Rapporten fra Natur og Landbrugskommissionen har fået den forvirrende titel ”Natur og Landbrug – en ny start”. I betragtning af, at natur og landbrug har levet side om side i hundreder af år, hvor landbruget har været en væsentlig bedre naturforvalter end myndighederne, havde det været mere rammende at kalde værket ”Natur og Landbrug – i fortsat sameksistens”.
Selv om rapporten indeholder mange gode tanker og analyser, så er den ramt af især én stor, diskvalificerende fejl.
En af rapportens bærende søjler, der handler om vandmiljø, hviler på forkerte præmisser, hvilket gør store dele af rapporten ubrugelig. Det er nemlig med rapporter som med huse: ”Selv den fineste bygning har tvivlsom værdi, hvis den står på et elendigt fundament”. Mere herom under ”Hovedproblemet”.
Tvivlsomme anbefalinger
Det går for vidt at komme ind på alle rapportens områder. Så her skal kun fremhæves nogle af de mest kritiske.
Det er besynderligt i hvor høj grad, kommissionen anbefaler mere forskning på nye områder i stedet for en langt mere tiltrængt revision på områder, hvor forskningen er kørt af sporet. Måske er forklaringen, at 75 procent af kommissionens medlemmer er forskere (som eventuelt allerede har rådgivning i klemme) mens ca. 0 procent repræsenterer de hårdt prøvede producenter i landbrugs-/fødevareerhvervet.
Angreb på både produktion og natur
|
|
Eksempelvis lyder en af anbefalingerne: ”Der skal ske en opprioritering af forskning, der kan dokumentere effekterne og værdien af forskellige former for naturforvaltning, naturgenopretning og naturpleje, herunder også mere viden om økosystemydelser og integration af natur- og biodiversitetshensyn i driftsteknikker og produktionssystemer”.
Når kommissionen anbefaler mere forskning i ”økosystemydelser og integration af natur- og biodiversitetshensyn i driftsteknikker og produktionssystemer” lugter det langt væk af krav om større biodiversitet på dyrkningsarealer. Synspunktet bygger på manglende erkendelse af behovet for at økonomisere med produktionsarealet gennem effektiv produktion. Det er nødvendigt at erkende konflikten mellem effektiv fødevareproduktion og biodiversitet. Vil man fremme biodiversiteten i selve produktionsarealet, medfører det lavere udbytter og dermed større produktionsarealer, og det medfører igen forøget pres på naturarealerne. Samme problem er der i rapportens anbefaling om udvidelse af økologisk produktion, der ligeledes sker på falske forudsætninger. Både naturen og produktionen har de bedste betingelser uden tilstræbt sammenblanding.
Derfor er det forfejlet, at bruge ressourcer på økosystemforskning på land for at angribe kvaliteten af kulturlandskabet og dets position som sideordnet til naturarealerne, mens den langt mere nødvendige forskning i havets økosystem på tredje årti ikke bliver behandlet seriøst. Se herom under ”Hovedproblemet”.
Forberedelse af mere administration og regulering
En anden anbefaling lyder: ”Der skal ske en opprioritering af den samfundsvidenskabelige forskning inden for natur-, jordbrugs- og fødevareområdet ikke mindst for at sikre, at både administrative og reguleringsmæssige aspekter står stærkt og integreret i den samlede forskning på området”.
Her anbefaler kommissionen at styrke forskningen i administration og regulering af et erhverv, hvis store problem netop er for meget og for dårlig administration og regulering. Det er ikke kun en talemåde, at hvor politikere blander sig i erhvervsfaglige forhold, går det oftest galt.
HOVEDPROBLEMET
Gammel tanketorsk huserer i danske farvande
Den altoverskyggende fejl er tre årtiers misfortolkning af, hvordan kvælstof virker i fjordenes og havets økosystem. – En fejl, som ingen forsker med intentioner om en karriere i dansk miljøforskning hidtil har turdet pege på. – En fejl, der hidtil har været tabuiseret, fordi der ikke har været ”religionsfrihed” i dansk miljøforskning, hvad kvælstof angår.
Men er den danske miljøforvaltning svag i den faglige fundering, så er den til gengæld stærk i ”troen” på den politisk korrekte fundering.
”Troen” går ud på, at havets økosystem opfører sig fuldstændig som et reagensglas, hvor man kan styre alle faktorer og manipulere algevæksten. – Men det gør havets økosystem naturligvis ikke. Det opfører sig derimod fuldstændigt som andre balancerede systemer, hvor der indtræder biologiske og fysiske balancer, inden for hvilke ”livet” forløber bedst. I havets økosystem kaldes det ”Redfield Comfort Zone” efter den forsker, som opdagede disse sammenhænge.
”Troen” i miljøforvaltningen går således ud på, at man kan manipulere algevæksten i havene ved at fjerne kvælstof, selv om det er fosfor, der er for meget af, og som er hovedansvarlig for eutrofieringsproblemerne. Denne naive tro har som nævnt præget dansk miljøstrategi i tre årtier og kostet samfundet tre-cifrede milliardbeløb – uden at give miljømæssige resultater.
Hver gang der har været rejst spørgsmålstegn ved dansk miljøpolitiks kvælstofteori, har forskellige ministre svaret, at flertallet (helt op til 95 procent) af forskerne var enige om kvælstofteorien, og at man derfor anvender den i lovgivningen. Men ingen har rådført sig med økosystemet, som har det sidste ord i sagen. Og når man ved, at forskere med en afvigende opfattelse, blev fulgt til døren, så er det jo ikke underligt, at det store flertal har været enige.
Men selv om konsensuskonferencer og politiske flertal kan bestemme miljøpolitikken, så kan de altså ikke bestemme naturlovene – herunder økosystemets virkemåde. Derfor har politikerne i 25 år ført en direkte forkert miljøpolitik. Ikke af ond vilje, men som følge af systemfejl, hvor enhver kritik af Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, forskningsinstitutionerne mv. er sendt til udtalelse hos netop de kritiserede instanser, som naturligvis har afvist kritikken. Danske politikere har været naive i et helt uansvarligt omfang.
 |
Et tidligt vink med en vognstang
Allerede i 1989 ignorerede politikerne en international evaluering, som de selv havde anmodet Planlægningsrådet for Forskningen om at gennemføre. Evalueringen, der forelå i en lidt tung engelsk udgave, blev glimrende beskrevet af den”Christiansborg-relevante” avis ”Finanstidende” den 17. marts 1989. I en leder med titlen ”Miljøskandalerne” stod der direkte:
”Resultatet af de internationale forskeres bedømmelse er i realiteten en sønderlemmende kritik af dansk miljøpolitik. Storstilede indsatser, som den såkaldte vandmiljøplan … hviler på en helt utilstrækkelig og sporadisk viden. Der er følgelig formentlig tale om fejlinvesteringer til milliardbeløb. Dansk miljøforskning og specielt den mere målrettede, som ikke mindst drives i Miljøministeriets regie, er ofte ukvalificeret og uegnet til brug ved udarbejdelsen af beslutningsgrundlag.”
Artiklen sluttede med følgende konklusion: ”Specielt Miljøministeriets og dets styrelsers rolle bør på den baggrund belyses nærmere ved en uvildig undersøgelse. Regeringens ”miljøeksperter” bør ikke uden videre kunne overleve den offentliggjorte, sønderlemmende kritik.”
Men her 24 år senere lytter regeringen og politikerne stadigvæk kun til de samme miljøeksperter og til nye generationer af ”eksperter”, som i realiteten bestemmer, hvad politikerne bør mene på det faglige område. Det er en form for ”miljødiktatur” med demokratisk underskud. Det er politisk inkompetence i historisk målestok. Og var noget lignende sket i udlandet, ville vi nok kalde situationen korrumperet.
Intet lært på et kvart århundrede
Alligevel hedder det i Natur- og Landbrugskommissionens rapport i 2013: ”En fortsat reduktion af kvælstof vil være en afgørende forudsætning for at opnå god økologisk tilstand, men reguleringen skal differentieres og målrettes, og der skal udvikles nye virkemidler til at gennemføre den nødvendige kvælstofreduktion”. Det er simpelt hen forkert, at ”en fortsat reduktion af kvælstof vil være en afgørende forudsætning for at opnå god økologisk tilstand”. Det er der overhovedet ikke belæg for at påstå, idet en halvering af kvælstofkoncentrationen i fjorde og kystvande ifølge seneste NOVANA-rapport ikke har medført bedre økologisk tilstand. Stort set overalt ligger danske farvande under ”The Redfield Comfort Zone”, og det er derfor tåbeligt, at presse den endnu længere ned med yderligere kvælstofreduktion. I øvrigt har Danmark allerede i mange år opfyldt kravene, som EU’s vandrammedirektiv m.v. stiller.
Fortsættelsen af udsagnet, ”- men reguleringen skal differentieres og målrettes, og der skal udvikles nye virkemidler til at gennemføre den nødvendige kvælstofreduktion”, er af nogle blevet modtaget med en vis begejstring, fordi det trods alt lyder godt med en ”intelligent” regulering i modsætning til nu. Men det er ikke til megen nytte, at reguleringen udformes mere intelligent, hvis selve indgrebet er irrelevant og videnskabeligt ukorrekt.
Kvælstofs rolle i vandmiljøet skal revurderes – og med 25 års forsinkelse kan det ikke gå for hurtigt!
Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro, Bæredygtigt Landbrug
