Enevælden genindført i dansk landbrugspolitik

Udgivet 23. oktober 2012 - kommentarer:
Enevælden genindført i dansk landbrugspolitik

Trafikanter landet over vil i de kommende uger stifte bekendtskab med bannere, som Bæredygtigt Landbrugs medlemmer stiller op for at gøre opmærksom på, at landbruget ikke har reel indflydelse på den førte miljø og landbrugspolitik i Danmark.

Træhesten er genindført som afstraffelsesmiddel, og den kvindelige ridefoged står klar med pisken. Det er ikke til at tage fejl af budskabet i Bæredygtigt Landbrugs nye kampagne, der skal påpege, at dansk landbrug ikke har medindflydelse på den restriktive politik der i Danmark føres på landbrugsområdet. En situation, der nu er så alvorlig, så Bæredygtigt Landbrug har valgt at tage alternative metoder i brug for at gøre opmærksom på problemet, som man på sine bannere har valgt at sammenligne med metoder brugt under enevælden, der fandt sted fra 1660 til 1848.


Regeringens linje fører til tab af arbejdspladser
"Vi håber, at bannerne kommer til at fungere som en slags øjenåbner for de mange pendlere og andre borgere, som måske ikke helt har forstået, hvor alvorlig situationen er for danske landmænd", siger næstformanden i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal i forbindelse med vejkant-kampagnen som starter i denne uge.

Peter Rosendahl tilføjer, at regeringens linje med at overimplementere EU´s miljøkrav, vil føre til at dansk landbrugs konkurrenceevne bliver svækket yderligere, og at denne udvikling vil føre til tab af tusindvis af danske arbejdspladser, samtidig med at eksporten af landbrugsvarer vil stagnere.

 

Peter Rosendal 300

Dårlige rammevilkårene i fokus
"Vi landmænd er glade for vores erhverv, og vi vil så gerne blive i denne her branche mange år endnu. Men med de mange stramninger på miljøområdet, bliver det sværere og sværere for hver eneste dag at tro på, at vi har nogen fremtid. Det er først og fremmest landbrugets dårlige rammevilkår, vi ønsker at gøre opmærk på med vores kampagne, som bliver skudt i gang i denne uge", siger Peter Rosendal.

Peter Rosendal tilføjer, at motiverne på bannerne gerne skulle få bilisterne til at trække på smilbåndet samtidig med, at de forstår det alvorlige budskab om landbrugets uholdbare situation.

Skulle der være andre af Bæredygtigt Landbrugs medlemmer, som også vil være med til at gøre opmærksom på landbrugets dårlige rammevilkår, er der muligt at få udleveret et banner ved henvendelse til Bæredygtigt Landbrug. Få fat i et banner til din ejendom ved at skrive en mail til Bæredygtigt Landbrug via kontaktformularen i bunden af hjemmesiden, eller ved at troppe op til Bæredygtigt Landbrugs stormøder i Agerskov, Sønderjylland, den 1. nov. og på Sonnerupgaard Gods ved Hvalsø, Sjælland, den 2. november.

Inden man går i gang med opsætning af banneret, er det fornuftigt at kontakte kommunen samt sit lokale politi for at høre nærmere om, hvilke krav og regler, der lokalt gælder på området.

Af Justinus Johannesen, jujo@baeredygtigtlandbrug.dk