Stor forskel på implementeringen af vandrammedirektivet i EU

Udgivet 24. september 2012 - kommentarer:
Stor forskel på implementeringen af vandrammedirektivet i EU

Vandrammedirektivet blev skabt for at harmonisere miljøindsatsen i og omkring vandløbene i EU, men ifølge en gruppe hollandske forskere har Danmark tilsyneladende valgt at tolke reglerne væsentligt anderledes end de øvrige medlemmer.

Det var en Landstingssal fyldt til bristepunktet, der den 17. september bød velkommen til faktahøring om vandplanerne og 15 eksperter med forskellige specialer i vandmiljø. Spørgelysten fra salens godt 130 tilhørere var stor, ikke mindst fra de fremmødte politikere, der ad flere omgange efterlyste oplysninger om, hvordan vandrammedirektivet fortolkes og implementeres i resten af EU.  

Befolkningsudvikling, global økonomisk vækst og klimaforandringer. Det er blot nogle af de nye udfordringer, som i fremtiden vil øge presset på verdens vandressourcer. Ressourcer der ikke kan erstattes af andre vandkilder, og derfor har EU's højeste bevågenhed.


Vandplaner skulle harmonisere miljømål
Og netop for at sikre, at vi også i fremtiden har adgang til vand af høj kvalitet, tog EU i 2000 initiativ til det såkaldte Vandrammedirektiv, der har til formål at harmonisere miljømålene i EU. Med andre ord; EU fortæller med direktivet de enkelte lande, hvad målene for vandmiljøet skal være. Herefter er det op til medlemslandene selv at vurdere, hvordan målene skal nås. Hermed afgiver de enkelte lande ikke suverænitet, og der er vide rammer for hvilke midler, man i de enkelte medlemslande kan benytte for at imødekomme EU's vandrammedirektiv.

Og det var netop disse forskelle i implementering af vandplanerne, som Thomas Dworak fra Fresh Thoughts Consulting i sit oplæg om til fatahøringen skulle redegøre for.

Ifølge Thomas Dworak lød den nedslående melding, at det er svært at sammenligne de enkelte landes status for implementering, da udgangspunkterne er forskellige, informationerne fra de enkelte lande er mangelfulde, og at det har været svært at indsamle data, der er direkte sammenlignelige. Derfor blev oplægget, der i øvrigt glimrede ved fraværet af danske data, da heller ikke den store åbenbaring for tilhørerne, der stadig måtte både se og spørge langt efter situationen i de andre EU-lande.     

 

EU

 Så langt er EU's medlemslande med  vandplanerne

  Grøn - Vandmiljøplaner vedtaget.

  Gul - offentlige høringer afsluttet, men              vandmiljøplaner endnu ikke vedtaget.

  Rød - høringer ikke begyndt.

Stor forskel i implementeringen i de enkelte lande
Men kaster man blikket på rapporten fra Utrecht Universitet fra 2010,European River Basin Districts: Are They Swimming in the Same Implementation Pool?, så kan politikere og andre interesserede læsere alligevel finde nogle af svarene på, hvordan man i de andre EU-landene har grebet vandplanerne an. Og sammenligner man landenes virkemidler, så svømmer langt fra alle lande i den samme sø.

Her konkluderer rapporten allerede i forordet, at der er stor spredning i måden, hvorpå de enkelte lande først og fremmest har fortolket og siden implementeret centrale dele af direktivet. I syv centrale punkter gennemgår rapporten, de steder hvor medlemsstaterne fortolker og siden implementerer forskelligt - ja i nogle tilfælde endda direkte modstridende. Og hvor Danmark på flere parametre har valgt at sætte overliggeren ambitiøst højt.


Forskellig tolkning af målene
Først og fremmest er der store forskelle i læsningen af Vandrammedirektivets mål, der som det ypperste stræber efter"god kemisk og økologisk tilstand" i EU's overfladevand og"god kemisk og kvantitativ tilstand" i grundvandet. Herunder omhandler de økologiske mål saltindhold, sigtbarhed og tilstedeværelsen af flora og fauna i vandmiljøet, mens de kemiske mål omhandler maksimum koncentrationer af 33 forskellige stoffer, herunder kvælstof og fosfor. De kemiske mål bestemmes af EU, mens de økologiske mål vurderes i de enkelte medlemslande. I DMU-rapporten"Anvendelse af Vandrammedirektivet i danske vandløb" fremgår det, at den økologiske tilstand har forrang i Danmark, da man i Danmark kun skal måle på de kemiske stoffer, hvis de økologiske parametre halter efter:

"Såfremt et vandområde ikke er i god økologisk tilstand, vurderes det om årsagen kan være overskridelse af de generelle vandkemiske kriterier for god økologisk tilstand".

 Og allerede her, kunne noget tyde på, at man i Danmark især har valgt at honorere de økologiske krav, der ifølge rapporten, er det punkt, der har bragt størst usikkerhed i tolkningen i flere medlemslande. I Danmark har man for at afgøre om vandmiljøet er i god økologisk tilstand blandt andet valgt at benytte DVFI-skalaen (Dansk Vandløbsfaunaindeks), der med syv karaktertrin baseret på forekomsten af smådyr og makrofyter (store planter red.) i vandmiljøet. Omvendt er der ikke meget fokus på den kemiske tilstand, selvom direktivet foreskriver, at målet med Vandrammedirektivet er at:

"Vandområder skal opnå en god økologisk og kemisk tilstand med henblik på at beskytte menneskesundheden, vandforsyningen, de naturlige økosystemer og biodiversiteten".

Og ser man på de kemiske mål, så er det her hovedsageligt fosfor og kvælstof, som fokus går på. Her foreskriver EU (i Nitratdirektivet) at indholdet af kvælstof i grundvand, såvel som overfladevand, skal være under 11,3 mg Nitrat-N per liter vand, eller 50 mg nitrat. I Danmark ligger de kemiske tal for kvælstof i danske vandløb ifølge 180.000 målinger fra Naturstyrelsen med et gennemsnit på 4,6 mg Nitrat N per liter, altså godt det halve af, hvad EU har sat som grænseværdien for nitrat i vandet.

Modsat Danmark er det i flere EU-lande især disse kemiske tal man hæfter sig ved, når man afgør om det enkelte land lever op til EU's mål. I Holland og Tyskland har landbruget tilmed fået mulighed for at udbringe ekstra gødning i visse områder, da man kan påvise, at kvælstofbelastningen af vandløbene ligger under 11,3 mg Nitrat-N per liter. Det står i skærende kontrast til de danske forhold, hvor man trods et nitrat-niveau på det halve af grænseværdien, fra myndighedernes side vil have koncentrationen reduceret yderligere.


Forskelle i klassificering
Også når det gælder det helt centrale punkt om klassificering af vandløb som enten naturlige, modificerede eller stærkt modificerede, er der divergerende opfattelser i de enkelte lande. Eksempelvis har man i Danmark valgt at klassificere 90 procent af vores åer og vandløb som naturlige, mens lande som Holland, Tyskland og England kun angiver henholdsvis 1, 40 og 29 procent af deres vandløb som værende naturlige. En væsentlig forskel, da naturlige vandløb per definition skal opnå"god økologisk tilstand", mens modificerede eller stærkt modificerede kun skal opnå"godt økologisk potentiale".

Naturlige vandløb må derfor kun udsættes for nedsat vandløbsvedligehold og i sidste ende kan det betyde oversvømmelse af marker og dannelse af vådområder, der sætter store landbrugsarealer ud af drift med store økonomiske og samfundsmæssige tab til følge.

I rapporten "European River Basin Districts: Are They Swimming in the Same Implementation Pool?" påpeges det, at man i Danmark langt overvejende har valgt at klassificere stærkt modificerede vandløb som naturlige, og at dette skulle være sket, fordi man mente, at det vil være muligt på sigt at opnå god økologisk tilstand.

Forskel på EU-lande

 Forholdet omkring klassificering fremgår endvidere af DMU-rapporten"Anvendelse af Vandrammedirektivet i danske vandløb", hvor der står skrevet, at 90 procent af de danske vandløb kan klassificeres som stærkt modificerede, hvilket står i stærk kontrast til, at rapporten ender med at anbefale, at blot 10 procent af vandløbene skal klassificeres som stærkt modificerede. Herunder uddrag fra rapporten:

"Danske vandløb har gennem årene været udsat for betydelig fysisk påvirkning i form af rørlægning og kanalisering. På strækningsbasis betyder dette, at ca. 90 procent af vores vandløb er blevet reguleret. Derudover foretages i de fleste vandløb et til flere årlige tilbagevendende grødeskæringer med henblik på at sikre de afvandingsmæssige forhold. Som følge af ovenstående kan det derfor antages at hovedparten af de danske vandløb kan klassificeres som HMWB (Heavily Modified Water Bodies, red.)" (Kilde: "Anvendelse af Vandrammedirektivet i danske vandløb" 2004,side 80).

 

Status
EU-Kommissionen arbejder i øjeblikket på at kortlægge, hvor langt medlemslandene er nået med implementeringen af vandrammedirektivet, og man afventer i den forbindelse en rapport, der forventes offentliggjort til november.

Forskelle i brugen af undtagelserne
Selvom det ifølge EU blot er en mulighed og ikke en pligt at søge undtagelse i forbindelse med implementering af Vandrammedirektivet, så har samtlige lande benyttet muligheden for undtagelse. I Holland og England har man meget tidligt søgt om undtagelse i forhold til, hvornår planerne skal være fuldt implementerede, og her pejler man derfor efter at have planerne implementeret i tredje implementeringsperiode i 2027, hvilket er i overensstemmelse med direktivet som det er udstukket af EU.

I Danmark har man omvendt valgt, at vandplanerne skal implementeres 22. december 2012, tre år tidligere end EU's deadline, der ifølge direktivet hedder 2015. Danmark har altså selv valgt at sætte den intensive indsats på vandmiljøområdet højt, og ikke mindst tidligt i første implementeringsrunde, hvor flere EU-lande vælger at vente og dermed undgår at forcere hurtige tiltag uden optimal virkning.


Flere forskelle
Ud over forskellene i tolkning af mål, klassificering og brug af undtagelser, så lister rapporten yderligere en række punkter, hvor der er væsentlige forskelle landene i mellem. Disse er bl.a. hvordan man i de forskellige lande opstiller miljømål. I Danmark har man f.eks. inddelt landet i 4 vanddistrikter, der hver især skal honorere forskellige miljømål. Et punkt, der i øvrigt kan være svært at sammenligne tværs over landene, da forholdene er forskellige fra land til land og fra region til region.

En væsentlig forskel i midlet til målet, er blandt andet Danmarks brug af 10 meter obligatoriske randzoner omkring alle åer, vandløb og søer over 100 m2. Ifølge omtalte rapport, overvejer man i Frankrig at benytte såkaldte buffer-zoner i området omkring Frankrigs længste flod Loire. Men indtil videre er det kun i Danmark, man har valgt at bruge gøde- og sprøjtefri zoner i det omfang, som der er indført med den nye randzonelov.  

Derudover er der forskel på, i hvilke instanser målene bliver fastsat. I Danmark fastsættes målene f.eks. af Miljøministeriet og implementeringen eksekveres af kommunerne, mens målene i Holland sættes nationalt på styrelsesplan for derefter at blive tilpasset i de enkelte provinser. I Tyskland fastsættes mål ligeledes på føderalt niveau, mens det er de enkelte delstater, der siden overtager det konkrete arbejde med at fastsætte målene.     

I Danmark er vandplanerne i øvrigt integreret med Vandmiljøloven og Naturbeskyttelsesloven. I flere andre medlemslande er vandplanerne som følge af Vandrammedirektivet ikke integreret med andre love.

Svømmer vi i de samme vande? 

Rapporten "European River Basin Districts: Are They Swimming in the Same Implementation Pool?" er offentliggjort i Journal of Environmental Law. Rapporten er baseret på sammenligninger mellem 11 lande i EU, landene er Holland, Luxemburg, Belgien, Frankrig, Tyskland, England, Rumænien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark. Rapporten kan købes på nettet.

 

 Kilde: Peter Gammeltofts oplæg på faktahøringen.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk og Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk