeg overhovedet får noget af denne her nye de minimis-kompensation, eller hvad vi nu skal kalde det, så står det jo slet ikke mål med, hvad jeg taber. Jeg vil jo stadig have et tab på over hundrede tusinde kroner, og dertil kommer værditabet på over to millioner på selve jorden, som bliver værdiløs.”

Handler i nødværge
Ifølge Asger Møller Madsen er randzoneloven lig med ekspropriation uden erstatning, som han med tusinder af andre landmænd ikke billiger.

”Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Jeg har handlet i nødværge over for både fødevare- og miljøministeren – det er dem, der har gjort noget ulovligt,” lyder det fra Asger Møller Madsen, der opfatter sig selv, som en lovlydig borger.

”Nej, jeg holder på, vi skal overholde landets love. For ti år siden blev jeg far til to adopterede piger fra Indien, og man kan altså ikke blive godkendt til adoption, hvis man har overtrådt loven. Når man skal adoptere, bliver man jo kontrolleret i både hoved og røv, for at sige det på godt dansk,” lyder det muntert fra Asger Møller Madsen.

Og Asger Møller Madsen er ikke alene. Ifølge NaturErhvervstyrelsen viser en opgørelse, der blev offentliggjort i sidste uge, at godt hver fjerde landmand ikke har overholdt loven og udlagt til randzoner. Og det kommer ikke bag på Asger Møller Madsen.

”Det er godt hver fjerde, der ikke har udlagt randzoner. Og her i mit lokalområde, der skal jeg altså virkelig lede for at finde randzoner. Og jeg skal lede længe. Jeg kender kun til to i en radius af fem kilometer, der har anlagt randzoner. Men det er det hele. Så det, at politiet besøger mig i dag, det er jo som at finde en nål i en høstak. Der er jo mange, mange flere, der gør som jeg. Og heldigvis,” siger Asger Møller Madsen, der efterlyser saglighed i kravet til randzoner.

”Vi vil jo gerne fjerne en masse kvælstof, men vi vil være sikre på, det er der. Og det mener vi ikke, der er.”

Politiet har 21. maj ud over kontrolbesøget hos Asger Møller Madsen også varslet randzonekontrol hos formand i Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen. Se indslag fra TV2-Nord fra besøget herunder.

 

Randzoner pløjes 8 april Asger Møller Madsen

 

Formand for Bæredygtigt Landbrug Flemming Fuglede Jørgensen fik tjekket randzoner af politiet  og Natur- Ervhervsstyrelsen 21. maj. Se indslaget fra TV2-Nord ved at klikke på billedet.

 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top