Embedsmænd misinformerede Folketinget og EU-Kommissionen – og intet skete

Udgivet 1. november 2012 - kommentarer:
Embedsmænd misinformerede Folketinget og EU-Kommissionen – og intet skete

For syv år siden skrev juraprofessor Peter Pagh et såkaldt juridisk responsum, hvori han påpegede, at den danske stat misinformerede EU-Kommissionen og at folketinget ikke fik de rigtige oplysninger, men responsummet har ingen konsekvenser fået.

Professor dr. jur. på Københavns Universitet Peter Pagh skrev i 2005 et såkaldt juridisk responsum om den danske implementering af EU's fiskevandsdirektiv på baggrund af love, direktiver og gældende praksis på området, samt en del dokumenter, han fik adgang til efter at have søgt aktindsigt hos Miljøministeriet.

Responsummet, der fik den mundrette titel 'Responsum om det retlige grundlag for recipientmålregulering af vandløb', havde til formål at belyse, hvad man fra dansk side har gjort med fiskevandsdirektivet, hvordan man har gennemført og i det omfang, det er muligt, hvorfor det er blevet gennemført på den måde. Responsummets konklusioner var klare, fortæller Peter Pagh til baeredygtigtlandbrug.dk:

"Det, man meget hurtigt kan konstatere, er, at der ikke er overensstemmelse. Der er ikke overensstemmelse mellem det, der står i direktivet, som EU-domstolen fortolker det, og den måde, vi har gennemført det. Der er heller ikke overensstemmelse mellem det, man faktisk har gjort, og det, man har fortalt Kommissionen. Man må også sige, at der heller ikke er overensstemmelse med det, man oplyser Folketinget i forbindelse med implementeringen af lovgivningen og diskussionen af direktivet, og det, som faktisk er sket. Og det må man jo sige ikke er så heldigt," siger juraprofessoren.

Ikke i god tro
Responsummet blev bestilt af landbrugsorganisationen Landbrugsraadet, der ikke eksisterer i den daværende form længere. Hos Landbrugsraadet valgte man, ifølge daværende viceformand og nuværende folketingsmedlem for Venstre, Henrik Høegh, at holde responsummet for sig selv og bruge det i forhandlinger med ministerium og styrelser, frem for at fremlægge konklusionerne i pressen.  

"Det har været brugt i nogle af de politiske forhandlinger, hvor der har været argumenteret med den her fejl. Vi har haft det med, når vi har snakket med politikere og ministeren umiddelbart efter vi modtog det," forklarer Henrik Høegh i dag.

Peter Pagh påviser i sit responsum, at det kontor, der først har en brevveksling med Kommissionen og oplyser ét, er det samme kontor, som kort tid efter udsender et brev til de daværende amter med helt andre oplysninger.

"Da det samme kontor sendte et andet brev ud kort efter, så kan jeg i hvert fald fastslå, at det ikke kunne være gjort i god tro. Altså, man har simpelthen aktivt ønsket at fortælle Kommissionen noget, der ikke er sandt."

Ikke alene har den danske stat altså misinformeret EU-Kommissionen. Der har også siddet embedsmænd i ministeriet og styrelserne og haft kendskab til Peter Paghs konklusioner. Rent juridisk har det ingen betydning, forklarer juraprofessoren.

"Det har ingen retsvirkning koblet på. Det er klart, at hvis man går til Domstolen, så vil en aktiv misinformation af Kommissionen være i strid med loyalitetsprincippet efter traktaten, og det vil Danmark som stat blive dømt for, men det krævede jo, at der var nogen, der rejste sådan en sag."

Folketinget mangler oplysninger
Misinformationen gælder også det danske Folketing. Ifølge Peter Paghs responsum er der ikke sammenhæng mellem de oplysninger, man har givet Folketinget og de faktiske forhold. Men om nogen kan føres til regnskab for misinformationen er tvivlsomt.

"Den mangelfulde informering af Folketinget mener jeg ikke, kan siges at føre til et retsligt ansvar. Jeg synes, det er uheldigt, at man her får formuleret sig på en måde, så man må sige, at man som beslutningstager ikke er ordentligt oplyst. Det betyder jo, at når Folketinget efterfølgende diskuterer gennemførslen af vandplanerne, så savner de oplysninger, som ministeriet faktisk besidder, og jeg vil ikke sige, at det er ansvarspådragende ikke at udlevere dem, men jeg vil sige, at det havde været mere hensigtsmæssigt, at Folketinget, når man diskuterer de her spørgsmål i forbindelse med Grøn Vækst og alt, hvad der ligger forud for det, havde vidst, hvad der lå af oplysninger," påpeger Peter Pagh.

På spørgsmålet om der bør sidde en minister, en departementschef eller nogle embedsmænd med røde ører et sted, svarer juraprofessoren, at det afhænger af, hvem der har vidst hvad.

"Jeg synes ikke, det er så smart. Jeg vil ikke sige, at ministeren har et retligt problem, men det er da klart, at nogen jo nok vil spørge, hvorfor vi ikke har fået noget at vide om det. Ministeren vil altid kunne sige, at der florerer alle mulige papirer, og man ikke kan sende alting ud. Der er altid et forsvar. Man kan jo ikke fortælle alt, og man er nødt til at foretage en selektion i de oplysninger, man sender videre," forklarer han og fortsætter:

"Det, der er det store problem, er, at den indsigelse jo ikke er særlig stærk, hvis man internt i systemet har behandlet det på højeste niveau, og man har diskuteret det mere alvorligt. Så ser det jo ikke så kønt ud. Hvis det derimod bare er tilfældigt papir, som ingen har hæftet sig nævneværdigt ved, så kan man jo ikke sige noget til det. Hvis det er sket i forståelse med ministeriets ledelse, og det er det formentlig, så er der ikke andet at sige end at det er i strid med traktaten. Men det har ingen retlige konsekvenser for de pågældende."

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk