MINKRETSSAG

Bæredygtigt Landbrug har den 27. oktober 2022 stævnet staten i mink-skandalen.

Den 4. november 2020 var et af de mørkeste kapitler i dansk landbrugshistorie, hvor regeringen undsagde alle principper om retssikkerhed og hjemmel. Dagen var som et slag i vores midte. Vi blev alle ramt – og vi ønsker ikke, at denne dag nogensinde skal gentage sig.

Bæredygtigt Landbrug kæmper de kampe, som andre ikke kæmper. Det gælder i særdeleshed, når der slår lyn ned fra en klar himmel blandt vores egne.

Derfor har Bæredygtigt Landbrug stævnet staten, nærmere bestemt Fødevarestyrelsen, der udstedte påbuddet den 6. november 2020. Bæredygtigt Landbrugs mink-retssag skal afklare, hvorvidt berøvelse af borgernes ejendom uden lovhjemmel, er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1. tillægsprotokol, artikel 1, om respekt for ejendomsretten. At Folketinget etablerer et lovgrundlag efter det ulovlige indgreb, ændrer ikke på, at indgreb i ejendomsretten i henhold til menneskerettighederne kræver hjemmel på tidspunktet, hvor påbuddet udstedes eller skal efterleves.

Minkkommissionen fastslår, at statsminister Mette Frederiksens instruks på pressemødet den 4. november 2020 var groft vildledende og klart ulovlig. Afhængig af retssagens forløb kan det ikke udelukkes, at det endelige juridiske ansvar for overtrædelsen af menneskerettighederne ender i Statsministeriet. Foreløbig har Bæredygtigt Landbrug stævnet Fødevarestyrelsen, der er den formelle udsteder af påbuddet den 6. november 2020.

Læs mere HER.

FAQ

Har Bæredygtigt Landbrugs retssag betydning for milliard-erstatningerne efter lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink?
Nej. Bæredygtigt landbrugs retssag er af principiel karakter og berører ikke de store erstatninger eller de sager, der føres i den henseende.

Bæredygtigt Landbrugs stævning indeholder en påstand på en meget lille godtgørelse (17.000 kr. pr. minkavler), der hviler direkte på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1. tillægsprotokol, artikel 1 om ejendomsrettens beskyttelse.

Er Bæredygtigt Landbrugs retssag en menneskerettighedssag?
Ja, det er det. Efter artikel 1 i Tillægsprotokol 1 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sin ejendom, og ingen må berøves sin ejendom, hvis det bl.a. ikke er i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov.

Menneskerettighedskonventionen beskytter private borgeres ejendom. Det står direkte i konventionen, at ”ingen må berøves sin ejendom”, medmindre der er fastsat betingelser i en lov.

Vi har fået bekræftet af Granskningskommissionen, at der ikke fandtes lovhjemmel til nedslagtningen den 4. november 2020. Staten har derfor handlet retsstridigt.

Skal retssagen føres ved de danske domstole?
Ja. Sagen er foreløbig anlagt ved byretten, men vi har en forventning om, at sagen vil blive henvist til Landsretten.
Hvorfor omtales sagen som godtgørelse og ikke erstatning?
Erstatning får man når der er lidt et tab, for hvilket andre er ansvarlige. En godtgørelse er derimod en pengeydelse (som kompensation) for noget, der ikke har medført et konkret økonomisk tab.

Dette er bl.a. årsagen til, at Bæredygtigt Landbrugs retssag ikke påvirker de store milliard-erstatninger.

 

 

Hotline

Hvis du har uddybende spørgsmål specifikt til mink-retssagen kan du henvende dig til:

Oskar Verdoner Møller Nikolaj Schulz
E-mail: ovm@baeredygtigtlandbrug.dk E-Mail: nsc@baeredygtigtlandbrug.dk
Tlf.: 44 12 82 55 Tlf.: 60 14 12 30
Scroll to Top