Retention ikke medregnet i randzonerne

Retention er ikke medregnet i de 2.500 tons kvælstof, som de 50.000 HA nye randzoner ifølge Fødevareministeren skal reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har ved flere lejligheder fortalt, at randzonerne har et areal på 50.000 hektar, da de skal fjerne 2.500 tons kvælstof fra fjordene og de indre danske farvande, men beregningen tager ikke højde for retention, altså den mængde kvælstof, der naturligt forsvinder fra kvælstof løber ud i et vandløb, til det når kysten. Det siger biolog Poul Vang Nielsen fra Naturstyrelsen til Bæredygtigt Landbrug.

“Retentionen er ikke indberegnet i de 2.500 tons kvælstof”. Det var beskeden torsdag, da Bæredygtigt Landbrug konfronterede Naturstyrelsen med en betænkning fra 10. januar 2011, hvor DMU gør styrelsen opmærksom på, at det ikke fremgår om retention var medregnet i udregningen af randzonernes effekt.

Altså talte Fødevareministeren imod bedre vidende, da hun i TV Avisen den 1. september og på et møde med landbruget i Billund torsdag aften påstod, at retentionen var indberegnet i de 2.500 tons, for ifølge Poul Vang Nielsen er retentionen kun talt med i den samlede kvælstofopgørelse, og altså ikke i forbindelse med beregningerne for randzonerne.

“Det er først, når vi taler om de 9.000 ton kvælstof i fjordene, at retention kommer på tale, men som sagt, når vi taler om randzonerne, er retentionen ikke indberegnet,” siger Poul Vang Nielsen.  


Randzoneareal målsat 68 procent forkert

Videncentret for Landbrug har med baggrund i data fra Danmarks Miljøundersøgelser regnet sig frem til, at der gennemsnitligt sker en retention, der bevirker, at kun 32 procent af det kvælstof, der går fra rodzonen og ud i vandløbet, når frem til recipienten, og dermed rammer ministerens tal 68 procent ved siden af, og derfor vil der kun nå 670,5 tons kvælstof frem til recipienten, hvis man korrigerer for en fejlagtig opgørelse af randzonearealet og en sjusket beregning af gennemsnitstal i Fødevareministeriet.

Ifølge DMU´s egne tal vil gennemsnitstallet, der udregnes fra et spekter fra 1.300 til 3.300 tons være 2.300 tons, hvilket af Gjerskov er blevet udlagt som 2.500 tons, og de 50.000 hektar er også fejlagtigt, da det fremkommer fra en udregning af ca. 54.400 hektar randzoner. Allerede med reduktionen fra 54.400 til 50.000 hektar er der altså væsentlige fejl i ministeriets udregning, da tallet med denne forskel skal ligge 8,8 procent lavere, altså på 2.098 tons.

Hertil kommer en retention fra gødningen udvaskes i vandløbet, til den når recipienten på 68 procent (68 procent af kvælstoffet forsvinder på vej mod havet/fjordene). Tilbage er altså blot 32 procent af 2.098 tons, hvilket betyder, at var retentionen medregnet i randzoneloven, så skulle randzonerne blot fjerne 670,5 tons kvælstof fra fjordene og de indre danske farvande.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk og Justinus Johannesen jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top