Farmaceut: Jeg bliver bare sur over, at landbruget får skylden

I dagbladet Politiken kan danske forældre læse, at deres børn kan blive syge på grund af landbrugets brug af pesticider. Men er det hele landbrugets skyld? Farmaceut påpeger, at der er flere mulige kilder

En ny rapport fra Syddansk Universitet viser, at danske børn har sprøjtemiddelrester i deres urin. I 2007 og 2008 fik en gruppe børn målt deres urin og i 2012 lå resultatet klar: Hos 99 procent af børnene kunne forskerne måle et eller flere nedbrydningsprodukter af organofosfater.

Oplysningen er en del af artiklen ’Danske børn har sprøjterester i urinen’, der blev bragt på politiken.dk den 2. maj 2013. Samme sted oplyses det, at hvis man vil undgå de skadelige organofosfater skal man vaske frugt og grønt meget grundigt og købe økologiske produkter.

Den oplysning fik panderynker frem hos farmaceut Mette Rosendal. Fra sit daglige arbejde på Vejen Apotek ved hun nemlig, at organofosfater findes andre steder end i fødevarer. I medicin, for eksempel. Nærmere bestemt i lusemidler, der i udbredt grad bruges til børn.

Når Mette er færdig med at passe sit arbejde på apoteket i Vejen, kører hun hjem til sin mand, Peter, der er planteavler og driver omkring 150 hektar i Jordrup ved Kolding.

”Det kan jo ikke passe. Det er mig, der står og langer det over disken, og så er det min mand, der får skæld ud. Jeg bliver bare så sur over, at landbruget får skylden,” siger Mette Rosendal til baeredygtigtlandbrug.dk.

Lusemidlerne kan ikke stå alene
Mette Rosendal har blandt andet, som landets andre farmaceuter, solgt midlet Prioderm, der indeholder aktivstoffet malathion, der er et organofosfat.

Forskerne bag undersøgelsen, der er omtalt i Politiken, oplyser til baeredygtigtlandbrug.dk, at lusemiddel ikke kan være forklaringen på de fundne metabolitter i urinen og understreger, at pesticiderne i altovervejende grad kommer fra kosten, sandsynligvis primært fra importeret frugt og grønt.

Alligevel mener forskningsleder på Institut for Miljømedicin, Phillipe Grandjean, at det er værd at kigge på lusemidlerne.

”Jeg er enig i, at malathion er et grimt stof, som ikke egner sig til medicinsk anvendelse,” skriver Grandjean i en mail til Bæredygtigt Landbrug.

Hos Sundhedsstyrelsen oplyser man, at malathion kan absorberes gennem huden. Det drejer sig om maksimalt 10 procents optag gennem hovedbunden. Stoffet vil ikke ophobes i kroppen, med udskilles via nyrerne.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top