Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer bør ikke lave aftaler alene

DN og L&F vil finde fælles løsninger, og det er positivt. De to skal bare huske, at de ikke bør lave aftaler for landbruget uden Bæredygtigt Landbrug, siger direktør Vagn Lundsteen

I et forsøg på at sikre hurtig ekspedition af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, har Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening besluttet sig for at undersøge, om de kan ’finde fælles fodslag’, skriver altinget.dk.

Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i Landbrug & Fødevarer, forklarer samarbejdsforsøget med, at det vil give mere indflydelse, hvis de to organisationer kan enes om nogle anbefalinger, end hvis de hver især står alene.

Hos Bæredygtigt Landbrug hilser direktør Vagn Lundsteen grundtanken velkommen.

”Det er som sådan fint, at L&F og DN taler sammen. Dialog er vejen til forståelse,” siger direktøren, der dog ikke giver meget for eventuelle resultater af samarbejdet.

”En aftale mellem DN og L&F har ingen værdi uden deltagelse af Bæredygtigt Landbrug. Vi står for den faglige vinkel, som er helt nødvendig, og vi repræsenterer mere end halvdelen af den danske fødevareproduktion. En aftale uden os vil ikke have den store effekt, man gerne vil opnå.”

Bekymret
Selvom dialog hilses velkomment, er direktøren ikke entydigt begejstret for de to organisationers vilje til at mødes. Han frygter nemlig konsekvenserne.

”Vi er bekymrede for, at en aftale mellem de to parter atter vil blive lavet som et forlig med manglende faglige forudsætninger. De sidste 25 år har der gang på gang været lavet tiltag, som ikke hviler på fakta og dokumentation. Det kan vi ikke leve med, og det må vi gøre alt for at undgå i fremtiden,” siger direktøren og fortsætter:

”Vi deltager gerne i samtaler med L&F og DN, men vi forventer at eventuelle løsninger tager udgangspunkt i virkeligheden og fakta, ikke følelser.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top