Politikere og presse ser på randzoner

Bæredygtigt Landbrug har den 23. august inviteret en række folketingspolitikere ud for at se konsekvenserne af randzonelovgivningen og den nedsatte vandløbsvedligeholdelse.

Bæredygtigt Landbrughar torsdag den 23. august inviteret presse
og folketingspolitikere på en tur i det grønne med start ved
Værebro Å i Nordsjælland, så de med egne øjne kan se, hvilke
udfordringer randzoner og nedsat vandløbsvedligeholdelse skaber for
miljøet og landbruget.

 Arrangementet har blandt andet til formål at vise
politikerne og pressen konsekvenserne af randzonerne – som træder i
kraft den 1. september. Politikerne og journalisterne kommer også
ved selvsyn at se, hvilke konsekvenser den manglende
vedligeholdelse af vandløbene har for danske landmænd. 

Mest natur for pengene

Deltagerne møder på turen kvægavler Mogens Pedersen, som har
fået hele sit livsværk ødelagt af de mange oversvømmelser, der har
ramt hans landbrugsjord.

 Michael Stoltze, formand for Natur-og Samfund deltager
også i arrangementet, og han fortæller til
www.baeredygtigtlandbrug.dk, at han mener, at randzonerne langt fra
er den rigtige løsning, når målet er at skabe mere kvalitetsnatur i
Danmark.

 “Natur- og Samfund ønsker at regeringen går efter de
arealer, der giver meste natur for pengene og som samtidig går
mindst muligt ud over landbrugets produktions- og indtjeningsevne”,
siger Michael Stoltze til www.baeredygtigtlandbrug.dk.

Michal Stoltze  tilføjer, at Natur og Samfund desuden
savner en ordning, som tager udgangspunkt i forholdene og
mulighederne på hver enkelt bedrift, ligesom han mener, at der skal
være klarhed over fakta, før så vidtrækkende planer, som
randzonelovgivningen, sættes i søen.

 “Vi ser desuden gerne, at hele spørgsmålet om vandplanerne
og randzonerne bliver ændret i regi af de anbefalinger, Natur-og
Landbrugskommissionen kommer med”, lyder det fra Michael
Stoltze.

 Politikerne som på nuværende tidspunkt har givet tilsagn
om at deltage er: Mette Bock (LA), René Christensen (DF), Erling
Bonnesen (V), Henrik Høegh (V), Steen Gade (SF), Benedikte Kiær (C)
 samt formanden for Natur- og Samfund, Michael Stoltze. Vagn
Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug, er tovholder for
pressearrangementet.

 Af Justinus Johannesen jujo@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top