Et scrol ned over mediernes netaviser f.eks. torsdag d. 16. februar, efterlader mig igen med den der irriterende og knugende mavefornemmelse som følge af fællesnævneren: økonomiske og ledelsesmæssige problemer.
”Det danske forsvar i dyb krise” og ”Sundhedsvæsenet har for brug for fundamentale reformer” hedder det blandt andet.
Det handler i bund og grund om elendig styring, både generelt og specielt af økonomien, samt behovet for flere ressourcer. ”Send flere penge” budskabet gjalder overalt: Ukraine-kassen er allerede tom, og man inddrager helligdage for at øge produktiviteten. En analytiker fortalte mig allerede for 3-4 år siden, at vi, som er født i midt 80´erne, skal bære ca. 40 procent større omkostninger end vores forældre, primært grundet en ændret demografi.
Samtidigt har vi haft en Covid-krise, som har tømt en stor del af både erhvervslivets og det offentliges lommer, en minksag, som ifølge de første indikationer nok kommer til at koste det dobbelte af det foreløbigt officielt udmeldte, og så videre, og så videre.
Så sidder jeg som selvstændig landmand og har skrevet 4 procent af min markplan ud. Der må jeg ikke dyrke afgrøder. De 4 procent skal ligge brak. Det er en dansk enegang, som er i modsætning til resten af EU – det er ca. 300.000 kr. i tabt omsætning – bare for mig.
Jeg er pålagt nogle politiske efterafgrødekrav, som beviseligt gavner hverken miljø, klima, økonomi eller fødevareforsyningen i verden.
I dag har jeg ansøgt kommunen om lov til at rense vores drænrender op, så marken igen kan dyrkes optimalt og klimagasserne reduceres. Min gamle svinestald, som vi er ved delvist at rive ned, skal jeg ansøge om at fjerne, ligesom jeg skal betale og ansøge om at bygge en ny lade, såfremt behovet var der.
Jeg vil driste mig til at sige, at der kunne nok findes lidt midler til alle de udfordringer, økonomien i samfundet står overfor – hvis man tænkte sig lidt om og ikke ligefrem satte hindringer i vejen for en god produktion.
Indlægget har bl.a. været bragt i Maskinbladet.
