Et regnskab skal have både indtægter og udgifter. Det skal planteavlsbedriftens regnskab også. Indtægten er planternes CO2-optag, og udgiften er de udledninger der sker, når vi dyrker jorden og tilfører de nødvendige næringsstoffer. Det skal også fremgå af klimaregnskaberne både på bedriftsniveau og nationalt.
Hvis vi sammentæller de forskellige, dyrkede afgrøder, vil man komme frem til, at dansk landbrugs afgrøder optager over 30 mio. tons CO2 årligt.
Men disse 30 mio. tons godskrives ikke landbruget, på grund af beslutninger i FN’s klimapanel, IPCC. Det får vi ikke ændret lige foreløbigt, men udbytterne og planternes optag må og skal med, når vi nationalt udregner afgrødernes klimabelastning.
Argumenterne for at et-årige afgrøder ikke medtages i de globale klimaregnskaber er, at CO2 udledes igen, når afgrøderne nydes af mennesker eller fortæres af dyr, der opgraderer planternes næringsstoffer til animalsk protein. Eller når de anvendes til energiformål.
Men hvis man nationalt kun ser på de udledninger, der sker i en landbrugsproduktion, og ikke samtidig på optag af CO2, straffes dansk landbrug og hele den indenlandske fødevarekæde for CO2-udledningen fra forbrugere i ind- og udland, der spiser den producerede mad. Landbruget godskrives heller ikke for de adskillige mio. tons CO2, der via biobrændsel og biogas fortrænger store mængder CO2 fra fossile energikilder.
En ensidig opgørelse af udledninger gør CO2-regnskabet skævt.
Det betyder samtidig, at hvis man lægger en CO2-afgift på landbruget, straffer man en klimavenlig produktion, og fritager den udledning, der finder sted ved forbrug. Det er en politisk fejlslutning, der vil ramme hele vores fødevareproduktion.
